Dårens religion lyst i kuld og køn

Det er derfor en gåde, at biskop Lise-Lotte Rebel efter at have ført samtaler med Grosbøll og modtaget skriftlige redegørelser fra ham kan nå til den konklusion, at han med sine seneste præciseringer har »placeret sig inden for den antimetafysiske, afmytologiserende tradition, som siden det tidlige Tidehvervs dage har vundet hævd som en retning inden for det folkekirkelige teologiske spektrum«, og at hun finder det stadfæstet af seks årtiers kirkehistorie, at en sådan teologi har hjemstedsret i vores folkekirke.

Har biskoppen ladet sig narre af den vidtløftige citatmosaik, Grosbøll på det seneste har søgt at camouflere sin gudsbespottelige forkyndelse med? Biskoppen har gjort det til et hovedargument for at lade Grosbøll genindtræde i sit embede, at hans teologi er åndsbeslægtet med Tidehverv og en legitim videreførelse af dette og af en som bekendelsestro anerkendt antimetafysisk, afmytologiserende tradition.

Men på dette punkt fejler biskoppen eklatant. Lad mig her blot anføre et enkelt eksempel på, hvordan Grosbøll misbruger andre teologer for at redde sit eget skind: Han citerer i sin anden redegørelse til biskoppen en af de ledende skikkelser i Tidehverv, K. Olesen Larsen. Citatet slutter med sætningen: »Selvfølgelig kan vi heller ikke tale om Gud« - og det lyder jo næsten, som om Olesen Larsen og Grosbøll var to alen af den samme ukristelige menneskeforgudelse.

Men slår man op på det citerede sted i »Tidehverv. En antologi«, så skriver Olesen Larsen straks efter anførte sætning: »Ordet Gud er et nødråb« og skal derfor bruges som et sådant, for at der virkelig kan tales om Gud. Det hedder videre i samme artikel, hvis hovedsigte er at gøre op med livsdyrkere, der vil forvise ordet »Gud« fra sproget, at det er Guds krav på os, der giver livet mening, den mening at leve det i lydighed mod Skaberen - og artiklen munder ud i ordene om, at der kun er ét alternativ til troen på Gud, nemlig troen på mennesket, afguden. Grosbøll har således ikke skyggen af ret til at påberåbe sig Olesen Larsen eller nogen anden med ham åndsbeslægtet teolog som alibi. Jeg henviser i øvrigt til Katrine Winkel Holms udmærkede kronik om samme sag, »Grosbølls bizarre teologi (Kristeligt Dagblad 11. juni), hvor uforeneligheden mellem Grosbølls »teologi« og den af biskoppen påberåbte tradition påvises klart og tydeligt.

Biskoppen udtrykker i sit førnævnte indlæg »en vis forundring og skuffelse over at se, hvor lille viljen hos de mange interesserede, der har fulgt sagen, tilsyneladende er til at acceptere en undskyldning som den, pastor Grosbøll har fremsat«. Men hvad har Grosbøll undskyldt? Ifølge hans og biskoppens fælles pressemeddelelse af 23. juli er det provokatoriske grovheder og tankeløst tilforladelige udsagn og følgerne heraf i form af forspildte muligheder for samtale. Det er således formen, der beklages. Men hvad med indholdet? Hvor kan vi finde hans undskyldning for indholdet af hans forkyndelse gennem femogtyve år - for det, som sagen drejer sig om, nemlig at han har gjort sig skyldig i embedsforsømmelse og misbrugt sit embede til at forkynde dårens religion i stedet for Guds ord?

Grosbøll beklager nok, at han med sin form har sået tvivl om bekendelsesgrundlaget og sin egen forpligtelse herpå. Men hvad er en sådan undskyldning værd, når den sammenholdes med hans udtalelse om, at han står ved hvert eneste ord i bogen »En sten i skoen« og med, at han for nylig har lagt sine udgivne prædikener ud på internettet? Biskoppen må have os undskyldt, men en undskyldning, som er uden konsekvenser, kan ikke tages alvorligt.

I øvrigt burde biskoppen vide, at evangeliet ifølge sit væsen og indhold både provokerer og forarger. Det er derfor mildt sagt uheldigt at forlange evangeliet og samtalen om dets indhold ført med så tilpas høviske ord (fromme fraser?), at samtale ikke vanskeliggøres. Jesus var ikke bleg for at lade »oplagte muligheder for samtale« gå til spilde (Simon Peter, Nikodemus og adskillige andre erfarede det) - og han betjente sig også gentagne gange af det, folk flest vil stemple som provokatoriske grovheder (»Vig bag mig, Satan!«, »I, som er onde«, »I har Djævelen til Fader« osv).

Hvad skulle biskoppen da have gjort? Hun skulle naturligvis have sagt til Grosbøll: Din forkyndelse, som den er mig bekendt fra dine to bøger og medierne, vidner imod dig, at du er en falsk lærer. Jeg kan derfor ikke tage ansvaret for, at du har præsteembede i folkekirken, og jeg advarer dine sognebørn såvel som alle andre mod at lytte til din forkyndelse, hvormed du hindrer mennesker i at indgå i Guds rige og blive salige.

Den løsning, biskoppen i stedet har valgt, forekommer mindre heldig. Med den er hun kommet for skade at blåstemple dårens religion som en religion, der også har hjemstedsret i kirken, når blot den forkyndes på en pæn og dialogåben måde.