HVOR GÅR grænsen for, hvornår et menneskes liv er så elendigt, at det ikke længere er værd at leve? Og hvem skal tage en så umenneskelig beslutning?
Disse to spørgsmål udgør et af vor tids største moralske dilemmaer. I en tid, hvor medicinske og lægevidenskabelige landvindinger har gjort os i stand til at forlænge livet og neutralisere smerte som aldrig før, er debatten om dødshjælp vigtigere end nogensinde. Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, falder antallet af selvmord i Schweiz, mens andelen af selvmord, der udføres med assistance fra såkaldte dødshjælpsselskaber, er stigende. Også danskere har henvendt sig til de schweiziske selskaber for at få råd om aktiv dødshjælp.
Dødshjælp kan og skal ikke ties ihjel, men må ikke stå uimodsagt, mens den assisterede død langsomt breder sig og favner flere og flere lidelser.
Fænomet aktiv dødshjælp eller eutanasi er tilladt i flere lande og mest udbredt og accepteret i Schweiz, hvor det ved lov har været tilladt siden 1942 i nøje definerede sygdomstilfælde. Men grænserne flytter sig, og også i Schweiz er tvivlen på det fornuftige i at bruge døden som den ultimative helbredelse af mennesker begyndt at vokse.
I et af de mest absurde tilfælde af dødshjælp i alpelandet er der lagt sag an mod en læge, som udskrev dødbringende medicin til to søskende, der var skizofrene. Sagen rejser spørgsmålet om, hvordan det kan være menneskeligt muligt for en skizofren person at beslutte sig endegyldigt for at undslippe sin lidelse ved at tage sit liv og få assistance til det. Og den indeholder hele det dilemma, som dødshjælp rummer. Nemlig spørgsmålet om, hvordan man kan blive overbevist om, at døden er den eneste rigtige løsning, at alle andre former for behandling og smertelindring er helt udtømte. I det aktuelle tilfælde råder tvivlen.