Af Leif Kiil Sørensen Foto: Hans Chr. Jacobsen |
21. august 2003
10 SPØRGSMÅL TIL BISPEKANDIDATEN: Den 59-årige sognepræst i Søllerød, Elisabeth Dons Christensen, mener, der er behov for mange bidrag i kirkelig og folkelig debat
I det velhavende Søllerød nord for København ligger villaer i den tocifrede millionklasse side om side rundt omkring den idylliske landsbykirke, der blandt andet er en meget efterspurgt bryllupskirke. Sognets ene præstebolig er bygget i en halvcirkel med udgang og udsigt til haven fra alle rum og indpasser sig godt i miljøet i den smukke forstad.
Her har sognepræst Elisabeth Dons Christensen boet siden 1997, hvor hun kom fra en stilling som præst ved Ribe Domkirke. Som kandidat til det forestående bispevalg forsøger hun nu at vende tilbage til Ribe - denne gang som biskop.
Hvorfor vil du være biskop?
- Fordi jeg er blevet spurgt og opfatter det som en stor tillidserklæring. Og så har jeg lyst til at have indflydelse på den post med det, som ligger mig på hjerte. Der er mange ting, jeg gerne vil være med til at forme og sætte dagsorden omkring.
Hvad har Ribe Stift kon-kret brug for fra den ny biskop?
- Det er biskoppens pligt at føre tilsyn. Når det er sagt, har Ribe Stift brug for en biskop, der kan inspirere og få mennesker til at være glade for den kirke, de tilhører. Der er også brug for hurtig og effektiv sagsbehandling og for at have en synlig biskop. Synlighed betyder blandt andet, at biskoppen skal ud og se mennesker ansigt til ansigt og høre, hvad der sker, sådan at præsterne og menighederne får lyst til at arbejde med sagen.
Ikke på den lade side
Vil du som biskop deltage i den kirkepolitiske debat?
- Man kan også være en synlig biskop ved at udtale sig, og det vil jeg gøre. Som biskop har man en stemme, som andre forventer at høre, men det er en stemme blandt andre stemmer, for ingen kan tale på folkekirkens vegne. Jeg vil tale med omhu, for det skal ikke være sådan, at man kun kan høre biskoppen.
- Det kan ikke nytte, at vi grundtvigske bare ligger på den lade side, når nu debatten er blevet så intensiv. Vi må se i øjnene, at det er vigtigt at være med, for ellers er der måske andre, der løber med debatten. Kirkeligt Samfund (grundtvigsk forening, red.) har også allerede et fremragende udkast til debat om strukturen i folkekirken.
Hvad er folkekirkens største styrke?
- Jeg holder af folkekirken som det sted, hvor man ikke skal stå til regnskab for, om man er i stor nød, har tro eller tvivl eller bare har brug for at komme der og sætte sig på den bageste bænk. Folkekirkens rummelighed betyder, at der både skal være plads til en kernemenighed og til alle de andre, der kommer der, og de skal alle have noget med sig hjem.
- Jeg kan godt lide, at folkekirken taler med mange stemmer, både når det gælder kirkepolitik og etiske spørgsmål. Det, kirken står for, bliver amputeret, hvis vi sætter det på en formel.
Hvad er folkekirkens største svaghed?
- Det er bureaukratiet og det, at vi har brugt penge på det forkerte. Det har været nemmere at få penge til bygninger og mange forskellige grupper af medarbejdere i stedet for det, der er kirkens fornemste opgave: forkyndelse, undervisning og sjælesorg. Det er godt med velholdte kirker, men hvis der kommer den skævvridning ind, at man kun har råd til det og ikke den præstelige betjening, så er der noget galt. I en tid med traditionstab må vi altså ud og begynde igen med forkyndelse og undervisning, og det er man da også godt i gang med i Ribe Stift.
Demokratisk underskud
Hvordan har Tove Fergo klaret sig som kirkeminister?
- Hun har jo sat dejligt meget rav i den. Som jeg ser det, holder hun af folkekirken, og det er da ikke forkert. Men man kan godt sige, at hun formentlig har været så engageret og impulsiv, at hun en gang imellem er kommet til at træde på det hårfine balancepunkt mellem stat og kirke. For eksempel da hun ytrede sig i salmebogssagen på sin første ministerdag.
- Selv om det ikke direkte står i lovene, at der er noget, som hedder kirkens indre anliggender, er vi vant til det syn, og som politisk valgt person er hun måske gået for tæt på de indre anliggender. Jeg vil nødig se, at konsekvensen af det bliver en adskillelse mellem stat og kirke.
Skal folkekirken have sin egen ledelse?
- Jeg står helt af, når det gælder et landskirkeråd. Det ville langsomt kunne udvikle sig til at blive dén ene stemme, som bliver hørt, og det ville i mine øjne indsnævre den mangfoldighed, der er i kirken. Et landskirkeråd ville også medføre en politisering af kirken.
- Der er imidlertid et demokratisk underskud i folkekirken og et parlamentarisk vakuum mellem de forskellige beslutningstagere i kirken, for eksempel mellem Folketinget og menighedsrådene. Det kunne godt være, at et stiftsråd kunne afhjælpe det, så derfor vil jeg gerne være med til at arbejde for et demokratisk valgt stiftsråd. Jeg tror, biskoppen ville have godt af at have nogen at samarbejde med og nogen, som kunne tage initiativer.
Kunne Thorkild Grosbøll være præst i dit stift?
- Nej, det ville han nok ikke kunne. Jeg vil ikke blande mig i min biskop, Lise-Lotte Rebels, håndtering af sagen med en af mine nabopræster, men jeg vil sige, at en præst, der benægter Gud og benægter Jesus Kristus som Guds søn, hører ikke hjemme i folkekirken.
- Hvis jeg bliver biskop, vil jeg arbejde meget med samtalerne med de kommende præster for at finde ud af, hvor de står rent teologisk. I mine øjne har denne sag ikke noget med rummelighed at gøre. Jeg holder meget af rummelighed og frihed også i trossager, men her er grænsen overskredet.
Skal kirken indføre vielse af homoseksuelle?
- Jeg mener, at vi har en rimelig god løsning med biskoppernes afgørelse fra 1997 med muligheden for en gudstjenestlig markering af den kærlighed, to homoseksuelle mennesker har til hinanden. På den måde respekterer vi som kirke både de mennesker og deres kærlighed. Det er vel så langt, vi kan komme nu, fordi vi må tage hensyn til den del af kirken, som mener, homoseksuelle parforhold er imod skabelsesordningen.
Man siger, du er for anonym. Hvad siger du selv?
- Hvis man mener, at jeg ikke udtaler mig i alle mulige sammenhænge, så er det rigtigt, for jeg vægter altså, hvor jeg vil udtale mig. Jeg vil gerne sige noget, når jeg har noget på hjerte. Jeg er blevet spurgt om at blive kandidat, fordi jeg faktisk er kendt i det meste af Ribe Stift, og så overlader jeg det ellers roligt til menighedsrådsmedlemmerne i Ribe Stift at afgøre, om jeg er for anonym eller ej.
kiil@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad