25. august 2003
I aften begynder valgkampen for alvor mellem de tre kandidater, der vil være den næste biskop i Ribe Stift
Af Leif Kiil Sørensen
De kommende tre aftener vil omkring 800 mennesker deltage i tre stort anlagte valgmøder, hvor de tre kandidater ved bispevalget i Ribe Stift skal forsøge at få så stor tilslutning som muligt. Mange af de stemmeberettigede har endnu ikke taget stilling, så de tre valgmøder kommer til at få stor betydning for udfaldet af valget til det øverste kirkelige embede i det vest- og sønderjyske stift.
Det første valgmøde i aften på Askov Højskole ved Vejen bliver også det største, og med flere tv-stationer og en række dagblade på plads bliver mediedækningen usædvanlig for et bispevalg i folkekirken. 350 menighedsrådsmedlemmer og præster har tilmeldt sig i Askov, og det kalder det store smil frem hos Ribe Amts Menighedsrådsforening.
Stor tilfredshed
- Vi er overordentligt tilfredse med deltagerantallet, og det understreger interessen for at møde de tre kandidater samlet, siger foreningens sekretær, sognepræst Karl Lund.
- Mange er i tvivl om, hvem de skal stemme på, og det, tror jeg, er grunden til den store interesse for valgmøderne, siger Karl Lund, som vurderer, at kun omkring halvdelen af de 1800 stemmeberettigede har afgjort, hvor de vil sætte deres kryds.
- Det gør valgmøderne spændende, for der kan virkelig flyttes mange stemmer, siger han.
I morgen aften stiller kandidaterne igen op til valgmøde, denne gang på Blåkilde Ungdomsskole ved Tarm.
- Vi har fået omkring 250 tilmeldinger, og jeg synes faktisk, det er flot. Mange af dem, som ikke kommer, forklarer, at de har taget stilling. De har været ude til møder for at høre kandidaterne hver for sig og ser ingen grund til at høre dem samlet, siger sognepræst Margrethe Koch, der er bestyrelsesmedlem i distriktsforeningen for menighedsrådsmedlemmer i Ringkøbing Provsti.
Onsdag aften holdes det sidste valgmøde på Løgumkloster Efterskole. Formanden for de sønderjyske menighedsrådsmedlemmer, Bent Pedersen, forventer omkring 200 deltagere.
- Det er jeg godt tilfreds med, for mange har jo allerede mødt kandidaterne enkeltvis ved velbesøgte møder tidligere på året, siger han.
På torsdag får de knap 1800 menighedsrådsmedlemmer og præster i Ribe Stift udleveret stemmesedler, og de har så tre uger til at overveje, hvem af de tre kandidater, de vil stemme på. Valget står mellem sognepræst Elisabeth Dons Christensen, provst Marianne Christiansen og sognepræst Anders Kingo.
kiil@kristeligt-dagblad.dkKronik side 7