Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Kommunen har altid ret til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommunen har altid ret

1 debatindlæg Hold mig opdateret

TVANGSFJERNELSE: »Uden udviklingspotentiale« lyder kommunens vurdering af en 39-årig pædagog, som har fået sine to sønner anbragt uden for hjemmet. Hendes kamp for at få børnene tilbage er vanskelig, for kommunen har altid ret, har hun fundet ud af

Ann er 39 år. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet med børn i over 20 år. I dag er hun ansat i en skolefritidsordning, og tidligere har der stået leder af en legestue på et asylcenter og pædagog på et hjem for handicappede børn på hendes visitkort.

Ann er også enlig mor til tre børn. Men ingen af dem bor hjemme. Datteren på 18 år er flyttet hjemmefra. Og de to sønner er anbragt i hver sin plejefamilie. Blandt andet fordi kommunen mener, at hun ikke har givet dem omsorg nok.

- Det var uvirkeligt at få at vide, og det er det stadig, siger Ann.

Sidste år blev 14.430 danske børn anbragt uden for hjemmet, og i mindst hver 10. sag skete det imod forældrenes ønske. En problemstilling, som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en række artkler.

Annonce
Dette er historien om en af de sager: Anns kamp mod den vestsjællandske kommune, som hun boede i til for ganske nylig. Da kommuner har tavshedspligt i sådanne sager, er det kun Anns version af historien, vi kan bringe. Derfor er kommunens navn udeladt i artiklen ligesom Anns efternavn. Hendes børns navne er ændret af hensyn til deres videre liv.

- Det er nedværdigende at blive beskyldt for ikke at kunne give sine egne børn omsorg. For mig er omsorgssvigt at lade sine børn gå for lud og koldt vand, eller at forældrene sidder på værtshus hele dagen, siger Ann. Og græder uden lyd.

Hun fortæller sin historie i mange tonelejer. Det er tydeligvis svært at sætte ord på de mange frustrationer, som er blevet en stor del af hendes liv. Ann har taget sit fotoalbum med. Et album, som hun kun sjældent åbner, for hun kan ikke holde ud at se billederne af sine tre børn, Johan på fire år, Thomas 10 år og 18-årige Line. For to et halvt år siden blev de to yngste fjernet fra hende. Siden da har hun kæmpet for at få dem hjem.

Vi vurderer anderledes

Efter en barselsorlov i 1999, da Ann havde født sin yngste søn, henvendte hun sig for første gang i sit liv til kommunen for at bede om hjælp. Hun magtede ikke længere at være alenemor til tre og arbejde på et børnehjem for fysisk og psykisk handicappede børn med skiftende arbejdstider. Ann bad kommunen om at få børnene passet i en døgnbørnehave, når hun havde sene vagter. Kommunen afslog.

- Jeg kunne ikke overskue noget og var frustreret over det, for jeg har altid kunnet klare mig selv, fortæller Ann.

Modløsheden var så stor, at hun kort efter blev indlagt på et psykiatrisk hospital. Hun kom sig dog hurtigt og blev udskrevet efter 11 dage. For at afhjælpe hendes situation indvilgede kommunen i, at Anns sønner kom i en aflastningsfamilie hver anden weekend.

I det kommende år var hverdagene stadig svære at få til at hænge sammen. Og efter mange måneders tiltagende fravær blev Ann afskediget fra sit arbejde. Af frygt for, at afskedigelsen ville overmande hende og gøre hende syg igen, valgte Ann at bede Johans aflastningsfamilie om at beholde ham nogle ekstra dage, indtil hun havde fordøjet sin situation. 10 dage efter kontaktede hun kommunen. Hun havde ikke fået det psykisk dårligt og følte sig klar til at få sin søn hjem. Men Johan skulle ikke hjem igen, lød svaret fra socialforvaltningen.

- En afdelingsleder fra forvaltningen, som aldrig havde mødt mig før, sagde til mig: »Jeg kan se på dig, du har det dårligt«, beretter Ann, mens tårerne presser sig på inde bag brillerne.

- Jeg råbte højt og kastede med en kuglepen. Jeg har altid været hidsig, og det er noget, jeg forsøger at ændre. Men jeg kan ikke styre mig, når jeg føler mig afmægtig. Jeg forværrer kun min egen situation ved at hidse mig op, det ved jeg godt, for de vurderer desværre mine evner som mor på, at jeg hidser mig op. Men det er en forfærdelig situation, når man ikke føler, man kan trænge igennem, forklarer hun.

Ann ville ikke acceptere beslutningen, så hun kørte hen til aflastningsfamilien og hentede sin søn.

- Det er den handling, jeg fortryder mest, og det er nok en af de væsentligste grunde til, at han blev anbragt, siger Ann og lader tårerne trille frit ned ad kinderne.

Dagen efter, en fredag i foråret 2001, kom en mand fra kommunen hjem til hende og afleverede en kuvert. Klokken var 15.35. Et kortfattet brev meddelte, at Johan skulle fjernes fra sin mor, fordi han var »omsorgssvigtet«.

- Der stod ikke, hvordan han var omsorgssvigtet. Det var smart af dem at komme med sådan en melding fredag eftermiddag. På det tidspunkt er det umuligt at finde en advokat. Jeg havde heller ikke aktindsigt i min egen sag, så jeg var fuldstændig uforberedt, siger Ann.

Mandag eftermiddag mødte Ann alligevel op sammen med en advokat i kommunens Børne- og Ungeudvalg, som skulle tage stilling til forvaltningens anbefaling om at tvangsfjerne hendes yngste søn, der var blevet to år.

- Jeg troede, at nu skulle jeg bare lige forklare mig, og så ville de hurtigt sige, at der var sket en misforståelse. Men kommunen har altid ret, har jeg fundet ud af, siger hun.

Johan blev fjernet fra sin mor og kom i familiepleje. Ann fik ret til samvær med sønnen en weekend om måneden. En måned efter tvangsfjernelsen fik Ann nyt job. Hun blev leder af en legestue på et asylcenter.

Ingen kropskontakt

Ann har siden den første beslutning om tvangsfjernelse anket dommen til Den Sociale Ankestyrelse og landsretten. Men uden held. En af begrundelserne er den »forældreevne-undersøgelse«, som en psykolog forestod for kommunen. Psykologen fastslår i sin rapport, at Ann ikke opfylder nogen af de punkter, som psykologen vurderer som væsentlige for en mor.

- Psykologen kom hjem til mig fire gange, hvor vi snakkede i et par timer, og hvor hun observerede, at jeg legede med Johan. Hun skrev blandt andet, at jeg ikke var i stand til at give ham kropskontakt, efter at hun havde set, hvordan jeg læste en bog for ham. Han sad ved siden af mig, og jeg havde armen om hans skulder, mens jeg læste. Der stod også, at jeg ikke gav knus af over et minuts varighed. Men jeg vil gerne se de toårige, som gider at kramme mere end et minut, fortæller Ann og tilføjer:

-Jeg synes ikke, den psykolog er uvildig, fordi hun tidligere har været ansat i kommunen. Derfor vil jeg have en ny undersøgelse foretaget af en uvildig psykolog.

Kommunen ringede også til det psykiatriske hospital, hvor Ann var indlagt for fire år siden i 11 dage, for at få en vurdering af hende. Lægen på hospitalet havde aldrig mødt Ann, men fortalte ikke desto mindre til sagsbehandleren, at hun har en »personlighedsspaltning«.

Ann ringede til lægen og sagde, at hun ikke kunne forstå det. Lægen lod sig overtale til at møde hende igen, og efter et par nye møder undskyldte lægen mange gange og skrev en ny erklæring. Her stod: »Ann savner sine børn og reagerer voldsomt på det.«

- Men kommunen ville ikke bruge erklæringen. Som de siger gang på gang: »Vi vurderer det anderledes.« Det er som om, at når der står noget positivt om mig, så vil de ikke bruge det, siger hun.

Ann er også blevet testet af en psykolog.

- Den var overvejende positiv. Men hun skrev, at jeg har svært ved at knytte mig til andre mennesker, hvilket er rigtigt, men det bunder i min opvækst. Den sætning hev kommunen ud og brugte, selv om psykologen tydeligt havde markeret, at testen var af mig som person og ikke handlede om min evne som mor. Psykologen ville gerne møde op på kommunen og forklare, at de mistolkede hendes ord. Men det gav de hende ikke lov til, forklarer Ann.

Ingen fremtid som mor

Efter at Johan var blevet fjernet, tiltog problemerne med Thomas, den mellemste søn, som Ann mener har autistiske træk. Trods sin pædagogiske baggrund vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham. Hun kontaktede derfor kommunen og bad om at få drengen undersøgt af en psykolog.

- Psykologen mente, at han var følelsesmæssigt forstyrret og anbefalede, at han blev døgnanbragt. Jeg blev vred og ked af det, men jeg magtede ikke at passe ham selv. Så jeg indvilligede i en anbringelse, og de lovede Thomas og mig, at det kun var for et år, siger hun.

Men sådan endte det ikke. Thomas bor i dag, to et halvt år efter, stadig i plejefamilien, og han er ikke siden blevet undersøgt.

I begge drenges sager konkluderer kommunen, at Ann er »uden udviklingspotentiale«. Det betyder, at hendes evne som mor ikke ser ud til at blive bedre foreløbig, og derfor skal drengene blive hos deres plejefamilier. Ann mener selv, at hun i det mindste burde tilbydes hjælp til på sigt at blive en bedre mor, når det er dét, kommunen anklager hende for ikke at være. Hun vil også have en uvildig »forældreevne-undersøgelse«. Desuden forstår hun ikke vurderingen, når hendes datter altid har boet hjemme og aldrig er blevet undersøgt for omsorgssvigt.

- Jeg føler afmagt over ikke at blive hørt. Over ikke at blive respekteret og at blive umyndiggjort i forhold til mine egne børn. Men det værste er, at jeg føler, jeg svigter mine børn, siger hun.

- Kommunen siger, at jeg ikke kan samarbejde, og derfor kan jeg ikke få mine børn. For dem er samarbejde, at jeg skal acceptere deres beslutning. Men det kan jeg ikke. Jeg er uenig, og det vil jeg blive ved med at give udtryk for, siger Ann, som støttes af familie, venner, sin eksmand og en bisidder fra Foreningen Aktive Bedsteforældre.

I øjeblikket arbejder Ann i en skolefritidsordning. Inden længe skal hun være støtte-kontaktperson i 37 timer om ugen for to tidligt skadede drenge.

- Det er uforståeligt, at jeg gerne må tage vare på andre folks børn, som er omsorgssvigtet, men at jeg får at vide, at jeg ikke er i stand til at passe mine egne børn.

walsoe@kristeligt-dagblad.dk

Tidligere artikler om anbringelser af børn har været bragt den 18., 19., 20., 21. og 23. august.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Kommunen har altid ret

kosmoni, publiceret d.07/03 14:42 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kommunen har altid ret
du har fuldstændig at kommunen altid har ret vi har mistet to børn ved fødsel og vi fik ikke en eneste chanche for at bevise at vi var gode nok nogen af gangene vores datter tog de 3 uger før hun blev født dette var i norge og de vidste intet om mig eller min kones to-tre sidste år og vores dreng blev taget af danmark efter vi havde været ni uger i helvede på et sygehus med over 110 sygeplejesker og 12 læger og ligeså mange råd og meninger dog var der kun fem sygeplejesker der skrev noget og 3 læger og de var jo de mest negative eks den ene læge som satte vores søn på morfin og fenomal inden for hans første leve døgn for det kunne jo ikke være noget med at han var 5 uger for tidligt født for der stod jo TIDLIGERE RUS MISBRUGER på min kones parpire, selv om vi havde været på syge huset hver tiende dag under hendes gravilitet for at blive tjekket af nogen der arbejdede med folk med tidligere rus problemer,kendt som baggrundsteam og de så min kone trappe ned fra hendet MEDICINER og så hvordan hun blev dårlig for så at blive bedere og disse mennesker blev ikke kontaktet af denne læge faktisk var han ikke vores primær læge og dette var bare starten vi har kæmpet for vores søn snart i fire år og vi står endnu vi har prøvet at andmælde kommunen når de har overtrådt loven men politiet gør intet de siger det er en civil sag og sådan en koster 50000 kr pr. person du stævner og du er ikke sikker på at vinde som jeg kalder det hele for er at de er en form for bande kendt som det ofentlige broderskab og sålænge ingen får lov til at have vidner, familie eller presse tilstede hvordan skal man så få mulighed for en objektiv beskrivelse af dig for alle offentelige papire er jo negative der står jo ikke noget af de gode ting man har gjort hvordan kan det være objektivt, nå tilbage til titelen det offentlige har altid ret det er fordi det er menneskeligt at fejle og hvad de er ved jeg ikke men jeg ved at de behandler os som ingenting og hvad end vi siger høre de ikke på før det er sket sådan som vi advarede om kraftig asma på konens side men intet blev gjort før han endte på sygehuset, dog er det som er værst af det hele det som de troede vare mulighed for vi ville gøre mod vores søn har fosterfamilien gjort flere gange og vi kan mærke det på ham og har sagt fra om det men enten er de døve dog tror jeg bare de er vil døve for jeg har ikke megen tro på systemet mere og vil give shaks spear ret "their's something rotten in the state of denmark" og det er ikke blevet bedre af at amterne er blevet fjernet det har givet kommunen endnu mere frie hænder for vi har prøvet dronningen, social ministeriet og borgmester men ingen kan røre "familierådgivningen" dårligt navn for man får ingen rådgivning til hvad de vil have dig til så hvad gør man så, vi er ikke verdens bedste mennesker går på MEDICINER mod de nerver de har givet os og andre ting der er sket i vores liv men det er fast vi får det,hver 28'ende dag og det har det været siden 2009 og at stoppe er nemt for mig for mine problemer er det dem deer har skabt hvad kom først æget eller hønen? men du får ikke en chance vi siger indlæg os med vores søn så har vi et parpir der siger gode nok eller at ikke en chance så viste man hvor man stod men de har rettigheden til at holde dig i det uvidne, det eneste de ikke havde regnet med var at vi ville kæmpe tilbage og de har fået sig en kamp de ikke troede og for at hjælpe jer så må i bare side og ja og javel for det er det de vil høre og i får måske en chance, vi var villig til hvad som helst med vores søn sådan som nu hvor de siger fosterfamilien skal på ferie og han ikke skulle med, hvor skal han så være og hvorfor kunne vi ikke have sammenvær imorgen det vel lige meget hvem der kommer med ham eller hva? vi får ikke endgang lov til at videe hvor han skulle være og deres undskyldning for at vi ikke kunne blive indlagt med ham var at man ikke bare rykker et barn ud af en familie men er det ikke det de gør? hvad er så farligt ved det? han ved hvor han høre til men forstår ikke noget af det og det gør ham rodløs noget vi kan mærke på ham har perfekt hjem til børn men sammenvær skal være på et sted der er blevet for lille på ham nu hvor verden er virkelig intersant, kommunen tænker ikke på loven der hvad der er for barnets bedste for er det ikke dem det handler om efter nogen tid hvor vi forbereder os på ny retsag er jeg kommet frem til at det handler ikke om vores bedste, kommunens eller fosterfamilien, NEJ det handler om barnets bedste og der efter min mening tager kommunen det som en konkurence, om hvad? hvor langt ned de kan få os før de TROR vi giver op for så må de vente længe efter 6 års kamp med to lande om to børn og vi står endnu det burde tale for sig selv om vores vilje eller hva? har prøvet at få fat på tv-avis men der er mange som os og de må vel vælge, da jeg er logiger giver dette ingen mening det kommunen skriver for de får to + to = phi da vi alle skal være runde men det er vel lige som skagens mallerne hvem mallede på den rette måde, hvad er den rette opdragelse jeg troede det handlede om kærlighed, ømhed, tag over hovedet, mad, faste rammer og respekt vi er begge pensionister så vi har ikke andet end tid til dem hele tiden noget mange andre forældre ikke kan sige, jeg er dog først blevet det efter at have været kommunens klør i over tre år i danmark skriver mest om ham da vores datter er i et ønske hjem af et foster hjem mens dette ja..... ellers havde vi haft to hårde kampe mod det offentlige og dette takker vi gud for hver dag og til alle jer andre som os bliv ved ikke for din skyld men for barnets for de er vores fremtid
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​