Af Kamilla Walsøe |
20. august 2003
Hendes otte årige søn blev tvangsfjernet for et år siden. Begrundelsen lød, at han var omsorgssviget på grund af hendes psykiske problemer. Moderen kan ikke selv forstå anklagepunkterne, og mener ikke, hun har fået mulighed for at bevise, at hun kan være mor og ikke er psykisk syg
Kaninen Ninusa, de to undulater og musen i burret bor stadig på drengeværelset sammen med biler, computer og fotorammer på væggen, der viser en smilende lyshåret dreng sammen med sin kanin.
Den lyshårede dreng på billedet er Anastacia Danborgs otte årige søn. Tegningerne og papirklippene på de gule vægge i hendes lejlighed vidner om, at han bor på samme adresse som hende. Men en stor bunke papir på spisebordet fortæller en anden historie.
Anastacia Danborgs søn blev fjernet fra hende for et år siden. I dag bor han på en behandlingsinstitution, og han er kun hjemme hos hende hver anden weekend. Han blev fjernet fra hende efter, at en psykolog havde undersøgt sønnen og konkluderet, at han var behandlingskrævende på grund af, at Anastacia »virker psykisk syg«, som der står i psykologens undersøgelse. Anastacia Danborg selv er uforstående over for anklage punkterne, og mener ikke, hun har fået en chance for at gøre tingene anderledes, før myndighederne tog beslutningen om at tvangsfjerne hendes søn.
-Jeg vil have et papir, hvor der står, om jeg er psykisk syg. Jeg kan umuligt være så syg, så jeg ikke kan tage vare på min søn. I det mindste burde jeg have fået noget hjælp, inden de fjernede ham, siger 43-årige Anastacia Danborg, og slår sin højre hånd ned i bunken af papirer, som beskriver et sagsforløb så indviklet, at der for hvert papir i bunken, er to forskellige udlægninger af, hvad der er sket. Anastacias egen mod de sociale myndigheder.
Forud for den endelige afgørelse om tvangsfjernelse er gået ni år, hvor de sociale myndigheder løbende har kontaktet Anastacia Danborg, fordi forskellige lærer, pædagoger og naboer blandt andet har ment, at hun har virket »fjendtlig«, »psykisk ustabil«, og at hendes søn lider under det i et sådan omfang, at der er tale om omsorgssvigt. En diagnosticering, Anastacia ikke kan genkende.
- Vores liv var dejligt. Det var et liv med god mad, leg og snak, legekammerater i vores hjem, ferier til Frankrig og vandrerture. Jeg har ingen forståelse for deres udsagn, og det kører mig ned psykisk. Men jeg græder ikke. Sådan er jeg ikke. Jeg vil hellere kæmpe for min rettighed til at være mor for min søn, siger hun.
Anastacia Danborg fik tilbage i 1983 en behandlingsdom for medvirken i en narkosag. Den gang klassificerede læger hende som skitzofren, og efter afsoningen blev hun tilkendt førtidspension. Dette er hendes egen forklaring på, hvorfor myndighederne har været »efter hende«, siden hun fortalte dem, at hun var gravid.
-De siger, jeg er sindsyg med henvisning til en dom for 20 år siden. Og så er jeg enlig mor. Men de har ikke ulejliget sig til at undersøge mig igen, da de begyndte at true med at fjerne min søn. De har heller ikke undersøgt mig i sammenspil med min søn, eller besøgt os. De har kun baseret deres udtalelser på, hvad andre har sagt om os. Den psykolog, som undersøgte min søn, har skrevet en masse om min psykiske tilstand, men hun har aldrig undersøgt mig, pointerer hun.
Kristeligt Dagblad er i bisiddelse af psykolog rapporten, som Børne og Unge Udvalget har lagt til grund for tvangsfjernelsen. Og heri erkender Psykologen, at hun ikke har undersøgt moderen, men baserer sin viden på telefonsamtaler og andres udsagn.
-Jeg kan ikke leve med, at der aldrig bliver skrevet noget pænt om mig og min søn. Og mens han er væk, kan jeg mærke, at der bliver en afstand mellem os. Jeg er angst for, at vi skal miste alt det, vi har sammen, siger Anastacia, der virker smilende og venlig, men som når, hun skal svare på konkrete beskyldninger i rapporterne, får opspilede øjne og en skingrer stemme.
I det seneste år har hun selv forsøgt at gøe noget for at få sin søn hjem. Men uden held.
-Jeg har bedt kommunen om at komme på en behandlingsinstitution for psykisk syge sammen med min søn for at imødekomme dem. Men det må jeg ikke. Jeg har gået til psykiater, for at finde ud af, om jeg er så syg, som de på står, men som de aldrig har undersøgt. Istedet for hjælp og støtte har jegfået trusler om tvangsfjernelser. Det er ødelæggende for et menneske, også mig, siger hun.
I december skal sønnens anbringelse vurderes endnu en gang.
walsoe@kristeligt-dagblad.dkAf hensyn til Anastacia Danborgs søn er hans navn udeladt i denne artikel.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad