Af Kirsten Boas |
16. august 2003
Interview: Ny stor biografi på vej om mennesket, kunstneren og stridsmanden Henrik Stangerup (1937-1998) skrevet af forfatteren og gymnasielæreren Niels Martinov. Han siger, Stangerup hverken var filosof eller politisk geni, men blandt de største danske forfattere i de sidste hundrede år
Henrik Stangerups speciale på teologistudiet i København 1960 hed »Eksistentialismen i religiøs-ethisk aspekt hos Gabriel Marcel, Jean-Paul Sartre og Albert Camus«. Og det blev pænt gjort færdigt. Til forskel fra studiet. Stangerup blev aldrig præst. Men livet ud beskæftigede han sig med emner, som enhver præst med respekt for sig selv og Vorherre tumler med.
Spørgsmålet om menneskets frihed, valg, ansvar og skyld. Spørgsmålet om meningen med livet, om forholdet mellem det enkelte menneske og Gud osv. Eksistentialisternes budskab om, at man så at sige er dømt til at være fri, til at vælge sit eget liv, bliver en ledetråd i Stangerups private tilværelse og afgørende tema i hans værker. Kun ved at handle bevidst, vinder man sin individualitet. Det enkelte menneske står alene foran livets tilfældigheder og må gennem sine egne valg skabe en mening. Man må selv ophæve verdens absurditet gennem det engagement, man påtager sig. Altsammen noget, Henrik Stangerup tilsluttede sig. Men angsten for at vælge forkert, formåede han aldrig at ryste af sig.
I næste måned udsender forlaget Cicero en 400-siders biografi om mennesket, kunstneren og stridsmanden Henrik Stangerup, skrevet af forfatter og gymnasielærer, cand.mag. Niels Martinov. »Stangerup. En biografi« hedder den og bygger på samtaler med mennesker, som kendte Stangerup godt. Blandt andre skuespilleren Ulf Pilgaard, som spillede hovedrollen i Stangerups film »Giv Gud en chance om søndagen«. Filmen var, mener Martinov, Stangerups leg med tanken om, hvordan han selv kunne været blevet som præst, isoleret, desperat og alkoholiseret. Martinov nævner, at Stangerups religiøsitet med årene tog mere form af spiritualitet end bekendelse til Lutherkirkens dogmer. Han gik ind for en forening af franciskanerkristendom med Broder Sol, Søster Måne, Broder Vind, Broder Regn og indianernes religiøse mytologi. Gennem sit arbejde med romanen »Broder Jacob« blev han så inspireret af Frans af Assisi, at han begyndte at underskrive sine breve med »Pax et Bonum«, fred og alt godt, den gamle franciskanerhilsen.
I sin biografi går Niels Martinov blandt andet tæt på Stangerups barndomshjem i Sorgenfri, hvor faderen var professor, dr.phil. Hakon Stangerup, moderen, skue-spilleren Betty Søderberg og søsteren Helle Stangerup, senere cand.jur. og forfatter til bl.a. en række krimiromaner.
- Under sin opvækst følte han sig uegnet og ikke værd at elske. Som én, forældrene ikke rigtig havde fidus til. »Jeg er vokset op med mistænksomhed, helt fra jeg var lille. Mistænksomheden vil altid forfølge mig«, siger han i et avisinterview i 1992. Forældrene og søsteren opfattede han som en gruppe, der mente at besidde Den Sande Mening og udgøre Det Rigtige Selskab og havde retten til at dømme andre. Synderen var altid Henrik. Hvem drengen Henrik egentlig var og hvad han ønskede, husker han ikke, at nogen interesserede sig for. Derimod havde forældrene store forventninger til, at han skulle »blive til noget«. Et pres, der ramte ham som følelsesmæssigt overgreb, siger Niels Martinov til Kristeligt Dagblad.
- Det hjem, han brugte så mange kræfter på at løsrive sig fra, kom til at præge hans liv og værk. I sine romaner og film tager han fat om de traumer eller dæmoner, han fik med i bagagen hjemmefra, og måske var han kun rigtig lykkelig, når han arbejdede.
Forholdet blev kompliceret til faderen, den kloge, kultiverede litterat, som sønnen på én gang beundrede og skammede sig over. Faderen blev hængt ud som nazi-sympatisør, og når Henrik valgte teologi og ikke dansk eller filosofi, som lå hans hjerte nærmest, var det, fordi han frygtede, at han ville blive forfulgt mere med efternavnet Stangerup på danskstudiet end hos teologerne.
Spørgsmålet om skyld og soning går igen i hans bøger. Da han oplever en personlig kristen vækkelse på Stenhus kostskole, tager han hjem og siger til sin far: »Hvad betyder den karriere, du kæmper for, hvis Gud ikke er med dig? Intet!«. Forholdet til den stærkt neurotiske mor var koldt som is. For sønnen at se elskede hun kun sig selv. Til hende sagde teenagesønnen: »Du tænker kun på neglelak og alle dine døde antikviteter! Men hvor er din sjæl!« Savnet af hendes accept førte ham senere ud på en håbløs mission for at finde kvinder, som ville elske ham uforbeholdent. Han hadede datidens rødstrømpebevægelse og sagde på et tidspunkt om dét at gå i seng med danske kvinder, at det var ligesom at gå i seng med en kronik! Med de sensuelle og knap så krævende kvinder, han mødte på sine rejser, til bl.a. Brasilien, var det anderledes.
Forholdet til hjemmet fik ham i det hele taget til at gispe efter vejret. Ikke så meget i betagelse over tronfølger Margrethe, som han, med stor glæde siges det, dansede kinddans med, når søster Helle holdt fest med veninderne fra Zahle - men i følelsen af at være spærret inde i et krav om pænhed og konventioner. Hans frihedstrang blev siden blandt andet forløst i mødet med skue-spilleren Lotte Tarp. Friheden havde hendes ansigt, sagde han. Alliancen forekom forældrene så upassende, at de blev væk fra sønnens første bryllup. Selv var han tilfreds og opfattede hvert søm, han slog ind i væggen i parrets hus i Sydvestsjælland, som »et slag for friheden«, tilføjer Niels Martinov. Senere i livet blev Stangerup gift med kunstneren Susanne Krage, som han bosatte sig i Langebæk på Sydsjælland med. Han blev boende i huset, da hun flyttede fra ham, og her levede han sine sidste år, alene, syg og mere eller mindre tabt for omverdenen.
Martinov skrev speciale om Stangerups forfatterskab på Københavns Universitet i 1970'erne.
- Jeg var begejstret for romanerne »Slangen i brystet«, »Manden, der ville være skyldig« og »Løgn over løgn«. Som aktiv VS'er lå jeg politisk langt væk fra den borgerlige forfatter og provokatør, men selv om vi så bombastiske og sejrssikre ud, havde vi jo også vores tvivl ude på venstrefløjen. Stangerup ramte mig dybt i hjertekulen med sin stemme, der vibrerede af desperation, uro og smerte. Han gik imod den socialistiske tankegang, at man ved at forandre samfundet kunne skabe lykkelige mennesker. Mennesket er, hvad det er. Han udviklede skrækscenarier, der måske nok er overdrevne, men stadig en eftertanke værd. Medier, der bedøver og manipulerer, overvågningssamfund, biologiske manipulationer, harmonisering, ulyst til at tale om individuel skyld og ansvar osv., er jo ikke bare noget, der fandtes engang i Sovjetunionen og truede menneskets integritet.
Niels Martinov har beholdt sin interesse for Stangerups forfatterskab siden ungdommen. Men han er ikke enig i den kanonisering, der de seneste år er sket af den kontroversielle skikkelse i 1970'erne og 1980'ernes politiske og kulturelle liv.
- At sætte Stangerup op på piedestalen og hylde ham som det ubesmittede, entydige politiske og filosofiske orakel, der fik ret, går jeg ikke med på. Det ville han heller ikke selv have brudt sig om. »Kun døden får ret«, plejede han at sige. Han var hverken filosof eller politisk geni, men først og fremmest stor forfatter. Det er den kunstneriske stemme, der gør nogle af hans bøger om samfund og menneskeliv til en uforglemmelig oplevelse. »Vejen til Lagoa Santa« er for mig at se ét af de mest originale og helstøbte kunstværker i de sidste hundrede års danske litteratur.
boas@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad