Hans Hauge på tidens bølge

Det er sådan, han optræder for mit indre blik. På sit surfboard. I den yderste brækning på tidens bølge. Skuende tilbage mod de andre, der kæmper for at holde sig på brættet eller som faldt i og nu pjasker rundt derude. En surfin' Hans Hauge altid med helt fremme, hvor historiens opbrud og forskydninger registreres, og hvorfra de andre viser sig som det, de er: døgnfluer, drengerøve, debutanter, der gik døde eller fortsatte deres vandring i åndens tusmørke, nostalgikere, nulliteter og hævnere fra fortiden.

Men han har selvfølgelig også sine helte, alle de sociologer, filosoffer og teoretikere, han fik læst før os andre, og hvis tanker han formår at omsætte i slagkraftige analyser med velpointerede slag til kæben. Han er nemlig også lidt af en bokser, den gode Hauge. En verbal pugilist, let på fødderne, for så vidt at mandens anlæg for associationer hurtigt og nogle gange elegant bringer os fra det ene emne til det andet. Fra tanketunge udredninger til skruede hverdagsbetragtninger, ofte hentet fra den hirtshalsk-århusianske hverdag, H.H. så hygsomt og hjemmevant daffer rundt i.

En forfatter der mestrer alt dette - filosofiske bølgeridt, polemiske slagserier og finurlige slentreture i det fælles nabolag – er værd at læse. Og det er Hauge som regel. Ikke mindst i det nyeste opus »Post-Danmark«. Et enkelt opslag og man hænger på, skiftevis begejstret, irriteret, anfægtet, belært, men altid grundlæggende underholdt – på den gode måde.

Hvad den så handler om, bogen? En hel masse og nogle gange også mere, end anmelderen kan følge med til. Det går jo stærkt. Men som undertitlen - »Politik og æstetik hinsides det nationale« - antyder, så drejer det sig om en tilstand »hinsides« det nationalstatslige tidsafsnit, mange af os stadigvæk tror, eller helst vil bilde os ind, vi færdes i. Den tilstand kalder Hauge for den anden modernitet. Den er stadigvæk i sin vorden, så det er svært helt at sige, hvordan den vil tage sig ud. Men den er præget af statens tilbagetrækning og dermed af frihed, ikke mindst fra »de klæbrige fællesskaber« (en fast Hauge-vending), hvorfor alt, hvad der har understøttet og formet disse - ikke mindst den grundtvigsk-tidehvervske, kulturradikale og national-ideologiske falanks - nu erfarer en foruroligende hjemløshed. For her råder - synes det - den lykkelige individualisme, hvor udsondringen af det fremmede hører fortiden til, og hvor den kirke, der ikke længere kan støtte sig til staten, må vælge diakoniens vej.