Menighedsråd i et nyt vadested

Demokratiet for døren

Dengang for 100 år siden var der brug for en overgang mellem det enevældige kirkestyre, som konger, præster og biskopper indtil da havde taget sig af, og demokratiet, som stod for døren.

Det blev til den kendte konstruktion af et råd med lokale præster og lægfolk. Dem er der i dag et par tusinde af, og det er dermed stadig landets største nærdemokrati. Menighedsrådene blev samtidig spydspids for indførelse af almindelig valgret i samfundet, ikke mindst for kvinderne.

Kirkeminister I.C. Christensens synspunkt var helt klart, at kirkefolket - de 99 procent, som var medlemmer dengang - skulle have demokrati som resten af samfundet, og derfor var menighedsrådene kun det første skridt i en egentlig demokratisk kirkeforfatning - ordnet ved lov. Det spørgsmål er med fornyet kraft dukket op netop i jubilæumsåret. Liselotte Malmgart er ikke ubetinget tilhænger af en kirkeforfatning i I.C. Christensens ånd.

- Bliver der indført nye kompetente organer i kirken, får man mere selvstændighed, og det kan nok i visse tilfælde være en fordel for kirken selv. Men samtidig kan det hæve tærsklen for den folkelige deltagelse, for en mere selvstændig kirke vil samtidig kræve et meget større og mere aktivt engagement fra de menige medlemmers side i for eksempel menighedsråd, siger Liselotte Malmgart.

Antallet af kampvalg og selve valgdeltagelsen ved menighedsrådsvalg har aldrig været voldsom stor og har mest ligget på linie med vore dages valg til skolebestyrelser. I de senere år har Menighedsrådsforeningen selv dokumenteret en vis slitage på menighedsrådene i form af stadig stigende gennemsnitsalder, vanskeligheder ved at få medlemmer og suppleanter til at gå ind i menighedsrådene og en ny tendens til at forlade arbejdet i utide.

- Dengang menighedsrådsloven blev skabt, vedtog man samtidig et løfte, som nye menighedsrådsmedlemmer skulle skrive under på - at ville arbejde for kirkens og sognets liv og vækst. Det blev betragtet som en opgave, man påtog sig i hele valgperioden, og ingen drømte om at forlade arbejdet i utide. Men uanset en svækkelse i interessen omkring menighedsrådene i dag, så ligger der en god struktur klar til at blive fyldt ud, siger Liselotte Malmgart.

Hed debat

Debatten var hed om den første menighedsrådslov, og det blev til mange forslag og mange kompromiser, inden vedtagelsen var en kendsgerning.

Der var tale om en midlertidig lovgivning, så debatten stilnede ikke af i de efterfølgende år. Socialdemokratiet stemte først imod menighedsrådene, fordi de ønskede en skilsmisse mellem stat og kirke, men stemte alligevel nogle år senere for, fordi de ønskede at give lægfolk - og arbejdere - indflydelse i menighedsrådene. Selvom Det Konservative Folkeparti ihærdigt kæmpede for I.C. Christensens selvstændige, demokratiske kirkeforfatning, så havde stormen nu lagt sig og menighedsrådsloven fundet ind i sine vante folder. Det skete meget præcist i 1922, hvor man fik de sidste tilføjelser, så den kirkelige ordning kunne fungere næsten uændret de næste 80 år frem til i dag. Der blev indført folkevalgte biskopper og provstiudvalg og på det sidste en lov om Det mellemkirkelige Råd, som også er demokratisk valgt.

Tro tjeneste

Uanset hvor man i dag vender sig hen i det kirkelige landskab, så er der ingen, der vil af med menighedsrådene, som alle roser for lang og tro tjeneste. Men alle ønsker en form for ny inspiration til den gamle ordning.

Kirkeminister Tove Fergo har fremsat et lovforslag om større frihed for menighedsrådene til at bestemme over, hvad deres penge skal anvendes til under en såkaldt økonomisk rammeordning. Der er blevet stillet spørgsmål ved, om lovpakken virkelig rummer den lovede frihed, men Tove Fergo mener, at det er fremtiden for menighedsrådene.

- Mit lovforslag ser jeg som en videreførelse af I.C. Christensens tanker. Nu er vi et granvoksent demokrati, i modsætning til dengang, og derfor er det vigtigt at tage nogle yderligere skridt og skrælle bureaukratiet af. Jeg havde gerne ønsket at være gået videre og givet menighedsrådene fuld kompetence over folkekirkens almindelige huse, men det var der ikke interesse for i det kirkelige landskab. Men sognefuldmagten med et rammebeløb for budgettet bliver gennemført, så menighedsrådene selv kan prioritere, hvad de synes, er vigtigt. Det opfatter jeg som en gave til menighedsrådene netop i jubilæumsåret, siger Tove Fergo, som ikke mener, at der tegner sig tendenser i dag i folkekirken, som skulle gøre det nødvendigt med større ændringer i fremtiden.

Spørger man sig for, er der mange i folkekirken, som kunne ønske sig, at menighedsrådene igen kunne indtage en nøgleposition i folkekirken gennem øget indflydelse, som det oprindeligt var meningen. Det vil gengive menighedsrådene den oprindelige betydning og dermed den prestige, som efterhånden er ved at være lidt slidt. Det giver ikke længere helt den samme status at være menighedsrådsformand eller kasserer i det lokale menighedsråd som før i tiden.

- I. C. Christensen mente, at man skulle gøre kirken afholdt og betydningsfuld ved at give folk mere ansvar. Derfor begyndte han nedefra med menighedsrådene, og ordningen skulle så bygges videre op. Det lykkedes på det lokale plan, men det rod, vi har i folkekirken i øjeblikket, skyldes, at byggeriet ikke blev ført videre. Folkekirkens overledelse er stadig Folketinget, men dengang menighedsrådsloven blev lavet, var politikerne interesserede i kirken, i dag gælder det kun kirkeudvalget. Vi må finde mere gennemskuelighed og offentlighed i den kirkelige ledelse. Der er i dag ingen indsigt i magtudøvelsen. Derfor er der brug for et nyt fælles organ som for eksempel stiftsråd, der kan sikre gennemskueligheden i folkekirkens administration, siger Niels Thomsen, som i en årrække var rektor for Præstehøjskolen, og som stadig følger udviklingen i folkekirken tæt.

Indstillet på ændringer

I menighedsrådenes egen organisation, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, er man også indstillet på markante ændringer i det nuværende kirkelige demokrati.

- Ordningen med de to grundlæggende organer, menighedsrådet og provstiudvalget, holder i dag. Men spørgsmålet er nu, om den yderligere skal udbygges på stiftsplan og landsplan. I flere stifter er der modeller på stiftsråd. Umiddelbart ser det ikke så tosset ud. Jeg så gerne, at vi fik flere stifter til at afprøve andre modeller. Om nogle få år kunne vi have et overblik over og et bud på, hvordan vi kan løse udviklingen af demokratiet på stiftsplan. På landsniveau har vi fortsat Folketinget som lovgiver for folkekirken, og det er nok meget sundt. Uden Folketinget havde vi ikke fået kvindelige præster. Men jeg mener, at der bør indføres en parlamentarisk og demokratisk kontrol med kirkeministerens ansvarsområde, nemlig Fællesfonden. Det ville være gavnligt for alle parter, siger Ejvind Sørensen.

Tidligere har den grundtvigske bevægelse, der har lagt navn til et utal af menighedsrådslister, været meget tilbageholdende, når det drejede sig om at ændre på den gældende folkekirkelige ordning. I dag er holdningen helt anderledes i bevægelsen Kirkeligt Samfund, som om kort tid offentliggør en strukturrapport - de grundtvigskes bud på blandt andet indførelse af et råd af repræsentanter for menigheder og præster på stiftsplan.

- Indtil for nylig var min opfattelse af menighedsrådene, at de i for høj grad administrerede og førte provstens beslutninger ud i livet og ikke tog hånd om den kirkelige side, men det har ændret sig i de senere år. At demokratiseringsprocessen ikke er kommet så hurtigt, tror jeg ikke, er så stor en ulykke. Folkekirken har fungeret udmærket med menighedsrådene i mange år, men det gør den ikke længere. Det er kun rimeligt at fejre 100-året for menighedsrådene med at gå videre med demokratiseringen, og vores udspil er stiftssamråd over hele landet, siger formand for Kirkeligt Samfund, Inge Lise Pedersen.

Den private organisation Kirkefondet, har i mange år rådgivet landets menighedsråd.

- Menighedsrådene er blevet det sted, hvor folkekirken som institution og som bevægelse kom til at møde hinanden, så de to ting ikke faldt fra hinanden. I høj grad blev det vækkelser og kirkelige aktive kredse, som gik ind i menighedsrådene, og det sikrede den folkelige forankring, fordi kirkeligheden ikke gik ind i mere lukkede miljøer. Menighedsrådene har været det afgørende kit i folkekirken. Sammen med menighedsrådsløftet var det en genial løsning på folkekirkens lokale styring og arbejde for liv og vækst. I dag vidner kirke-stat-debatten om, at nu må demokratiet føres til tops i folkekirken. Der er meget styring i folkekirken, men meget lidt ledelse. Der mangler en demokratisk ledelse, som kan inspirere og prioritere de store udfordringer, siger Kaj Bollmann.

Indre Mission har tidligere udtalt, at man ikke så meget går op i forskellige folkekirkelige ordninger, som indholdet i det kirkelige arbejde.

- Ordningen med menighedsråd har gjort det godt, fordi den har sat lægfolket i funktion. Menighedsrådet med både præst og lægfolk er egentlig en umulig konstruktion, fordi der let opstår uklarhed om, hvem der har ansvar for hvad. Men den sammenfaldende forpligtelse i menighedsrådet gennem menighedsrådsløftet, og præsteløftet gør, at det kan lykkes. I de senere år har der været en tendens til, at man vælter administration ned over menighedsrådene og her må man skabe rum og ro til, at man også kan få plads til at beskæftige sig med kirkelige aktiviteter. Det kan fremmes ved at synliggøre og opprioritere menighedsrådsløftet, så medlemmerne bliver gode medarbejdere i kirken og ikke kun administratorer, siger formand for Indre Mission, sognepræst Christian Poulsen.

vincents@kristeligt-dagblad.dk