Af Kåre Gade |
23. juni 2003
"Gæt, hvem der er ateisten", lyder overskriften på juni-udgaven af
The Raving Atheist, en amerikansk hjemmeside, der beskæftiger sig med tro og kultur fra en ateistisk synsvinkel. Under overskriften er der fire forskellige billeder af piberygende alvorsmænd - tre, som forestiller den ateistiske eksistensfilosof Jean Paul Sartre, og et, der forestiller Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll.
Som nævnt i Kristeligt Dagblad i fredags har medier verden over fortalt historien om den danske sognepræst, der af biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, er blevet fritaget for tjeneste, efter at han i et avisinterview udtalte, at han ikke troede på Gud.
Vanskeligt at forstå
I USA, hvor ateismen er en mere alvorlig sag, end vi er vant til i Danmark, har The Raving Atheist fattet interesse for den danske præsts synspunkter. Redaktøren bag hjemmesiden skriver, at oddsene er helt i læserens favør, idet også den person, som ikke er Sartre, men en luthersk præst fra Danmark, har udtalt, at han hverken tror på Gud, opstandelsen eller det evige liv. Redaktøren medgiver, at det kan være vanskeligt at forstå, hvordan en præst kan udtrykke sig sådan, men forklarer, at Thorkild Grosbøll og Lise-Lotte Rebel tilhører to forskellige former for lutheranske trosretninger.
På hjemmesidens debatforum giver en rækker læsere deres besyv med om sagen. Mens nogle hylder Grosbølls mod, er andre mere kritiske. En læser skriver således: "Jeg synes, det ville være mindre forvirrende, hvis han sagde sin stilling op, inden han kom med den slags udtalelser. Nogle mennesker, heriblandt ateister, undrer sig nok over, hvorfor p.... han får løn i øjeblikket."
De amerikanske ateisters debat om Grosbøll-sagen kan følges på internet-adressen
www.ravingatheist.com/archives/pick_the_atheist.htmlgade@kristeligt-dagblad.dk