Af Uffe Nissen |
15. december 2006
MELLEMØSTEN: Længe før Israels besættelse af Gaza og Vestbredden forårsagede det muslimske pres på de kristne i disse områder mere end en halvering af denne befolkningsgruppe
Det er yderst fortjenstfuldt, at sognepræst Kirsten Jørgensen i sin kronik den 11. december fokuserer på de glemte palæstinensiske kristne, der sidder som lus mellem to negle: muslimer og jøder – mens vi europæiske kristne i alt for høj grad "glemmer" vore trosfæller i den trykkoger, som Mellemøsten er.
Men det havde været ønskeligt, om Kirsten Jørgensen havde udvidet sin research til at omfatte flere og mere end gejstlige fra de lokale kristne kirker i området. Havde hun konsulteret websiden "Israel Watch", ville hun have fået disse korrigerende oplysninger fra juni 1992: "Kristne udgør ca. fem procent af den palæstinensiske befolkning.
Længe før Israels såkaldte besættelse af Gaza og Vestbredden forårsagede det muslimske pres på de kristne i disse områder et styrtdyk fra 80.000 kristne i 1948 til 32.000 i 1967. Det helt store fald i antallet af kristne skyldes altså slet ikke den israelske besættelse, som Kirsten Jørgensen påstår: "Den politiske situation grundet den israelske besættelse er den afgørende årsag til udvandring."
Modsvarende voksede antallet af arabiske kristne i selve Israel fra 34.000 i 1948 til 130.000 i 1992. Hvorfor mon? Fordi der hersker religionsfrihed i Israel. Ligeledes mangler der adskillige streger i Kirsten Jørgensens billede af de kristnes vilkår i Gaza og Vestbredden i dag, når hun frejdigt meddeler os, at "de kristne palæstinensere, jeg har hørt og talt med, understreger, at det er en myte, at de kristnes vanskelige situation og udvandring skulle skyldes problemer med de muslimske palæstinensere."
Den myte er hurtigt punkteret af aktuelle begivenheder: Bevæbnede palæstinensere truede i februar i år med at sprænge Bibelselskabets bygning i byen Gaza i luften. Maskerede palæstinensere uddelte løbesedler, der også indeholdt en trussel til bygningens ejer: Hvis han ikke ophævede lejemålet med Bibelselskabet inden 28. februar, ville de sprænge hele bygningen i luften. De militante palæstinensere opfordrede også de andre lejere til at forlade bygningen inden denne dato, "ellers vil deres liv være i fare", udtalte de.
At de mente det seriøst, beviste de ved at placere en bombe foran indgangen til bygningen fredag den 3. februar. Omkring kl. 11 om aftenen eksploderede bomben, hvorved stål- og glasdørene blev ødelagt. De militante palæstinensere kræver, at Bibelselskabet helt opgiver deres arbejde i Gaza og heller ikke genoptager det andre steder på palæstinensisk territorium. "I skal vide, at vi holder øje med Jer", står der på en løbeseddel.
De få kristne, der lever i Gaza, ønsker at forlade området så snart som muligt, siger baptistpræst Hanna Massad. Hans kone Suhad driver den kristne boghandel i Gaza City. "De økonomiske og politiske problemer berører også de kristne," siger Hanna. "Og vi er som kristne nødt til at holde lav profil. Vi må være meget varsomme med, hvordan vi taler med andre om Gud og med hvem vi gør det. Vi lever under et enormt pres og truslen om bombninger er altid til stede. Tidligere på året måtte vi lukke boghandlen i et par uger efter at to rørbomber eksploderede."
Kirsten Jørgensen benytter lejligheden til også at sparke til den israelske sikkerhedsmur, skønt den har bragt selvmordsbomberne i Israel ned på praktisk talt nul, men de nåede at dræbe mere end 2000 sagesløse civile mænd, kvinder og børn samt lemlæste adskillige tusinder for livstid. Har en demokratisk stat ikke lov til at beskytte sig mod et sådant meningsløst massemyrderi?
Palæstinensernes største problem er ikke Israel, men deres egne uduelige ledere siden 1948, som sætter sig utopiske mål og kun har været interesseret i at konsolidere deres egen magt – Arafat var det helt grelle eksempel.
Uffe Nissen,
Chr. Lehns Vænge 19,
Odense N
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad