5. juni 2003
Thorkild Grosbølls udmeldinger om sin mangel på tro har givet anledning til mange lederartikler
»For hundrede år siden måtte sognepræst N.P. Arboe Rasmussen kæmpe sig helt til Højesteret for at få lov til at udtrykke tvivl på jomfrufødsel. For 50 år siden udløste teologiprofessor P.G. Lindhardt vild opstandelse, da han undsagde forestillingen om det evige liv. Nu rejser Grosbøll diskussion om Guds væsen: »Der kommer ikke en himmelsk Jens Lyn flyvende og hjælper os i en snæver vending«, siger han. Den diskussion må »den rummelige folkekirke« kunne rumme.«
Leder i Information den 3. juni
»ƒn ting er imidlertid at afprøve synspunkter i studerekammeret eller på præstekonventer; noget helt andet er at skulle forkynde evangeliet for en menighed, der har ret til at forvente andet og mere end studentikos essayistik. For det kan jo ikke skjules, at mange modige standpunkter godt kan stå og blive lidt dovne, når de først har været efterplapret af mindre ånder i et par generationer. Biskop Rebel kan sikkert med en samtale få præsten til at pakke den åndelige studenterhue ned. Han kunne også selv overveje sin stilling. Lige nu er han kætter på fuld løn og pension. Modet er til at overse.«
Leder i Berlingske Tidende den 1. juni.
»DU SKAL hykle: Det er det ufravigelige bud fra bispen til hendes rebel i Taarbæk. Lad os nu se, om det lykkes. Men uanset om pastor Grosbøll kommer ned i sin kjole og krave igen, så kommer katten næppe tilbage i sækken: Spørgsmålet om præsternes mangel på dogmatisk kristentro klares ikke bare ved at banke pastor Grosbøll på plads. I weekenden blev han bakket op af ingen ringere end rektor for Pastoralseminariet, Mogens Lindhardt. Den mand, som gør teologer til præster. Mister han også kjolen, er der efterhånden mange, som må bede om deres himmelblå.«
Leder i Politiken den 4. juni
»Det er naturligvis uacceptabelt, at en præst fornægter Guds eksistens, men de kirkelige myndigheder må dog være forberedt på, at debatten om Grosbøll og hans gudsbegreb fortsætter, bl.a. fordi han paradoksalt nok får opbakning fra en menighed, som ikke har noget at udsætte på hans forkyndelse. Det bør mane til betydelig eftertanke.«
Leder i Jyllands-Posten den 4. juni