Slaget af en sommerfugls vinge

Jeg tror, at mange stemmer ved et bispevalg fastlægges eller flyttes ved slaget af en sommerfugls vinger. Når jeg hører folk gøre rede for, hvad de lægger vægt på, er det for ret få de kirkepolitiske udmeldinger, der i grunden flytter noget. Mellem mange store og dyre ord om kandidaternes kirkesyn og kvalifikationer synes det ofte at være små og i alt fald tilsyneladende mere jordnære ting, der flytter stemmer.

Selvfølgelig er der stadig noget, der hedder kirkepolitiske »partier«. I Ribe Stift skal man kalde sig grundt-vigsk for at blive valgt. Betegnelserne fra de gamle vækkelsesbevægelser lever ganske stærkt hernede, men ofte udvandet. Spørger man det enkelte menighedsrådsmedlem, ikke om hvem, der er grundtvigsk, men om hvad en »grundtvigsk« kandidat er, vil de fleste nok lidt tøvende svare, at det er én, der »ikke er missionsk«. Og da de fleste vælgere vil være mest tilpas ved en kandidat, der er »grundtvigsk« og i alt fald »ikke missionsk«, er det vigtigt, at alle tre kandidater signalerer, at de er »grundtvigske« - hvad det end er!

Det præger valgkampen. Den ene liste markedsfører meget bastant Elisabeth Dons Christensen som »den grundtvigske kandidat«; det har tydeligt nødet Anders Kingo og Marianne Christiansen til at rykke ordet »grundtvigsk« op i de første linjer af deres præsentationsfoldere, så man kan se, at de er gode nok.

Det får det unægteligt til at lyde, som om det ikke er et spørgsmål om at være den bedste biskop, men om at være den bedste grundtvigianer. Og det endda på et tidspunkt, hvor den form for lejrtænkning er under afvikling i det øvrige land.

Alle tre opstillede kandidater er altså erklæret grundtvigske, så på en måde har grundtvigianismen sejret sig ihjel som kirkepolitisk varemærke. Større teologiske forskelle er det småt med, hvilket vist er en generel tendens ved bispevalg i disse år.

Da nu det grundtvigske har opslugt alt, er valg af kandidat derfor ikke så meget kirkepolitisk, som det er spørgsmålet om noget andet. De tre kandidater har vidt forskellige kvalifikationer - og vil dermed uden tvivl også have en vidt forskellig praksis som biskopper.

Dog - stemmeafgivning afgøres ofte af noget udefinerbart følelses- og stemningsmæssigt. Kender man nogen, der kender vedkommende? Hvem var den første, der anbefalede en bestemt kandidat? Hvem stemmer vennerne på?

Jeg husker fra sidste valg en mand, der på et møde anbefalede en bestemt kandidat som bispeemne, fordi denne havde ledet en sogneudflugt 10 år tidligere på særdeles fremragende måde! Ved et andet valgmøde stillede en provst sig op og anbefalede ikke alene en bestemt kandidat, men nævnte også, at manden havde sådan en sød kone.

I år har en af kandidaterne fortalt, at han ved et møde havde mødt en mand, hvis far engang havde købt en ko hos kandidatens far - »så nu er han min mand« hed det med et glimt i øjet. Men hvad hvis manden nu havde følt sig snydt i den studehandel?

Jeg har således også hørt flere sige til fordel for en af kandidaterne, at hun var datter af en tidligere biskop, »så hun måtte jo være god!«. Omtalte kandidat er nu slet ikke bispedatter, det er der en anden, der er, men er det at lede et stift noget arveligt? Bliver man en bedre eller ringere biskop af, at ens far var studepranger, købmand eller skomager? Hvor mange af os ønsker at få en ledende stilling ud fra, hvem vores forældre var?

Ansættelse af præster og biskopper synes stadig præget af en sær nyfigen interesse efter disses familieliv. Ikke alene er det en urørlig uskik, at en ansøger til en præstestilling skal møde op til ansættelsessamtale sammen med ægtefællen. Det gør man dog stort set ingen andre steder. Men tendensen synes også at gælde kvindelige bispekandidater. Folk spørger til deres mænd, der begge har egen karriere. Kommer de med ned til bispegården og ser pæne og repræsentative ud eller hvad? Interessen for privatlivet stopper ikke dér, for er der ikke noget med, at Marianne Christiansen har en masse børn, er det nu fem eller seks? Kan hun overhovedet styre så mange?

Tilliden til, at disse to dygtige voksne kvinder selv kan finde ud af at få tingene til at fungere, er åbenbart ikke så stor. Marianne Christiansen har ellers været fiks nok til at sige, at det med at holde sammen på en familie på otte personer har lært hende en del om, hvilke konflikter man er nødt til at blande sig i, og hvilke man skal holde sig udenfor!

Også kandidaternes alder spiller en stor rolle ved dette valg. Ordet »præst« betyder faktisk »den ældste«, det gør »biskop« ikke, men ved dette valg synes det at være en direkte fordel at være så gammel som mulig. Sat på spidsen: Flere vælgere synes, at en væsentlig kvalitet ved den nyvalgte biskop i Ribe Stift vil være, at vedkommende snart går af igen! Hvordan forventningerne til biskopperne er blevet så ringe, er så en anden sag. Beskedne er de i alt fald. Det lyder som det rene vrøvl fra min side, men er det ikke: Jeg har hørt velkvalificerede teologiske kolleger fremføre det som et argument for og imod bestemte kandidater. Og for ikke at føre forblommet tale: Igen er det kvinderne, der står for skud.

Nu hedder det sig vistnok, at man ikke taler om en kvindes alder, men i denne valgkamp er det småt med galanteriet. Alder er blevet et argument. Det hænger sammen med, at den ene kvindelige kandidat højst kan sidde 10 år, og den anden kan komme til at sidde der i 30.

Dette kunne tale for, at man indførte en tidsbegrænsning på bispeembedet; så var man ude over alle spekulationer over, hvor længe man risikerede at hænge på vedkommende!

Sådan er et bispevalg en sag med mange store og små dagsordner. Mellem alle de store ord er der en lille verden, hvor sympati og modvilje - og efterfølgende stemmeafgivning - afgøres ved slaget af en sommerfugls vinge.

Arne Mårup

sogenpræst,

Skippervænget 25

Esbjerg