Rebel: Sagen set fra mit bord

»Kan man være gudløs og præst i folkekirken?«, spørger mange. Som sagt, jeg kan kun se det spørgsmål som udtryk for en meget forkortet, fejlagtig version af sagen. For svaret er, at det kan man selvfølgelig ikke! Og det er der heller ikke tale om i denne sag. Alligevel fortsætter denne version. Det er en discountversion tilskåret af mediemaskin-ens klip og hurtige meldinger, og den bygger ikke på de faktisk tilgængelige oplysninger. Det er argumentation på overskriftsniveau, hvilket også kan være meget underholdende. Men det er altså ikke brugbart i afgørelsen af tjenstlige sager.

Hovedsagen er naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt pastor Grosbølls forkyndelse er hjemmehørende inden for den danske folkekirke. Min konklusion på dette sted bygger selvsagt ikke på de forvirrende og forenklede udtalelser, som er dukket op i pressen og for hvilke jeg har krævet Grosbøll til regnskab. Men den bygger på de samtaler, jeg har haft med præsten samt på de to skriftlige redegørelser, denne har fremlagt, og som er offentliggjort (Kristeligt Dagblad og Præsteforeningen Blad). Hvad der er sagt i en tjenstlig samtale mellem præst og biskop under fire øjne, det vedkommer imidlertid ikke andre.

Og dele af debatten om hele denne sag smager af upassende forsøg på sindelagskontrol. Jeg hverken kan eller skal granske folks hjerter og nyrer, men jeg skal sikre, at præsters forkyndelse og funktion finder sted inden for kirkens bekendelses rammer.

Lad mig da citere et sted fra Grosbølls anden offentliggjorte redegørelse. Grosbøll skriver: »Centralt (også i min bog) er (-) Peters bekendelse (Matt 16,13-20) med samt de efterfølgende tre vers. Det afgørende er, hvordan den enkelte tolker, og forstår, hvem Jesus er. Det er derfor ikke gud, der står i centrum for udsagnet, men at Peter af sit hjerte må bekende, at manden fra Nazareth er intet mindre end selve den levende Guds søn - altså at det,
Peter ser i Jesus, er det, han må kalde gud. Når det sker, når kun det største ord rækker, da er der kirke - da bliver enhver Peter den klippe, som der bygges kirke på, og som dødsrigets porte aldrig skal få magt over, da står han med nøglerne til himmeriget, så hvad der bindes her, er bundet hist, og hvad der løses her, er løst hist.«

I forhold til et sådant udsagn ser jeg ingen anledning til at skulle bevise, at dette hører hjemme inden for den folkekirkelige tradition. Her tales om, at vi møder Gud i Jesus, hvilket er grundlæggende kristent. Pastor Grosbøll har hertil nogle bemærkninger, nemlig at dette betyder, at vi ikke skal lade verdensbilledernes forskellighed spærre for, at dette kan forkyndes nutidigt. At altså den gamle metafysik ikke må gøres til en betingelse for, at vi i dag kan være kristne. Alt sammen kendt stof. Når kirkelige debattører har gjort ham til ateist eller sagt, at han lige så godt kunne være muslim, så er det simpelt hen urimeligt.

Det betyder ikke, at jeg ikke fremdeles skulle have kritiske spørgsmål til pastor Grosbølls teologi (således som jeg også har det til andre). I vore samtaler har jeg kraftigt påtalt nogle af hans problematiske formuleringer, som han da også efterfølgende har beklaget. Men i vor fælles erklæring fastholdes kirkens bekendelse og præsteløftet som det rum, inden for hvilket budskabet udlægges. Det er pastor Grosbøll såvel som alle andre præster fremdeles forpligtet på. Jeg opretholder som meddelt i den fælles udtalelse et skærpet tilsyn med pastor Grosbøll.

Men afgørende for mig har naturligvis været dette, så redeligt som muligt af finde sagens rette sammenhæng vedrørende pastor Grosbøll og ikke lade mig styre af pressens selvsving eller kirkelige pressionsgruppers tiltag i sommervarmen.

Det er i grunden ejendommeligt, så let kritikerne af håndteringen af denne sag kommer hen over det faktum, at sagen jo ikke er rejst på grund af pastor Grosbølls forkyndelse i kirken, men på grund af nogle avisoverskrifter og et debatoplæg. Skulle det ikke sige en kritisk offentlighed et og andet? I den åbenbart så eftertragtede retssal dømmer man forhåbentlig heller ikke efter overskrifter og presseklip, men man forsøger at nå frem til, hvad der faktisk er sagt, skrevet og sket. Det er baggrunden for, at også jeg - trods megen larm - har handlet som jeg gjorde. I kirken kender vi faktisk en historie om, hvordan det går, når folkemængdens larm i hellig harme får administratorerne til at bøje sig og vaske deres hænder. Men ejendommeligt nok har ingen fundet anledning til at overveje den synsvinkel!

Endelig sammenligner mange med den såkaldte Snedstedsag, som gengives som en sag, hvor en gejstlig ret dømte en præst fra embedet, da han ændrede i et enkelt ord i dåbsritualet. Det berømte »i« og »til«. Ifølge Kristeligt Dagblad er dette argument fremført under applaus ved læsermødet i Bethesda. Hertil er imidlertid at sige, at dette er en fejlagtig gengivelse af denne sag. Når applausen engang har lagt sig, bliver der måske tid til at se på sagens kendsgerninger ved at læse dommen fra præsteretten og fra Vestre Landsret. Den viser, at det ikke var dette, sagen drejede sig om. Og det var ikke »et enkelt ord«, dommen faldt for. Selv om det - igen - var det, sagen i medierne blev kendt for. Men sagen mod Bent Feldbæk Nielsen fra Snedsted og Grosbøll-sagen er indtil videre usammenlignelige. Kort sagt gik der årelange, opslidende konflikter mellem præst og sogn forud for, at Snedstedsagen blev rejst i retten, herunder årelange samtaler og tjenstlige formaninger fra biskoppen.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg godt kan forstå, at der rundt omkring er bekymringer for folkekirken. Efter min mening er det imidlertid helt andre ting, der kan true folkekirken, end en pastor Grosbøll. Langt mere nærliggende er det for mig at pege på det forhold, at denne sag indtil videre synes at vise, at folkekirken i mødet med den virkelighed, som den moderne massekommunikation er, slet ikke synes gearet til at forholde sig til den. Jeg bebrejder ikke pressen noget, ej heller alle de »almindeligt interesserede«, som på bedste beskub giver deres besyv med. Men det bekymrer mig virkelig, at det er så vanskeligt at kommunikere kristendom.

Den situation stiller nogle krav til os alle, først og fremmest til kirken og dens ansatte, men også til universiteterne og læreanstalterne. Sagen viser, at der er en afgrund mellem den teologiske refleksion og den folkekirkelige, daglige virkelighed, og dette kalder på selvbesindelse og debat. Men det bekymrer mig også, at folk, der professionelt er uddannet til at være kritisk skolede og burde have fornemmelse for, hvilke mekanismer, der går i sving i massemedierne, lader sig rive med af den første vind. Og at de følgelig mener, at de store problemstillinger vedrørende kristendommen og den moderne virkelighed skulle kunne løses blot ved at føre en retssag. Retssager kan være nødvendige. Men kun som allersidste mulighed, når tingene er gået helt i hårknude. Indtil da må vi forsøge tillidsfuldt at lytte til hinanden, forsøge at forstå selv det, der lyder anderledes og fremmed, og tale sammen.

Lise-Lotte Rebel er biskop over Helsingør Stift