Allan Sørensen skriver fra Østjerusalem |
21. december 2006
INTERVIEW: Islamisering og massiv emigration presser de kristne palæstinensere op i en krog, hvor følelsen af afmægtighed vokser, siger det kristne medlem af det palæstinensiske parlament Bernard Sabella
Bag det kristne palæstinensiske parlamentsmedlem Bernard Sabellas smil og venlige lune gemmer sig en dyster, men ærlig, pessimisme.
I løbet af de seneste otte måneder har Bernard Sabella skiftet sin lederposition i De Mellemøstlige Kirkers Råd ud med en post som palæstinensisk parlamentsmedlem. Han har altid følt det som pligt at gøre godt for det kristne mindretal og det palæstinensiske samfund i det hele taget. Men posten som parlamentariker har indtil videre anbragt Sabella midt i den katastrofale situation, det palæstinensiske samfund befinder sig i. Og her er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at forhindre pessimismen i at tage over.
Foruden de daglige sammenstød mellem Fatah og Hamas, den kristne emigration, den udbredte fattigdom, korrupte og egoistiske politikere og alle de problemer, som den israelske besættelse medfører hos den palæstinensiske befolkning, er der ifølge Bernard Sabella tre hovedårsager til, at det står så dårligt til i øjeblikket i Selvstyret – og især hos dets kristne befolkning.
– Det første alvorlige problem er den stigende politisering af islam. Den såkaldte islamisme. Her taler vi om et fænomen, hvor en hel bevægelse nægter at se ligeværdigt på resten af befolkningen, siger Bernard Sabella.
– Det andet problem kommer fra Vesten. De evangelistiske kristnes ensidige støtte til Israel er et stort problem for de kristne palæstinensere. Og endelig er de arabiske samfund generelt set så tilbagestående og undertrykkende, at de kvæler modernisme og kreativitet og i sidste ende får alle de unge talenter til at emigrere, siger Bernard Sabella. Han understreger, at de tre nævnte problemer er hovedårsagen til hans pessimisme.
Bernard Sabella har ikke noget problem med Hamas-bevægelsen som sådan. Han accepterer bevægelsens valgsejr og regering og argumenterer endda for ophævelsen af de økonomiske sanktioner mod Hamas, som EU og USA har indført siden valgsejren i foråret 2006.
Men Bernard Sabella har et problem med den islamisering af palæstinensisk politik og det palæstinensiske samfund, som Hamas står for.
– Hamas-regeringen skræmmer os ikke. Det er islamiseringen, der er skræmmende. Jeg frygter for vores samfunds åbenhed, hvis islamismen bliver for dominerende, siger Sabella.
Han tænker ikke kun på, hvordan det kristne mindretal vil reagere på krav om islamisk tøjstil, eller hvis andre krav vil blive stillet fra Hamas-islamisternes side. Han tænker på, hvordan dialogen mellem kristne og muslimer vil blive ødelagt og hvordan de kristne vil få det endnu sværere i skyggen af den stigende islamisme.
– Problemet er, at vi kristne palæstinensere altid har været meget aktive i den nationale bevægelse og i det offentlige rum. Men nu er vi begyndt at spørge os selv om vi kan bevare den rolle, siger Bernard Sabella.
Han er sikker på, at hvis islamiseringen fortsætter, så vil de unge kristne også fortsætte med at emigrere væk fra Selvstyret. Initiativtagerne og de kreative hjerner vil rejse bort, og det palæstinensiske samfund vil miste en væsentlig del af den relative åbenhed, der altid har været karakteristisk for Selvstyret sammenlignet med andre arabiske samfund i regionen.
I den sammenhæng retter Bernard Sabella også kritik mod mange af de europæiske ledere og grupper, som han ikke mener er i stand til at se, hvordan den negative udvikling også vil få betydning for vestlige lande.
– Hvis EU ikke bekymrer sig for de kristne mindretal i Mellemøsten vil emigration fortsætte, hvilket igen vil få de forskellige arabiske samfund til at udvikle sig i den forkerte retning, siger Bernard Sabella. Ekstremistiske regeringer vil overtage magten i de mellemøstlige lande, og det vil med sikkerhed få konsekvenser for EU, siger han.
For at konkretisere sine udtalelser bruger Bernard Sabella sin hjemby, Betlehem, som et eksempel. Han har i mange år undervist som sociolog på byens universitet og har været en del af dialogen mellem muslimer og kristne i årtier. I løbet af de seneste år er mange kristne flyttet fra området og et flertal af dem, der er tilbage føler, at dialogen med de muslimske brødre er blevet væsentligt forværret efter islamisternes tiltagende magt.
Især har Bernard Sabella et problem med det han betegner som den ulige dialog.
– Ofte har vi kristne den fornemmelse, at vores muslimske brødre kun ønsker at høre positive ting, når vi taler med hinanden. De vanskelige spørgsmål bliver ikke hørt, og jeg føler at dialogen er ulige og uærlig, siger han.
Et af Bernard Sabellas eksempler er opførslen af kirker eller kirkebygninger i Det Palæstinensiske Selvstyre. Ofte er det vanskeligt at få tilladelser til opførsel af kristent relaterede bygninger. Han spørger, hvordan det kan være, når de lokale muslimer selv støtter opførsel af moskeer i Europa, hvor muslimer som bekendt selv er et mindretal blandt et kristent flertal. Altså i samme situation som Selvstyrets kristne.
– Dialogen mellem kristne og muslimer er nødt til at være baseret på gensidig respekt. Og den er nødt til at være ærlig. Men ofte siger islamisterne, at religiøse anliggender skal holdes uden for dialogen. Men vi er nødt til at være i stand til at tale om alle emner og problemer. Oftest er det ikke sådan, siger han.
Med en situation, hvor kristne ofte føler sig uligeværdigt behandlet af det muslimske flertal i den offentlige debat – og hvor mange af det kristne mindretals unge emigrerer for at udvikle sig i lande, hvor de frit kan udfolde deres talenter – er følelsen blandt mange kristne, at de ikke længere har nogen magt eller noget at sige.
Bernard Sabella kæmper stadig mod den magtesløshed og forsøger hver dag at statuere et personligt eksempel og trække det palæstinensiske samfund i en mere pluralistisk og åben retning. Han håber for en bedre fremtid og vil aldrig give op, men som tingene ser ud i øjeblikket, må selv han indrømme, at de kristne palæstinensere lever med ryggen mod muren.
allan@kristeligt-dagblad.dkFakta
Kristen i Palæstina
**Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på det kristne mindretal blandt palæstinenserne. Artiklen er den tredje i serien, der i sin helhed kan læses på
KRISTELIGT-DAGBLAD.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad