Hospicer

SOM DET gennem utallige artikler og debatindlæg her i avisen er blevet belyst, og som det for tiden fremgår af en serie i dagbladet Politiken, så er et velfærdssamfund som det danske ufatteligt ringe til at håndtere den sidste del af borgernes liv. Ikke bare har de fleste et fremmedgjort og angstdomineret forhold til både egen og andres død, hele velfærdssystemet er præget af berøringsangst over for det, der er et fælles vilkår for alle mennesker. Det klæder ikke et samfund, der gerne ser sig selv som både humanistisk og bærer af et omsorgsfuldt menneskesyn.

Der har da også de senere år været øget fokus på, at omsorgen over for døende danskere ikke er tilstrækkelig stor, og der er fra mange sider blevet gjort meget for at rejse den nødvendige interesse og debat om emnet, især med fokus på at der ikke findes nok sengepladser på de danske hospicer, hvor man er specialiseret i at tage sig af døende mennesker i den sidste tid både omsorgsmæssigt og behandlingsmæssigt med udgangspunkt i den enkelte patients åndelige og fysiskse behov.

Da hospicer samtidig hører under amterne, er der derfor også en utrolig stor geografisk forskel på fordelingen af hospice-pladser i Danmark. Det er med andre ord ikke ligegyldigt, hvor i landet man bor, når man dør, hvis man ønsker at dø på et hospice. Og under alle omstændigheder er der, ligegyldigt hvor i landet man befinder sig, alt, alt for mange danskere, som dør under ydmygende betingelser på flersengsstuer med personale, som hverken er tilstrækkeligt uddannet eller har tilstrækkelig tid til opgaven. Det skyldes ikke ond vilje hos det danske hospitalsperso-nale, men ene og alene at sygehusvæsenet for det første er indstillet på, at det primære succeskriterium er behandling og helbredelse, og derfor er der ikke tilstrækkelig fokus på, at også uhelbredeligt syge og døende har krav på åndelig omsorg og særlig pleje, og for det andet, at hospitalspersonalet - og især plejepersonalet - er spændt usandsynligt hårdt for.

Derfor er det utroligt vigtigt, at det opprioriteres at skabe flere hospicepladser i Danmark. Og derfor er det yderst positivt, at Dansk Folkeparti, som partiet har gjort tidligere, nu markerer det som en mærkesag at få skabt større kapacitet og muligvis en ny struktur på området.

Hospicer hører som nævnt under amterne, men det viser sig, at selv om regeringen har afsat 20 millioner kroner i dette års finanslov til oprettelse af nye hospicepladser, har ingen af amterne, som skal skyde yderligere penge i projekterne - en million årligt pr. seng, hvilket er mindre end en hospitalsseng - vist interesse for projektet, så de 20 millioner står ubrugte hen. Og derfor er det også positivt, at Dansk Folkeparti med støtte fra de konservative nu kræver, at ansvaret for hospicerne overgår til staten. Det er vigtigt at få skabt mulighed for, at så mange som muligt kan få en værdig død. Og til det formål er flere hospicepladser en nødvendighed.

weis