Det stille stift

De mange tyndt befolkede sogne betyder store afstande. Hvis for eksempel præsten fra stiftets nordligste sogn, Bur ved Holstebro, vil ned og besøge sin kollega i et af de sydligste sogne, Ubjerg ved Tønder, skal hun således bruge omkring tre timer og køre cirka 200 kilometer.

- I sognene heromkring føler vi os næsten heller ikke som en del af Ribe Stift, siger da også sognepræst Eva G. Lauridsen fra Bur Sogn.

- Vi hører ikke ret meget fra Ribe, og jeg håber, at den ny biskop vil være mere synlig heroppe nordpå. Det er ikke fordi, at vi har problemer, men på en eller anden måde synes jeg, at biskoppen godt må være synlig, også når der ikke er problemer, siger hun.

Den 38-årige Eva G. Lauridsen har ikke haft andre præsteembeder, og de første halvandet år har lært hende, at der er nok at lave i Ribe Stift.

- Jeg er utrolig glad for mit arbejde, men jeg har for meget at lave. Måske noget med den store kirkelighed at gøre, for folk bruger deres præst til meget, for eksempel sjælesorg. Desuden er præsten en del af det kulturelle liv i sognet, og det forventes, at vi dukker op til mange ting, siger hun.

Nede i det sydligste af stiftet kan Hans Joachim Spies snart fejre 25-års jubilæum som præst i Ubjerg. Han bekræfter opfattelsen af, at mange i Ribe Stift ikke rigtig har nogen fornemmelse af at høre hjemme i et stift på grund af de store afstande. Men det passer ham nu meget godt.

- Jeg er selv grundtvigianer, og så er det udmærket med de mange små sogne, hvor man får lov til at passe sig selv. Jeg har det fint med at være i et stift, hvor der er et afslappet forhold til, hvad man skal foretage sig. Det er frihed under ansvar at være ansat her.

- Den nuværende biskop har sat en ære i at være så lidt synlig som muligt og blande sig i så lidt som muligt ud fra et ønske om, at sognene skal have lov at afgøre deres ting selv. Det giver selvfølgelig samtidig fornemmelsen af at være lidt på afstand af Ribe, siger Hans Joachim Spies.

Det er ikke kun stiftets nordligste og sydligste præster, der er glade for at arbejde i Ribe Stift. Det samme er de to, der har været præster her i henholdsvis kortest og længst tid.

Af de 167 præster i Ribe Stift er den 35-årige Lone Balle Olesen den sidst ankomne. I januar i år flyttede hun fra København til Esbjerg for at blive præst ved Grundtvigs Kirke.

- Vi valgte Esbjerg, fordi vi flere gange har holdt sommerferie ved vestkysten og er blevet meget glade for området. Samtidig ville vi gerne til en større by, fordi det betød flere muligheder for min mand, som også er teolog, siger hun.

- Nu har jeg jo ikke været præst her så længe, men mit første indtryk af stiftet er, at der er mange grundtvigianere, som måske også har en tilbøjelighed til det tidehvervske. Nogle af de kendte og markante tidehvervspræster er med til at tegne billedet af Ribe Stift, siger Lone Balle Olesen.

En af disse markante tidehvervspræster er stiftets vel nok mest kendte præst, nemlig Søren Krarup, der også er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Han er samtidig den præst, der har været ansat i stiftet i længst tid, idet han i snart 40 år har været sognepræst i Seem ved Ribe og samtidig kapellan ved Ribe Domkirke. De mange år i stiftet er ingen tilfældighed, for Krarup trives i området.

- Ribe Stift er en del af Danmark, hvor tingene ikke er gået i opløsning, som det er sket så mange andre steder. Den rodløshed og traditionsløshed, som desværre er udbredt mange steder, er ikke så udbredt i Ribe Stift. Her betyder traditionen stadig noget, og folk har respekt for traditionen

- Her er en rodfæstethed og traditionsbundethed, som gør, at folk er til at stole på og værd at snakke med. Så det er på alle måder et godt stift, man både som dansker og som kristen kun kan glæde sig over, siger han.

Som kapellan ved Ribe Domkirke hører det til Søren Krarups embede at prædike ved gudstjenesterne i domkirken i forbindelse med ordination af nye præster i stiftet.

- Det vil sige, at jeg har været med til at sende stort set alle præster i Ribe Stift ud på arbejde med en evangelisk besked. Samtidig har jeg fået lejlighed til at lære både dem og deres menighedsråd at kende, og det har jeg været glad for, siger Søren Krarup.

Skal man forstå den markante sammensætning af grundtvigianisme, Tidehverv og Indre Mission i Ribe Stift, skal tiden skrues tilbage til vækkelserne i 1800-tallet. Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus Kurt E. Larsen forklarer, at stiftet dengang - og nu - groft sagt kan deles op i tre områder.

- Den nordvestlige del omkring Skjern var meget præget af den indremissionske vækkelse, mens den grundtvigske vækkelse især var stærk i den centrale del af stiftet. I det sønderjyske område fik kirkelivet på grund af den tyske besættelse et dansk nationalt præg, som har gjort, at det har været let at knytte forbindelse til det grundtvigske, siger han.

Den tidligere rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen, har boet i stiftet i mange år. Også han understreger den historiske baggrund for kirkelivet i Ribe Stift i dag.

- I den sidste del af det tyske herredømme 1864-1920 blev den danske bevægelse stærkt influeret af grundt-vigske holdninger. Det fik en vis kirkelig indflydelse, og der blev dannet danske frimenigheder, hvis hovedbegrundelse var det nationale, men de blev også grundt-vigske, siger Niels Thomsen og fortsætter:

- De indremissionske vækkelser gik hen over vestkysten fra Esbjerg og opad i en række af de andre fiskelejer, mens der andre steder, for eksempel omkring Askov og Skanderup opstod en kraftig grundt-vigsk bevægelse.

Niels Thomsen peger på, at bevidstheden om de kirkelige retninger er mere levende i Ribe Stift end i andre stifter.

- Sognekirkeligheden og sognetraditionen er meget stærk, og i den henseende er moderniteten kommet sent til Ribe Stift. Hos mange giver det desuden stadig mening at tale om missionsfolk og grundtvigianere, siger han, men tilføjer dog:

- For det første spiller de meget markante tidehvervsfolk kun en mindre rolle, fordi de ikke har en folkelig gennemslagskraft. For det andet er de missionske blevet isoleret primært på grund af spørgsmålet om kvindelige præster. Og som følge deraf kan man for det tredje sige, at alle de andre nu kalder sig grundtvigske, selvom de måske blot er mildt folkekirkelige.

Lektor Kurt E. Larsen peger på, at det er tydeligt i Ribe Stift, at de seneste tre biskopper har stået på en klar grundtvigsk-tidehvervsk linje. Biskoppen udpeger selv provsterne, og det har sat tydelige spor i den kirkelige ledelse i stiftet.

- Dominansen fra grundtvigsk-tidehvervsk side har præget præsteansættelser og udnævnelse af provster, så derfor er stiftet blevet en højborg for den grundtvigsk-tidehvervske bevægelse, siger han.

Den tendens kan en af stiftets markante indremissionske præster bekræfte. Niels Jørgen Kobbersmed er sognepræst ved Zions Kirke i Esbjerg og har blandt andet været medlem af Salme-bogskommissionen. Han siger:

- Det er ikke kun på Christiansborg, der er noget, som hedder kammerateri. Det trives også i det kirkelige, og her i stiftet har grundtvigske kredse formået at placere indflydelsesrige præster i nøglestillinger, og det har selvfølgelig trukket nogle spor.

- Indtil for nogle år siden skulle man have partibog til Kirkeligt Samfund (den grundtvigske forening, red.) for at blive provst i Ribe Stift, men sådan er det heldigvis ikke længere, siger han.

Niels Jørgen Kobbersmed kan imidlertid ikke genkende beskrivelsen af Ribe Stift som domineret af de grundtvigsk-tidehverv-ske.

- Det er altså noget af en floskel. Ens syn er selvfølgelig meget præget af, hvordan ens lokalmenighed er, og jeg er præst i et sogn, hvor det grundtvigske bestemt ikke har dybe rødder, siger han og fortsætter:

- Jeg kommer en del rundt i stiftet, og der kan i hvert fald ikke spores en stor grundtvigiansk kirkelig interesse. I det vestjyske og dele af det søndejyske er der derimod inden for Indre Mission og Luthersk Missionsforening meget kirkeliv, der trives udmærket uafhængigt af det grundtvigske, siger han og støttes af tidligere rektor Niels Thomsen:

- Jeg er meget enig med Kobbersmed i, at det grundtvigsk-tidehvervske ikke er dominerende i kirkelivet i stiftet.

Ribe Stift er som nævnt de store afstandes stift, og det har ifølge kirkehistorikeren Frands Ole Overgaard historiske årsager.

- I Middelalderen var det et enormt og meget ufremkommeligt stift, som gik op langs vestkysten fra grænsen til Limfjorden, siger han og forklarer, at begrundelsen for at lave et så langstrakt stift var de gode handelsforbindelser op gennem Jylland.

Det sønderjyske område har siden 1920 været dækket i dag af to stifter, hvor Haderslev Stift udgør den østlige del op til nord for Vejle og Ribe Stift den vestlige del og altså strækker sig op til egnen omkring Holstebro.

- Set med nutidens øjne var det et folkeligt overgreb at dele Sønderjylland på den måde, siger Niels Thomsen og fortsætter:

- Det havde været naturligt at lave ét stift for Sønderjylland, men man var så vilde med, at Sønderjylland ikke længere skulle være noget særligt, men integreres i kongeriget, at man lavede det på den måde.

Frands Ole Overgaard siger, at Ribe Stift i det hele taget har haft en mere bevæget historie end alle andre stifter.

- Som sønderjysk stift har det været inddraget i den ofte tætte politiske og nationale kamp mellem dansk og tysk. Desuden har det ikke været let for biskopperne at hævde deres rettigheder, fordi de ofte fik en lunken støtte fra regeringen i København.

- Op gennem historien har Ribe naturligt markeret sig som et kirkeligt midtpunkt i det sønderjyske, og der har da også været stærke biskopper som for eksempel Hans Tausen i reformationstiden og Hans Adolf Brorson under pietismen, siger Frands Ole Overgaard og tilføjer:

- Ribe Stift har aldrig hørt til de stifter, der har størst prestige i folkekirken. For mange år siden var det noget af en landsforvisning at komme dertil, men i dag er der dog ingen, der vil nedvurdere Ribe Stift.

Der er da også tre kandidater til det forestående bispevalg i stiftet. Afstemningen blandt stiftets knap 1800 menighedsrådsmedlemmer og præster går i gang om to uger, og den nye biskop indsættes i embedet ved gudstjeneste i Ribe Domkirke søndag 14. december.

kiil@kristeligt-dagblad.dk