Grundloven bør til eftersyn

Hans Gammeltoft-Hansen hører til holdet, der mener, at Grundlovens såkaldte løfteparagraf, »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«, bør opfyldes.

Dermed placerer han sig på den voldsomt omdiskuterede side af dansk kirkeliv, der ønsker, at folkekirken får »mund og mæle«. Eller med andre ord hos dem, der mener, at en folkekirkelig ledelse vil være gavnlig for folkekirkens liv, og at den vil kunne placere folkekirken mere naturligt i den offentlige debat.

En folkekirkeforfatning kræver ikke en grundlovsændring. Muligheden for en selvstændiggørelse af folkekirken ligger allerede i Grundloven og har gjort det siden den første grundlov fra 1849. Siden har der bare ikke været enighed om, hvordan en forfatning skal skrues sammen på trods af flere forsøg. I 1903 lovede daværende kultusminister (kirke- og undervisningsminister) I.C. Christensen (V) partiet Højre (det senere Konservative Folkeparti) en kirkeforfatnings-kommission, hvis Højre stemte for menighedsrådsloven. Kommissionen løb ud i sandet på grund af kirkelig modstand fra ellers dybt uenige kirkelige grupperinger. Det seneste forsøg var 1960'erne, da daværende kirkeminister Bodil Koch (S) forsøgte sig med en kommission. Den forliste også. Først fra slutningen af 1990'erne er flere biskopper forsigtigt begyndt at tale om strukturkommission. Siden efteråret 2001 har den nuværende kirkeminister, Tove Fergo (V), ufrivilligt inspireret til, at debatten om forholdet mellem kirke og stat og muligheden for en selvstændiggørelse af kirken er taget kraftigt til.

Folkekirkeordningen kan inden for den nuværende grundlov godt ændres markant uden en grundlovsændring, siger Hans Gammeltoft-Hansen til Kristeligt Dagblad.

- Men skal der en femte grundlov til på et tidspunkt, må man på folkekirkens område enten opfylde løfteparagraffen om at ordne folkekirkens forfatning ved lov, eller også må man fjerne den. Den kan ikke blive ved at blafre uopfyldt i vinden, siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Ombudsmanden, der med Folketingets tilladelse stadig er næstformand i Selskab for Kirkeret, fremlagde ved en konference om folkekirken og Grundloven for nylig et udkast til, hvordan en grundlovsændring kunne formuleres for folkekirkeordningen (se faktaboks). Og understregede samtidig, at en del af forfatningens indhold kan findes i den allerede eksisterende kirkelovgivning.

I udkastet til en grundlovsændring af løfteparagraffen om en kirkeforfatning understreger Gammeltoft-Hansen folkekirkens ret til selvstændigt at styre de indre anliggender. I dag udgør Folketinget og kirkeministeren folkekirkens øverste styrelse - et faktum, som Gammeltoft-Hansen kun nøgternt vil svare ja til i dette interview, men ikke uddybe nærmere, da han som Folketingets ombudsmand ikke udtaler sig om Folketinget.

Men han har skrevet om det til Folketinget i Grundlovs-festskriftet i en artikel om »Grundloven, religionsfriheden og folkekirken«. Her redegør Gammeltoft-Hansen for, at man hidtil har anset det for naturligt, at Folketinget udgjorde folkekirkens øverste »bestyrelse« og på den måde bevarede forbindelsen mellem stat og kirke for flertallet af befolkningen. Derfor har Folketinget magt over både indre og ydre anliggender i folkekirken - og derfor har folkekirken tilsyneladende begrænset religionsfrihed i forhold til andre trossamfund. Den uskrevne aftale, skriver Gammeltoft-Hansen, er, at folkestyret træder varsomt med lovgivning om de indre anliggender. En aftale, som ofte overholdes, men undertiden også brydes.

Blandt andet af tidligere kirkeminister og teolog Carl Hermansen (V), der rettede i salmebogs-udkastet før udgivelsen af den indtil denne weekend nuværende salmebog fra 1953. Med tidligere departementschef i Kirkeministeriet August Roesens ord: »Hermansen ordnede problemerne. Han smøgede ærmerne op, tog sin grønne kuglepen frem, rettede hér og dér, slettede noget og indføjede andet. Og da det var gjort, konstaterede han - ligesom Vorherre, der i sin tid havde skabt jorden og al dens herlighed - at alt var såre godt. Han sendte hele papirdyngen til kongen med indstilling om, at forslaget til den ny salmebog med de af ham foretagne rettelser blev autoriseret.«

Folketinget, hvis medlemmer ikke er underlagt konfessionstvang - det vil sige, at de ikke skal tilhøre en bestemt religion - kan dog ikke ændre folkekirkens konfession. Grundloven slår fast, at folkekirkens konfession er den evangelisk-lutherske, så længe flertallet af befolkningen er medlemmer. Heri ligger folkekirkens beskyttelse som trossamfund. Resten er op til lovgiver.

Sådan er det for eksempel ikke i Norge, forklarer Hans Gammeltoft-Hansen.

- I Norge er der modsat i Danmark krav om, at mere end halvdelen af regeringen skal være medlemmer af den norske kirke. Og når der skal træffes beslutning i statsrådet om for eksempel kirkens liturgi, er det kun kirkemedlemmerne i regeringen, der deltager. Jeg mener ikke, at man bør indføre samme regel i Danmark, men det er da klart en overvejelse, man kan gøre sig, at den øverste ledelse af kirken i Danmark ikke er bundet af folkekirkens konfession.

Hans Gammeltoft-Hansen mener ikke, at folkekirkeordningen heller er i fare fra internationale organer, der potentielt kunne overtrumfe dens grundlovssikrede privilegerede status.

- Strengt juridisk kan jeg ikke se egentlige konflikter mellem folkekirkeordningen og internationale forpligtelser i forhold til EU og Europarådet. Jeg kan jo ikke forudse retsudviklingen i Menneskerettighedsdomstolens fremtidige praksis. Men hidtil har det i hvert fald ikke været et problem. Indtil videre godtager konventionerne de nationalkirkelige ordninger, der historisk har udviklet sig i flere af Europas lande, og det princip kan Menneskerettighedsdomstolen ikke tilsidesætte siger han.

- Den største udfordring for folkekirken er ikke EU eller andre internationale organer, men at få løst kirkeforfatningsspørgsmålet og dermed reformere forholdet mellem stat og kirke. Og her mener jeg, det er rimeligt at præcisere, hvilke opgaver der er folkekirkens beslutning alene, nemlig de indre anliggender.

Til gengæld mener Gammeltoft-Hansen ikke, at statens understøttelse af folkekirken bør fjernes, så længe flertallet af befolkningen er medlemmer. I 1849 var statens støtte til folkekirken udelukkende åndelig. Det vil især sige lovgivning om kristendomskundskab i skolerne, som vidensmæssigt understøttede folkekirkens lære, og helligdagslovgivningen. Da præsternes indtjening fra præstegårdsjorder og tiende gradvist faldt væk frem til begyndelsen af 1900-tallet, blev den statslige understøttelse af kirken også økonomisk.

- Hidtil har det ikke været anset for grundlovsstridigt, at også ikke-folkekirkemedlemmer via de almindelige skatter betaler til for eksempel præsternes lønninger. Det er ikke op til den enkelte borger at beslutte, hvad han eller hun vil betale generel skat til. Folkekirkemedlemmer er heller ikke grundlovsbeskyttede imod at skulle betale skat til en muslimsk begravelsesplads, hvis Folketinget skulle beslutte sig for statsstøtte til det, uanset at der i Grundloven står, at man ikke har pligt til at betale til anden gudsdyrkelse end sin egen. Men den egentlige kirkeskat skal kun betales af medlemmer.

Derfor har Hans Gammeltoft-Hansen også i sit forslag til Grundlovens paragraf fire bibeholdt muligheden for, at staten kan støtte folkekirken økonomisk.

- Det er ment som et signal om, at så længe et flertal af befolkningen er medlemmer, så vil det være naturligt, at staten støtter folkekirken, siger han.

Det er ikke blot folkekirkens forfatning, der bør ordnes. I samme omgang kunne man, hvis frikirker og andre trossamfund uden for folkekirken udtrykker ønske om det, overveje at udfylde Grundlovens paragraf 69 om at ordne trossamfundenes forhold ved lov, mener Hans Gammeltoft-Hansen.

- Selvom det selvfølgelig er Folketingets beslutning, så mener jeg dog, at det må veje tungt, om de andre trossamfund ønsker en lovgivning eller ej.

Man kan også, påpeger Hans Gammeltoft-Hansen, overveje at indføre et lighedsprincip mellem folkekirken og de øvrige trossamfund.

- For eksempel at give lige tilskud under lige vilkår. Det betyder, at også kirkeskatten bliver fradragsberettiget, ligesom medlemsbidrag til andre trossamfund er i dag. Man kan også gå en anden vej og fjerne anstødsstenen med almindelig skattebetaling til dele af præstelønningerne og i stedet give statsstøtten til kirkens almene kulturelle og sociale formål.

Men foreløbigt kører den midaldrende grundlovsbil altså stadig med den bagage, der blandt andet tæller en mulig forfatning for folkekirken. Men hvis en sådan forfatning nogensinde bliver en realitet, så kræver det en grundlovsændring virkelig at sikre kirkens indre anliggender på folkekirkens hænder. Den kan ændres af et flertal i Folketinget, indtil det af Grundloven fremgår, at kirken ordner sine egne indre anliggender.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Tre paragraffer om folkekirken og andre trossamfund i den nuværende grundlov:

¤4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

¤66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

¤69: De fra folkekirken afvigende trossamfund ordnes nærmere ved lov.

Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens forslag til ændringer:

¤4: Folkekirken er det evangelisk-lutherske trossamfund, som den overvejende del af befolkningen tilhører.

Stk. 2. Staten kan støtte Folkekirkens almindelige virke økonomisk og på anden måde. Den del af Folkekirkens virke, der udføres på grundlag af statens økonomiske støtte, sker under statens tilsyn.

Stk. 3. Staten kan overdrage Folkekirken at udføre offentlige opgaver, der står i forbindelse med Folkekirkens almindelige virke. Udførelsen af sådanne opgaver sker under statsligt tilsyn.

¤66: Ved lov fastsættes Folkekirkens forfatning, herunder dens medlemsskab, dens styrende organer og dens embeder.

Stk. 2. I kirkeforfatningsloven fastsættes Folkekirkens ret til selvstændigt at styre kirkens indre anliggender, dog at læresager skal kunne efterprøves ved særlige domstole eller nævn.

Stk. 3. I kirkeforfatningsloven fastsættes bestemmelser om løsning af sognebånd og stiftsbånd samt om dannelse af valgmenigheder.

Stk. 4. I kirkeforfatningsloven fastsættes bestemmelser om medlemmernes betaling af kirkeskat.

¤69: Med de begrænsninger, der følger af ¤ (X), ordnes forholdene for andre trossamfund end Folkekirken ved lov.

Stk. 2. Staten kan overdrage trossamfund at udføre offentlige opgaver, der står i forbindelse med trossamfundenes almindelige virke. Udførelsen af sådanne opgaver sker under statens tilsyn.

Blå bog

Hans Gammeltoft-Hansen, født 1944.

Cand.jur 1970, derefter sekretær hos Rigsadvokaten. Adjunkt i procesret ved Københavns Universitet og derefter henholdsvis lektor og professor - efter en doktorafhandling i 1976 - frem til 1987, hvor han tiltrådte som Folketingets Ombudsmand.

Har siddet i utallige jurarelaterede udvalg, og også været formand for blandt andet Dansk Flygtningehjælp og Statens Musikråd. Han har skrevet en række bøger om bl.a strafferet, udlændingeret og kirkeret - og en prædikensamling. Medstifter af Dansk Selskab for Kirkeret, hvor han er næstformand.

Medlem af Københavns Kammerensemple som fløjtenist.

Har tre voksne børn af et tidligere ægteskab.