Kærlighed til folkekirken (Kronik af Kingo)

Det påstås jævnligt, at folkekirken lider af et demokratisk underskud. Jeg har aldrig set noget argument for påstanden, men har til gengæld set påstanden brugt som argument for indførelse af stifts- og landskirkeråd.

Det kildrer vore øren, når alle vi demokratisk sindede hører om disse demokratisk valgte organer. Problemet er blot, at indførelsen af de to nævnte organer uvægerligt vil fjerne magt og indflydelse fra dem, der har den nu, nemlig menighedsrådene. Afgørelser, som rettelig bør træffes i det enkelte sogn, vil blive skubbet opad i systemet.

Hvert fjerde år til menighedsrådsvalget kan man være stensikker på at høre beklagelser over de lave stemmeprocenter og de mange aftalevalg. Stemmeprocenten kunne godt ønskes højere, men at de mange aftalevalg skulle begrædes, forstår jeg ikke. Et aftalevalg er en lige så demokratisk proces som et kommunalrådsvalg.

I menighedsrådene trives faktisk et fornemt nærdemokrati. Den del af den kirkelige ligning, der forbliver lokalt i kommune og sogn, forvaltes her af dem, der er berørt, og af dem, der betaler. Kan noget være mere demokratisk? Hvortil kommer, at kirke, præstegård og kirkegård med slægtens og de kæres grave oftest omfattes med stor veneration og omsorg.

Dette nærdemokrati, hvor det enkelte sogn med sit særpræg har frihed og kompetence til selvforvaltning, anfægtes imidlertid af sirenesangen om andre, centraliserede organer, forglemmende, at vi her i landet har en enestående tradition for at have en sognekirke, med folkekirken som »skallen« om organismens liv, og ikke en centraliseret landskirke med uønsket topstyring.

Sognets selvstændighed er det barn, sirenesangen vil have os til at smide

ud med badevandet. Og hvad fyldes karret da med? Det fyldes med et politisk forum, hvor mennesker strides om magten som hønsene om åleskindet, og hvor de gamle kirkelige skel atter vækkes til live med grøfter og skyttegrave; de skel, som ellers netop i disse år er under nedbrydning af fornuftige grundtvigianere og missionsfolk (herpå er det igangværende bispevalg i Ribe Stift et eksempel).

Nej, lad dog den magtspredning og frihed, vi nyder som et stort privilegium, vedblive at trives. Hvorfor slå noget i stykker, der fungerer godt? Ikke at den folkekirkeordning, vi kender i dag, er den eneste saliggørende eller er urørlig, men den er den mindst ringe på rund af dens nærdemokrati og dens iboende mulighed for at holde evangelium og politik adskilt. Desuden er den det bedste og sikreste værn om de kirkelige mindretal.

Dertil kommer, at centralismetankerne er forældede. Vi skal i kirkelig sammenhæng være på højde med tiden og ikke hele tiden komme halsende 30 år bagefter. En jævn dansker som jeg ønsker nærhed, ikke centralisme. Jeg ønsker personlig kontakt, ikke upersonlige og fjerne råd og bureaukrater. Og det er - forunderligt nok - netop dér i det nære og personlige, kristendommen kan komme i tale: i mødet med medmennesket.

Der tales i disse år om folkekirkens strukturer og påståede ledelsesmæssige problemer, som om det var af disse, frelsen afhang. Slap dog af, kære venner. Frelsen afhænger kristeligt set alene af Kristus, og det er præcis den afhængighed, der giver en kristen kirke frihed, ro og besindighed til sit arbejde - vel vidende, at intet system og ingen struktur er stærkere end de mennesker, der beklæder de pågældende poster. Lad ikke det, at en enkelt afgørelse eller for visses vedkommende en enkelt minister går os imod, få os til at gå i panik. Den nugældende ordning deler vilkår med en hvilken som helst anden ordning: Hvis ikke dens ledere vil træde i karakter, kan end ikke den bedste ordning redde sagen.

Er der da intet, som med fordel kunne forandres? Naturligvis! Enhver ordning må justeres fra tid til anden. Jeg kunne tænke mig en større gennemskuelighed i Fællesfondens midler, dens administration og dens prioritering. Man har efterlyst et organ, der kunne varetage den opgave, og man har brugt manglen af det efterlyste som argument for oprettelsen af endnu et demokratisk valgt organ.

Hvorfor efterlyse noget, man har?

Vi har et kirkeudvalg i Folketinget, demokratisk valgt og arbejdende inden for både grundlov og eksisterende kirkeordning. Hvorfor ikke bruge det? Det kunne gøres med en ganske beskeden lovændring, nemlig ved lov at gøre fællesfondens midler til en del af Kirkeministeriets samlede budget. Gjorde man det, ville alle ministeriets midler være underlagt kirkeudvalgets regi, og såvel minister som biskopper ville slippe for enhver mistanke om at hyppe egne kartofler.

Og som endnu en gevinst kunne biskopper med åbenbart ømme og krøllede tæer få dem rettet ud, finde roen og vende sig mod deres egentlige opgave: at styrke brødrene og søstrene til frimodigt at forkynde ordet om Guds mærkelige troskab mod alle os troløse.

Har folkekirken da en fremtid i vort land? Politisk set kræver det et parlamentarisk flertal, og det ser jo pænt ud for indeværende. Kristeligt har folkekirken kun en fremtid, hvis vi vil være kirke. I stedet for at bruge alle vore kræfter på mærkværdige diskussioner om strukturer og kommissioner og kirkeordninger og ministre og fuglekonger, så lad os glæde os over den Guds gave, som den nugældende kirkeordning er, og samle kræfterne om at give det videre, som vi selv har modtaget. Lad os ikke som kirkefolk i åndeligt hovmod indbilde os, at vi tror, hvad »folk« vil have, og hvor »de« befinder sig. Vi er da vel selv mennesker. Vi er af folket. Og vi har intet andet at give, end hvad vi - som mennesker og folk

- selv har modtaget.

Lad politikere og visionære og andet godtfolk om at være forpustede i deres trang til at frelse verden. Vi som kristen kirke kan tage det anderledes roligt. Hvilende i troen på Kristus kan vi besindigt og med ildhu tage fat på den ubetinget vigtigste opgave: at forkynde Kristus.

Anders Kingo er

sognepræst, dr.theol.

og en af de tre kandidater

ved bispevalget i Ribe