Lister ved bispevalget i Ribe Stift dyster på internet om at have flest tilhængere
Med kun godt to uger til valget skydes i gang, er listerne bag de tre kandidater til bispevalget i Ribe Stift nu ved at være oppe i fulde omdrejninger. Også på internet, hvor de på deres såkaldte stillerlister viser, hvor mange tilhængere der står bag kandidaterne.
Konkurrencen er tydeligst mellem kandidaterne Anders Kingo og Marianne Christiansen, som oprindelig var på banen på den samme folkekirkelige fællesliste, men som efter intern ballade i stedet opstillede på hver sin liste.
På nuværende tidspunkt fører listen bag sognepræst Anders Kingo med 191 stillere på listen, og det er talsmanden, sognepræst Karl Lund, ganske godt tilfreds med:
- Det er vel en lille strømpil, selvom valget jo bestemt ikke er afgjort. Der er flere på vej, for vi bliver hele tiden kontaktet af folk, som gerne vil melde sig som stillere for Anders Kingo, siger Karl Lund.
I modsætning til de øvrige to kandidater har listen ikke planlagt møder i august for Anders Kingo, som i forsommeren var rundt i stif-tet.
- Efter vores opfattelse er der gået lidt amerikansk valgkamp i det med utrolig mange møder, men vi har det indtryk, at alle folk venter på de tre store valgmøder senere i august.
Næstflest stillere har listen bag provst Marianne Christiansen. I alt 173 personer står som tilhængere af hende som ny biskop.
- Det viser noget om, hvor langt vi er nået ud, og hvor langt der synes at være en opbakning. For mig sender det et signal om, at der er mennesker, der taler positivt om kandidaten, siger provst Mogens Jensen, der er talsmand for listen.
Han er ikke ked af at ligge nummer to i antallet af stillere:
- Det er helt fint at ligge på andenpladsen med stillere, hvis man bare ligger på førstepladsen i valget, siger han med et smil.
Fyrtårne for Dons
Den grundtvigske liste med sognepræst Elisabeth Dons Christensen har meldt sig ud af kapløbet om flest stillere og har i stedet valgt kun at anføre 10 navne fra hvert af stiftets ni provstier. Listens talsmand, sognepræst Kræn Christensen, afviser, at listen »lurepasser« for ikke at afsløre, hvor mange der står bag kandidaten.
- Vi har alene ønsket at gøre det meget overskueligt for folk, og vi mener, at de 10, vi har fundet i hvert provsti, er en slags »fyrtårne« ude i deres områder, siger Kræn Christensen, men tilføjer, at der dog efterhånden vil komme flere stillernavne på hjemmesiden.
Han tilføjer, at der er en god stemning ved valgarrangementerne rundt i stiftet.
- Der er en stor interesse for valgkampen, og det giver faktisk en god snak mellem folk, uanset hvem de stemmer på. Det viser, at bispevalget er en god anledning til at få drøftet væsentlige ting både fra lokalt plan og fra landsplan, siger Kræn Christensen.
kiil@kristeligt-dagblad.dk