Allan Sørensen skriver fra Bet Sahour |
20. december 2006
KAMP MOD BESÆTTELSEN: Langt størstedelen af de væbnede palæstinensiske gruppers medlemmer er muslimer. Men i området omkring Betlehem har en række kristne grebet til våben og tilsluttet sig den opfattelse, at Israel skal bekæmpes med magt
Oppustelige plastic-julemænd dingler i butiksvinduerne på vejen mellem centrum af Betlehem og den historiske landsby Bet Sahour, der også kaldes hyrdernes mark.
Det var ifølge kristen tradition her, Guds engel viste sig for hyrderne på de bløde bakketoppe for omkring 2000 år siden og berettede om Jesu fødsel. I dag er Bet Sahour alt andet end idyl, og julestemning er her ikke meget af.
Byen er omringet af den israelske sikkerhedsmur og bosættelsen Har Homa. I løbet af intifadaen har mange kristne familier forladt området, og især siden Hamas-bevægelsens valgsejr har spændingerne mellem muslimer og kristne taget til, fordi mange muslimer beskylder de kristne for at svigte den palæstinensiske sag. De tager ikke del i kampen mod den israelske besættelse, og de sympatiserer med vestlige landes regeringer, lyder anklagerne mod det kristne mindretal.
Men det er kun den ene side af sagen, mener den 41-årige kristne palæstinenser Ayman abu Aita fra Bet Sahour. Han tilhører en hård kerne af kristne, der anser denne udlægning af situationen som vestlig propaganda. Og han bliver sur, når han hører påstande om, at de kristne i Betlehem-området ikke tager del i kampen mod Israel.
– Der findes andre kristne end dem, der frygter Hamas og rejser herfra, siger han og erklærer med stolthed i stemmen, at han er en af dem.
Ayman abu Aita har for længst droppet det kristne begreb om at vende den anden kind til. Han tror ikke, at palæstinenserne kan få deres egen selvstændige stat uden at bekæmpe Israel med vold. Hans venner er både kristne og muslimer, og hans liv er en dramatisk fortælling om, hvordan hans kristne tro og billedet af Jesus på væggen i stuen ikke forhindrer ham i at være aktivist i en af de palæstinensiske bevægelser, der fører en væbnet og blodig kamp mod den israelske besættelse.
– Modstanden mod de lidelser, som Israel påfører den palæstinensiske befolkning, vil komme os til gode i sidste ende, siger han og antyder, at den væbnede modstand vil fortsætte lige så længe, der er besættelse.
– Jeg er troende. Kristendom er en fredelig og åndelig religion. Men spørgsmålet om at vælge voldens vej kommer an på, hvor nationalistisk du er, siger han.
– Min nationalistiske overbevisning er ikke inspireret af religion. Jeg er først og fremmest palæstinenser. Hernæst araber. Og endelig er jeg også kristen.
Med den argumentation har Ayman abu Aita ikke noget problem med, at den seneste intifada bærer et islamisk navn. Han har heller ikke noget problem med Hamas, selvom han foretrækker bevægelsen i rollen som opposition og ikke som regering.
Ayman abu Aita er ikke det eneste kristne medlem af en væbnet palæstinensisk bevægelse.
– Der findes andre her i området. De kristne er i mindretal i de væbnede bevægelser, lige som de er i mindretal i befolkningen, siger han.
Ayman abu Aita undgår helst direkte øjenkontakt, og hans ansigtstræk røber, at tilværelsen som aktivist i en væbnet palæstinensisk bevægelse ikke altid har været en dans på roser. Han har været udsat for fysisk israelsk tortur under flere fængselsophold. Især under den første intifada, der startede i 1987. Tørre tæsk og iskoldt vand på hans nøgne krop var daglig kost.
Under den seneste intifada har Ayman abu Aita tilbragt to år i fængsel, fordi Israel satte ham i forbindelse med rekruttering af unge palæstinensiske aktivister. Det faktum benægter Ayman abu Aita ikke, men han røber til gengæld ikke, hvad hans aktiviteter er i øjeblikket. Under det sidste fængselsophold, hvor Ayman blev løsladt som en del af israelsk-palæstinensiske fangeudveksling, blev den fysiske tortur udskiftet med psykisk tortur.
Ayman abu Aita har tilbragt hundredvis af timer bagbundet og med bind for øjnene siddende på en stol i et tomt rum, mens israelske officerer går ind og ud af rummet.
– Det er en meget vanskelig situation, siger han.
– De fleste bryder sammen efter nogle timer, fordi de ikke kan lade være med at tale til de israelske officerer. For mig var timerne på stolen ren barnemad sammenlignet med den fysiske tortur under den første intifada, siger han.
Derfor knækkede Ayman abu Aita ikke. Og han forsikrer, at han stadig i dag er aktiv i modstanden mod den israelske besættelse.
Aymans kone og fire børn er ved at gøre huset klart til den kommende julehøjtid. Ingen synes at lade sig påvirke af det faktum, at Ayman kan blive arresteret af de israelske tropper hvert øjeblik. Sådan er tilværelsen i det kristne hjem på hyrdernes mark. Og meget tyder på, at det vil fortsætte på den måde, indtil den israelske besættelse er slut.
Aymans ældste søn, Khaled på 18 år, smiler genert ved spørgsmålet om, han også vil gå i faderens fodspor.
– Ser du, jeg er født og opvokset i et friluftsfængsel på grund af den israelske besættelse. Jeg kan ikke engang få tilladelse til at rejse til Jerusalem, siger Khaled.
– Det er ikke den tilværelse, jeg ønsker at leve. Om modstandskampen mod besættelsen kan jeg sige, at den har mange forskellige ansigter.
allan@kristeligt-dagblad.dkDe kristne palæstinensereDe kristne palæstinensere udgør i dag mellem 30.000-50.000 ud af den samlede palæstinensiske befolkning på cirka tre millioner. 2000 af de kristne bor i Gaza, mens resten bor i Vestbreddens byer, hovedsageligt i områderne omkring Betlehem og Ramallah. Siden intifadaens begyndelse i 2000 er mange kristne familier rejst væk fra Det Palæstinensiske Selvstyre på grund af økonomiske vanskeligheder og det meget høje voldsniveau.
Historisk har de kristne palæstinensere spillet en ledende rolle i den palæstinensiske nationalbevægelse. Men i dag frygter det kristne mindretal, at de forskellige kirkesamfund i Det Palæstinensiske Selvstyre vil få svært ved at overleve, hvis den massive emigration fortsætter.
Kristen i Palæstina
Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på det kristne mindretal blandt palæstinenserne. Artiklen er den anden i serien, der i sin helhed kan læses på kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad