Rebel og Grosbøll

Den bekymring deler vi gerne med hende: Men lad os udstrække bekymringen til også at gælde Lise-Lotte Rebels mildt sagt nedladende betragtninger over niveauet af den offentlige debat om kristentro, som hun mener har været så overfladisk under hendes fravær. Det er en brugt sag at skyde skylden på medierne, når man selv mangler ord. Men sagen om sognepræsten drejer sig ikke om et avisinterview eller hurtige overskrifter. Den handler om præstens seneste bog, hvori han gør rede for sin manglende tro efter 25 år som præst. Det er citater fra denne bog, der er blevet gengivet i medierne.

Og til biskoppens bekymring om kristendommen i medierne er der først og fremmest at sige, at en forudsætning for at kommunikere kristendom er, at man gør det. At man er til stede, når medierne vil høre på en og ikke går under jorden.

Sagen om sognepræsten, der fik lov at blive i folkekirken, selv om han ikke står inde for kirkens bekendelse, viser folkekirkens ledelsesmæssige svaghed. Det kan og bør ikke alene være en enkelt biskops afgørelse, hvordan sagen skal håndteres, når en præst stiller så store spørgsmål ved kristendommen og får rejst en sag af de dimensioner, som Grosbøll-sagen har taget. Kirken har brug for et folkeligt forum, hvor en debat om for eksempel tro og kristendom anno 2003 kan udvikle sig besindigt og dybtgående, og kirken har brug for at kunne udtale sig langt mere utvetydigt om, hvad kristendom er, end i dag. Folkekirken er ikke rustet til at håndtere den moderne medieverden, hvorfor en enkelt biskops kiksede håndtering af en væsentlig sag har kostet folkekirken betydelig troværdighed.

Det kirkelige demokrati er så ufuldstændigt, at det kun rækker til, at biskopperne vælges på demokratisk vis, men bliver siddende, indtil pensionen fælder dem som senest 70-årige. De vælges, men kan ikke afsættes, og også her har folkekirken et ledelesmæssigt problem.

bjer