Tro og helbred

TRO KAN flytte bjerge, men kan den også gøre folk raske? Som det fremgår af dagens avis skal en forskergruppe på Københavns Universitet de næste fire år forske i forholdet mellem religion og sundhed. Det er et initiativ, der i høj grad må hilses velkommen. Der er brug for at få mellemværendet mellem tro og helbred afdækket efter mange år, hvor teologer og læger over en bred kam har delt en stærk mistænksomhed over for, at der skulle være en sammenhæng mellem de to områder.

Forestillingen om en forbindelse mellem religion og sundhed er ældgammel, der findes ritualer for hidkaldelse af guddommelige kræfter i forbindelse med sygdom i alle kulturer. Og selv om de religiøse ritualer for helbredelse blev marginaliseret både i kirke og hospitalsvæsen i forbindelse med fremkomsten af den moderne lægevidenskab, så har der vel altid været grobund for en mere folkelig forestilling om, at der er en sammenhæng mellem tro og helbred. En forestilling, der har været næret af beretninger om mirakuløse helbredelser, men også af en mere jordnær fornemmelse af sammenhængen mellem krop og ånd, en sammenhæng som både sundhedsvidenskaben og 1900-tallets teologi har haft vanskeligt ved at håndtere.

De senere år har denne mere folkelige forestilling om en sammenhæng mellem tro og helbred haft vind i sejlene blandt andet på grund af en voksende skepsis over for det etablerede sundhedsvæsen og den enstrengede »apparat-fejl« model, der har været dominerende her. Alternative behandlere med et mere helhedsorienteret menneskesyn har udfordret sundhedsvæsenet. Med til den bevægelse hører også en større kirkelig åbenhed over for en diskussion om sammenhængen mellem tro og helbredelse - også uden for de karismatiske kirker og den katolske kirke, hvor miraklernes tid aldrig har været helt forbi på samme måde som det har været i folkekirkens hovedstrøm.