30. juli 2003
Grosbøll er sluppet for billigt. Sagen om hans tro bør ikke slutte her
DET VIL være en ulykke for folkekirken, hvis sagen om sognepræst Thorkild Grosbøll afsluttes med den afgørelse, som biskop Lise-Lotte Rebel traf i sidste uge. Ingen kender til fulde indholdet af samtalerne mellem biskoppen og sognepræsten, der offentligt bekendte, at han ikke tror på Gud. Meget tyder dog på, at biskoppen har fortalt præsten, at han kunne forudse en læresag og med stor sandsynlighed skulle sige farvel til præsteembedet, hvis han fastholdt sine mange udtalelser. Ved udsigten til at miste embede og den herlige præstebolig i det nordkøbenhavnske velhaverkvarter bøjede den ellers højtråbende præst af.
Ligesom den tyske kejser Henrik den 4. gik bodsgang til Canossa-borgen i 1077 for at bede paven ophæve bandlysningen af ham, valgte også Taarbæk- præsten den totale ydmygelse og trak alle sine udtalelser tilbage.
Men det kan man selvfølgelig ikke. Ordene er sagt, og selv om biskoppen har truffet en kirkeretslig korrekt afgørelse og genindsat præsten i sit embede - når han nu har sagt »undskyld« - har denne afslutning på sagen gjort folkekirken til grin. At Taarbæk-præstens lille menighed tilsyneladende bakker ham op, kan ikke undre, for menigheden søger en præst, der ikke anfægter dem, og ham har de fundet i Grosbøll.
Men for mange mennesker har sagens afslutning sat præstestanden i et utroværdigt lys. Kan man ikke stole på, at præsten selv tror, hvad han prædiker, hvad kan man så stole på? Tro og tillid er forbundne størrelser, for troen lever af den troendes oprigtighed, men mangler oprigtigheden, forsvinder også tilliden til troen.
Et flertal af Taarbæk-præstens kollegaer mener da også, at sagen har svækket folkekirkens troværdighed. Som det fremgår af dagens avis, er de ikke enige i biskop Lise-Lotte Rebels måde at løse sagen på, og de ønsker deres kollega for en teologisk domstol.
Den kirkelige komedie i Taarbæk er således ikke bare ynkelig for den storskrydende præst, der iøvrigt ikke længere vil udtale sig til pressen om sin tro, efter at hans embede og præstebolig er kommet i farezonen. Afgørelsen i Taarbæk-sagen er kort sagt blevet et problem for hele folkekirken.
Biskop Niels Henrik Arendt gav i gårsdagens avis udtryk for, at også han mener, at sagen svækker folkekirkens troværdighed. Han har peget på, at der er et behov for at løse denne slags sager på andre måder end gennem den præsteret, der involverer det gængse retssystem. Generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, kommer i dagens avis ind på det samme problem.
Det er helt givet, at den eksisterende lovgivning om en teologisk retsinstans, der stammer fra 1992, ikke er velegnet til denne slags sager. Her sidder by- og landsretsdommere med teologer ved deres side og tager stilling til teologiske problemer. Ydermere har det vist sig, at sagsbehandlingen er både umenneskelig og urimelig lang. Den eneste gang denne retsinstans har været benyttet, var da Snedsted-præsten Bent Feldbæk Nielsen blev fyret efter fem års sagsbehandling. Hans klart kristne overbevisning omfattede et dåbssyn, som retten fandt ikke var folkekirkens, hvorfor præsten ved landsretten blev fradømt kjole og krave. Den afgørelse er ikke blevet mindre absurd af, at Grosbøll forbliver i folkekirken trods sin groteske teologi.
Skulle Snedsted-præsten for denne kætter-domstol, bør Grosbøll også komme det.
Men folkekirken har brug for en ny læreinstans, der kan tage sig af trossager som den nuværende. Måske bør folkekirken ligesom blandt andet den katolske kirke have andre stillinger end de forkyndende til præster, som har bragt sig på kant med kirken og dens lære. For eksempel stillinger til diakonalt arbejde.
Det afgørende for folkekirken er nu at vise, at der ikke hersker religionsfrihed for præsterne. Tiden råber ikke på flere af Grosbølls mange udmeldinger om alt det, han ikke tror på, men derimod på klare bud på, hvad der er kristendom anno 2003. Derfor bør sagen om Taarbæk-præsten ikke slutte her.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad