Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

TRO TIL TIDEN: Vi bør turde at tage Gud på ordet, mener den danske katolske teolog Niels Chr. Hvidt, som har skrevet en succesfuld bog om mirakler og nu forsker i forbøn for medicinalindustrien

Det vakte opsigt, da den danske katolske teolog Niels Chr. Hvidt sidste år blev hyret af det store danske medicinalfirma H. Lundbeck til at forestå et treårigt forskningsprojekt i forbøn. Lundbeck producerer antidepressiv og anden psykiatrisk medicin, og at denne kontakt mellem teologi og medicin nu overhovedet finder sted, kan, alt efter temperament, betragtes som lidt af et mirakel, eller i hvert fald som et tidens tegn.

Niels Chr. Hvidt, der bor i Rom, men netop har været i Danmark på endnu en foredragsrække, ved en del om mirakler. Han er forfatter til den succesfulde bog »Mirakler - møder mellem himmel og jord«, som nu er kommet i fjerde oplag, men nøjes dog med at betegne de senere års intensivering af dialogen mellem teologi og medicin som »særdeles interessante«. Hans forskningsprojekt er blandt andet motiveret af de naturvidenskabelige forsøg, der synes at påvise en målelig effekt af forbøn for syge, og som nu følges op af større undersøgelser ved de amerikanske universiteter, Harvard og Duke.

Annonce

Hvidt skal beskæftige sig med de teologiske problemstillinger, det vil sige kaste lys over de forskellige trosopfattelser omkring forbønnens virkning, som undersøgelserne relaterer til. Han er helt på det rene med, at området er så grænseoverskridende, at det næsten pr. automatik møder indsigelser. Forbehold har han også selv. Blandt andet det, om man ved undersøgelser på naturvidenskabens præmisser af noget så uhåndgribeligt som bøn stiller Gud på prøve og vil forsøge at pakke det guddommelige ind i nogle systemer, som ikke er Guds.

- På den anden side mener jeg, at en beslutning om ikke at gøre det kan indebære en flugt fra evangeliets inkarnatoriske teologi. Det kristne gudsbegreb er langt fra det gnostiske, hvor den åndelige verden ikke må blive besudlet af den fysiske. Den kristne gud griber ind i alle aspekter af menneskers liv, også ind i noget så konkret som menneskers helbred.

Derfor, hvis vi tager bøn alvorligt, er det naturligt at se på bønnens virkning, tilføjes det, og denne holdning er netop, hvad søndagens evangelietekst handler om: Her er Jesus endog særdeles konkret i sin anbefaling af bøn. »Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det«, lyder det hos Johannes.

Niels Chr. Hvidt læser evangeliestykket som en klar opfordring til at tage Gud på ordet, helt bogstaveligt:

- Teksten udtrykker en realisme, som er central for evangelierne, og som i høj grad kommer til udtryk i omtalen af Jesu undere. Evangelierne nøjes ikke med at fortælle i en lille bisætning, at Jesus helbredte nogle mennesker, så man bagefter kunne forklare det ved, at de måske i virkeligheden ikke var syge, og at de altså nok fik lidt mere mod på tilværelsen, ved at Jesus talte med dem. Tværtimod fortælles for eksempel genoplivningen af den døde Lazarus med en helt jordnær realisme. Han havde ligget i graven i fire dage og der er liglugt, som understreger, at der her er tale om en virkelig hændelse helt ind i den materielle virkelighed. Denne realisme ser jeg som en utrolig vigtig side af kristendommen, og den ligger jo også i hele den kristne grundfortælling om Gud, der blev menneske i Kristus.

Vi er kaldet til at bede, understreger Hvidt. Men hvorfor? Ved Gud ikke allerede i forvejen, hvad vi har behov for?

- Jeg tror, at bøn først og sidst handler om en attitude, hvor vi er helt rettede mod Gud, og hertil hører det at være i dialog med Gud. Allerede i skabelsesberetningen får mennesket mandat til at tage vare på skabningen. Gud gør mennesket til en slags sparringspartner, forvalter. Han ønsker, at vi sammen skal virke for at skabe en bedre verden.

Niels Chr. Hvidt karakteriserer bønnen som »kærlighedens gerninger«, specielt når vi beder for andre.

- Der sker noget i os, når vi beder, og det er en kolossal vigtig virkning i sig selv, men samtidig tror jeg også på, at bøn er med til at bevæge og forandre verden. Lige meget hvad, så vil bøn gøre en forskel, og vores bøn må hele tiden have som grundtone, at »Guds vilje må ske« - også selv om vi måske ikke kan se det.

I sin bog om mirakler beskriver Hvidt en række eksempler på mulig guddommelig indgriben i verden. Som for eksempel når mennesker på uforklarlig vis bliver helbredt, fordi der bliver bedt for dem. Selv ser han mirakler, som »greb ind i den eskatologiske orden«:

- Mirakler er for mig tegn på en højere guddommelig orden, som bryder igennem den almindeligt gældende orden, som vi normalt bevæger os i. Det øjeblik, hvor et menneske bliver helbredt ved et mirakel, er i virkeligheden en oprettelse af en orden, sådan som den burde være her i verden, og som den fra begyndelsen var tænkt af Gud.

I forbindelse med bøn er det vigtigt at holde fast i Jesu ord om, at vi skal bede i hans navn, påpeger Hvidt:

- Det betyder, at vi skal bede i Jesu ånd og følge hans væsen og derfor bede om det, som Gud finder behag i, og som er i overensstemmelse med hans væsen. Da et par af disciplene i Ny Testamente spørger Jesus, om de ikke skal bede Gud lade ild falde ned over en landsby, hvor de har afvist ham, bliver de tilbagevist, fordi det ikke er i overensstemmelse med Guds navn.

- Samtidig ligger der i dette, at bede »i Jesu navn«, en slags fuldmagt, en sendelse, tror jeg. Vi beder i Guds kraft. Bønnen får en anden dimension, en anden vægt, når vi beder i Jesu navn.

Men hvad så, når vi tilsyneladende ikke bliver bønhørt?

- Måske er det, fordi Gud har en anden plan, som han ved, er bedre, gætter Hvidt og indrømmer, at det kan lyde som en flugtvej på et spørgsmål, der er lige så umuligt fyldestgørende at svare på som spørgsmålet om ondskaben i verden, og hvorfor Gud, når han nu kan lave ét mirakel, så ikke helbreder alle mennesker?

- Men jeg tror, det handler om, at mennesket står i netop denne brudte orden, hvor arvesynd og ondskab er kommet ind, at det er den, der er os givet, men at vi i troen og bønnen kan være med til at lade Guds rige og hans orden bryde igennem. Man kan lige så godt sige: Tænk, hvis der ikke var nogen, der bad. Tænk, hvis der aldrig var nogen guddommelig indgriben i den normalt eksisterende orden, hvordan ville verden så se ud?

- Samtidig, tilføjer Hvidt, er det aldeles vigtigt at understrege, at talen om helbredelse ikke må få os til at dæmonisere sygdom eller konkludere, at Gud er mindre med dem, der lider, end dem, der bliver helbredt.

I Bibelen kan man flere steder læse om, at vi skal bede vedholdende og uden ophør. Det er blevet udlagt som, at har vi et frit øjeblik, så skal vi bede.

- Altså, »nu har vi fem minutter, så lad os lige stresse nogle bønner igennem ....« Jeg tror ikke, det bør opfattes på den måde, men derimod, at bøn kan blive en grundattitude hos os: at vide sig elsket af Gud, og vide sig afhængig af ham. I virkeligheden drejer bøn sig om at lære Gud at kende som den, der er os allernærmest, og som netop elsker os så meget, at han ikke vil lade os forblive som vi er, uforandrede. Gennem bønnen kan vi allerede nu få fællesskab med Gud og del i hans væren. For selv om arvesynden stadig er her, så er det fundamentalt, at Himmelens liv allerede kan bryde igennem her, i bønnen, i troen.

Blå bog

Niels Christian Hvidt, født 1969 i København, bosat i Rom, men ofte i Danmark, hvor han blandt andet holder foredrag om tro og helbred og kristne undere. 1997 cand. theol. fra Københavns Universitet, efter samme år at have fået tildelt universitetets guldmedalje for en afhandling om profeti og åbenbaring. Konverterede i studietiden til den katolske kirke, forsvarede 2001 sin doktorgrad ved Gregoriana Universitet i Rom, hvor han i dag underviser. Har skrevet artikler om undere i danske og udenlandske aviser og tidsskrifter, samt bogen ÒMirakler - Møder mellem Himmel og JordÓ (Gyldendal 2002). Siden september 2002 har han arbejdet på et forskningsprojekt om forbøn, finansieret af medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Søndagens tekst

Johannesevangeliet 16, 23b-28

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock