Graven er tro, håb og kærlighed

Fra sit arbejde som sygeplejerske i snart 40 år ved hun, hvor vigtigt det er at se smerten i øjnene.

– Når forældre har mistet et lille barn, råder jeg dem som regel til at holde det døde barn. Når man løfter et dødt barn, er det tungt, og når man sanser det, hjælper det én til at forstå. Man må tage virkeligheden ind, selvom det er svært. Måske skal det ske trinvis, for vi kan ikke bære det hele på en gang, men vi kan bære lidt hen ad vejen.

Karen Marie Holm besøger stadig kirkegården flere gange om ugen, men nu generer det hende ikke, at hun ikke kan komme, når hun for eksempel er ude at rejse.

– Vagn er jo med mig indeni. Men alligevel er det godt at komme på kirkegården igen, når jeg kommer hjem. Det er ved graven, jeg kan snakke med ham.

Mange af gravene på Hammerum Kirkegård er dækket af gran. Tusindvis af ton gran bliver lagt ud over danske gravsteder her i vintermånederne. Det er en tradition, der tog sin begyndelse med, at man i frostmånederne lagde gran rundt om roserne, der i 1920'erne prydede gravene i langt højere grad, end de gør i dag.

Derefter udviklede pyntningen sig mere i retning af stedsegrønt, og det betød, at der hen mod oktober ikke var mere arbejde til kirkegårdens ansatte. De blev sendt hjem, men på baggrund af 1930'ernes store arbejdsløshed, blev grandækningen – og dermed vinterarbejde til kirkegårdsarbejderne – opfundet. Det fortæller landskabsarkitekt og tidligere kirkegårdsinspektør ved Gentofte Kommunes Kirkegårde, Morten Falmer-Nielsen.

– Grøndalslund Kirkegård i Rødovre skulle efter sigende være verdensmester i at lave grandækning. Ikke to grave er ens, og medarbejderne får lov til at sætte et personligt præg på de enkelte grave.

En moderne tradition, som Morten Falmer-Nielsen faktisk har startet i Danmark, er lyset på gravene. Det er en katolsk skik, som i begyndelsen af 1970'erne blev introduceret på den kanoniserede Mariebjerg Kirkegård i Gentofte, som Morten Falmer-Nielsen var chef for, og på hvis grund han og hans familie boede.

– Der kom så mange mennesker på kirkegården juleaften, at vi faktisk måtte lave færdselsregulering. Det var buldrende mørkt, og vi fandt så på at tænde store haveblus ned ad alle hovedvejene, og det blev en del af min og min families juletradition at tænde de lys. Det var sjovt, fortæller Morten Falmer-Nielsen.

Det førte til, at folk selv begyndte at tage lys med til gravene.

– Inden vi havde set os om, var det blevet en tradition, der bredte sig.

Kirkegårdsleder i Varde, Birgit Møller Bach, ser lys på flere og flere grave. Ifølge hende gør de efterladte meget ud af gravstedet op til jul.

– Mange lægger fine kranse og sætter små, røde juletulipaner ud. Julen er jo det tidspunkt, hvor man mindes, siger hun.

I Varde taler kirkegårdspersonalet ikke om at grandække. Her granpynter man.

– Man klipper grangrenene i små stykker og pakker det ind i hinanden og arrangerer det forskelligt fra grav til grav. Det er meget vigtigt for personalet at pynte, så kirkegården er pæn til jul, siger Birgit Møller Bach.

Hun kalder kirkegården det sidste sted, hvor tiden står stille.

– Her er ro, plads og tid til fordybelse. Det er sjældent, at man sætter skilte op om, at man ikke må larme på kirkegården, for det gør man bare ikke. Men man må gerne snakke og have det sjovt, for stedet er jo en del af livet, siger Birgit Møller Bach.

Det var fra starten vigtigt for Karen Marie Holm, at hendes mands gravsted blev smukt. Hun og Vagn havde valgt stedet sammen, og derfor blev stenen også valgt med omhu. Den skulle passe til ham.

– Den skulle være et symbol på hans liv og på vores liv sammen, så den skulle være robust, siger Karen Marie Holm.

Og så måtte den godt ligne et fjeld, fordi hun og Vagn havde vandret sammen i Norge. Så med den oplysning samt en del fotografier af Vagn tog Karen Marie Holm på besøg hos billedhuggeren Erik Heide. Resultatet blev en høj, grøn kvartssten fra Lapland med kunstnerens egen figur "På vej" indsat. Desuden står der titel, navn og tid og sted for fødsel og død.

– Det er vigtigt for mig, at graven er smuk, og jeg har en forestilling om, at Vagn ser det. Ligesom jeg har et håb om og en tro på, at vi skal ses igen. Den tro er jeg taknemlig for at have, og den gør savnet lettere at bære. Graven står for mig som tro, håb og kærlighed.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Julepligter

Julen er en glædens tid, men den er også fuld af pligter. Ingen anden højtid er behæftet med så mange traditioner, der skal holdes i hævd, som julen, kulminerende med juleaften den 24. december. Liv og Sjæl ser i december nærmere på alt det, vi skal: på julebesøg og til juleafslutning, skrive julekort og lave hjemmelavet mad og juleknas. Vi skal også på kirkegården og lægge blomster og tænde lys for de kære afdøde.