Det moderne pilgrimsfænomen er sværmeri

Vore dages pilgrimsfænomen er et udtryk for et stigende behov for individuelle, religiøse udtryk; men der er teologisk set tale om sværmeri, hvor den enkelte kristeligt og kirkeligt for alvor kommer på afveje, skriver Jørgen Kjærgaard

Pilgrim kommer af det latinske peregrinus, der betyder fremmed eller udlænding, men er kulturhistorisk blevet ensbetydende med en person, som rejser i religiøst ærinde til et helligsted for at gøre bod eller få særlig del i det hellige. I de fleste religioner kræver denne valfart enten en lang vandring til fods, eventuelt fastende, eller andre legemlige anstrengelser eller afsavn.

I kirkens tradition er pilgrimsvæsenet forbundet med den samme religiøsitet, som ligger bag klostervæsenet: At et menneske får del i en særlig åndelig dimension, eller kommer nærmere Gud, ved at afsondre sig fra det trivielle dagligliv og søge forening med Gud gennem en eksklusiv præstation, som i sin mest optimale form varer hele livet.

Kunne man ikke bryde helt med det verdslige og blive nonne eller munk, så kunne man blive pilgrim og valfarte. Og selvom bodssystemet gennem middelalderen blev raffineret, så der var nøje forskrifter for, hvor langt og hvor længe man skulle rejse for at opnå syndsforladelse for dette og hint, så var én gang til altid bedre. Alle veje førte til Rom, men kunne man ikke gå så langt, så var der altid en helgengrav eller et kapel inden for overkommelig afstand.

Det prægede middelalderens kristendom så radikalt, at selv det at gå i kirke om søndagen blev en valfart. En gudstjeneste blev, som ordet siger, en tjeneste, man gjorde Gud ved at besøge ham i kirken – og den opfattelse sidder i mange den dag i dag.

Derfor gjorde reformationen op med pilgrimsvæsenet. En gudstjeneste er netop ikke en tjeneste, mennesker yder Gud – men en tjeneste, Gud gør mennesker! Guds tjeneste som ordet siger. Simpelthen fordi kristendommen står og falder med det, evangeliet prædiker: At Gud selv har gjort al den tjeneste, der skal og kan gøres, da han kom til mennesker i liv, lidelse, død og grav i sin søn, Jesus Kristus.

Indtil for nylig var begrebet pilgrim knyttet til de historiske fænomener, som kort er beskrevet ovenfor. Kun i salmebogen kom ordet til udtryk – i en håndfuld salmer, som alle bruger ordet som et billede på menneskelivets vilkår – altså ikke i den oprindelige, eksklusive religiøse betydning. Sjælenes pilgrimsgang går akkurat gennem jordens riger, verden, virkeligheden. Netop det er salmernes mening med at bruge ordet pilgrim.

Men nylig har man genoplivet pilgrimsfænomenet i folkekirken. Inspireret af den økumeniske bevægelse, hvor man søger at nærme den kirkelige praksis til andre kirkesamfunds, er pilgrimsvandringer nu på fremmarch parallelt med åndelige retræter, lysglober og forskellige former for meditationsgudstjenester.

Det gennemgående fællestræk er, at man skal gøre noget. At det religiøse ikke først og fremmest manifesterer sig som noget indre i tanke, sjæl og sind, men som noget ydre, kropsligt – en handling, der skal sætte det indre i bevægelse. Tænd et lys, træk dig tilbage fra verdens larm og oplev stilheden, tag vandrestøvlerne på og sæt dig et mål; det ydre må afspejle, at det indre flytter sig.

Umiddelbart er der noget forfriskende i, at kristendom ikke kun er noget, der foregår i hovedet eller bag øjenlågenes nedrullede gardiner, men retter sig udad imod omgivelserne. Det centrale bud i evangeliet taler netop om, at troen ikke kun er et forhold mellem Gud og menneske, men mellem Gud, mennesket og "din næste". Og den treklang kalder på ydre handling – medleven, indlevelse og udlevelse.

Men altså for medmenneskets skyld. Ikke for ens egen. Det moderne pilgrimsfænomen lader langt hen ad vejen (undskyld udtrykket, som lige faldt mig ind) til at være et udtryk for den individualiserede religiøsitet, der koncentrerer sig om at dyrke det åndelige i den enkelte selv – støttet af romantiserede forestillinger om gamle middelalderkirker og valfartsstier som veje til religiøse oplevelser – med andre ord: sværmeri.

Finn Buhl skriver i Kristeligt Dagblad den 22. november, at man ikke kan tillade sig at mene noget om pilgrimsvandringer, før man selv har prøvet – og samme opfattelse udtrykker Mogens Kjærgaard Larsen og Gudmund Rask Pedersen i avisen den 27. november. Synspunktet er lidt sært. Konsekvensen af det må jo være, at ens eventuelle mening om for eksempel doping, rusmidler, prostitution, nyreligiøsitet og så videre også er diskvalificeret, hvis man ikke selv har prøvet eller hvad?

Kjærgaard Larsen skriver, at "Pilgrimstanken, som jeg har mødt den, stemmer fint overens med min lutherske kristendomsforståelse ..." – men han glemmer at gøre rede for hvordan. Måske er Kjærgaard Larsens kristendomsforståelse slet ikke luthersk, når det kommer til stykket.

Finn Buhl er tættere på sagens kerne, når han skriver: "... Her har vi et ansvar, nemlig at vise hen til det, som er sagen: ordet! Ellers gribes kulturpilgrimmen af folkereligiøsitet eller det, der er værre..." Nemlig. Men så er pilgrims(u)væsenet jo selvskabt plage.

Kollega Peter Grønlykke beskylder mig for "åndløs vrængen" og "teologisk korrekthed" og sætter mig i bås som "grundtvigsk-tidehvervsk" i Kristeligt Dagblad den 6. december. Det forekommer mig, at han falder i egen grav, når han på den måde benytter sig af Krarup-Langballe-debatformen. Hvornår er det blevet odiøst, at ens teologi er korrekt? Selvom udtrykket gentages ni gange, bliver hvidt ikke sort af den grund. Er det mon blot er en smart måde at redde ens egen ukorrekte teologi på – så heller ikke Grønlykke behøver at ulejlige sig med i det mindste at "skitsere en pilgrimsteologi", endsige en teologisk begrundelse for pilgrims(u)væsenet? Den behøvede ikke at være teologisk korrekt, bare korrekt teologisk. Han kunne for eksempel have gjort rede for hvordan, som han skriver: "En pilgrimsvandring er

luthersk betragtet også en bodsvandring ... den er en udfoldelse af den urovækkende opdagelse, at jeg er en synder, kan man udmærket sige..."

Kan man udmærket sige det? Og gad vide, hvor mange af folkekirkens pilgrimssværmere, der føler sig repræsenteret af det synspunkt. Mener Grønlykke for øvrigt, at man så kan vandre syndigheden af sig, og derigennem opfylde "lovens regimente", som han henviser pilgrimsvandringer til at henhøre under? At for eksempel de lutherske bekendelsesskrifter har noget ganske andet at sige om syndsforladelse og bod, går det vel næppe an at nævne. Deres teologiske korrekthed er formodentlig tilstrækkelig årsag for Grønlykke til ikke at skænke den slags en tanke.

Såvel Buhl, Larsen, Pedersen og Grønlykke peger på egne positive oplevelser og erfaringer med pilgrimsvandring – og dem skal jeg ikke et øjeblik anfægte; men alle skylder de nu bladets læsere en ordentlig, teologisk begrundelse for, hvordan pilgrimsvandring kan være noget særlig kristeligt attraktivt og ikke en udflugt, eller hvorfor det almindelige menneskelivs (ørken)vandring ikke er tilstrækkelig, ja, lige præcis er den, der skal mødes af evangeliet.

Til sidst: Nu var det altså Kristeligt Dagblads journalist, der ringede og bad om mit synspunkt på det moderne pilgrimsfænomen. Jeg mener egentlig ikke, det i grunden har så megen religiøs substans, at det kalder på advarsler, og jeg har såmænd ikke nogen påtrængende kritik, som jeg har "fået lov" til at fremkomme med.

Trav for min skyld landevejene tynde, og besøg alle de kirker, det skal være, men gør man sig selv til pilgrim, peregrinus, fremmed og udlænding – læs: noget særligt og anderledes, kristeligt og kirkeligt, og lader sig drage bort fra sin virkelighed, hverdag og det daglige medmenneske for at søge Gud – så er man nu for alvor kommet på afveje.

Jørgen Kjærgaard var sognepræst i Vestervig Sogn, da kronikken blev skrevet. Nu er han kirkekonsulent og lektor.