Ikke tilfredsstillende

Fællesfonden

Det er ofte sagt, at den kirkelige økonomi ligner en Storm P.-maskine. Forskellen er, at det trods alt er til at gennemskue, hvordan maskinen virker.

Et af de mere uigennemskuelige begreber i kirkens økonomi, er Fællesfonden, som slet ikke er nogen fond, men en slags kirkelig mellemregningskonto for en lang række fælles udgifter i folkekirken. Kimen til den blev lagt i 1913, da præster så småt begyndte at få en fast løn, og der blev oprettet en central lønningsfond for præster. Den blev i 1922 til Præsteembedernes Fællesfond og i 1984 blot til Fællesfonden.

Herfra bliver der nu blandt andet betalt 60 procent af præsternes løn (resten betales af staten), stifternes administration, udgifter til kirkens forsikringer, den elektroniske kirkebog (DNK), revision, efteruddannelse og udligning mellem rige og fattige sogne. I alt er der udgifter for omkring en milliard kroner om året. Pengene tages af den kirkeskat, alle medlemmer af folkekirken betaler i form af en såkaldt landskirkeskat, som kirkeministeren hvert år fastsætter størrelsen af. Desuden er der renteindtægter og tilskud fra staten.

Under de seneste kirkeministre er udgifterne i Fællesfonden steget voldsomt. Hovedårsagen er, at flere opgaver er flyttet fra de lokale menigheder og ind i Fællesfonden. For eksempel var forsikring af kirker og kirkegårde tidligere en lokal sag, men fra april 1999 blev Kirkeministeriet hele folkekirkens »forsikringsselskab«, angiveligt fordi det ville være billigere end at forsikre sig i kommercielle forsikringsselskaber.

Den anden helt store nye opgave var indførelsen af en elektronisk kirkebog, DNK, i stedet for de gamle håndskrevne kirkebøger. Den elektroniske registrering skulle være mere effektiv og dermed i princippet give besparelser for folkekirken som helhed. For Kirkeministeriet har det imidlertid betydet enorme ekstra udgifter til teknikken.

Helt overordnet er det disse nye aktiviteter, der har skabt problemerne i Fællesfonden, konstaterer Rigsrevisionen. Kirkeministeriet har simpelt hen ikke udviklet sin organisation til at håndtere de stærkt svingende udgifter til forsikringer og it - informationsteknologi - vil løbe op i.

På begge områder har ministeriet konsekvent i flere år undervurderet udgifterne og lagt urealistisk lave budgetter.

Forsikringssagen

Staten og kommunerne er selvforsikrende, fordi det er billigst, og det burde folkekirken også være, fandt Kirkeministeriet ud af i 1999

Om det økonomisk har været en god ide, har Rigsrevisionen ikke noget bud på. Derimod har den en ret klar mening om Kirkeministeriets forvaltning af forsikringsordningen. Hvert eneste år har udgifterne til forsikring overskredet budgetterne med et tocifret millionbeløb. Ordningen er skruet sådan sammen, at Fællesfonden skal betale skader for op til 40 millioner kroner om året. Skader ud over det beløb, dækkes de af et privat forsikringsselskab, som Kirkeministeriet har en aftale med.

Ministeriet har med andre ord en »selvrisiko« på 40 millioner kroner om året, men alligevel blev der både i 2000 og 2001 sat langt færre penge af på budgettet til skader. Resultatet har været markante budgetoverskridelser i alle fire år fra 1999. Det er Rigsrevisionen ikke tilfreds med. Heller ikke selv om årene forsikringsmæssigt har været usædvanlige. I november 1999 hærgede en orkan som bekendt landet og smadrede mange kirker. Det gave store udgifter til skader. I 2001 fløj to fly ind i World Trade Center i New York, og det førte blandt så meget andet til kolossale præmieforhøjelser på forsikringer, altså også på den aftale, Kirkeministeriet har med selskabet Alm. Brand.

Den Ny Kirkebog

I 1996 anbefalede Finansministeriet, at kirkebogsføringen blev moderniseret, og i 1998 skrev en arbejdsgruppe under Kirkeministeriet en rapport om en elektronisk kirkebog. Det blev siden til Den Ny Kirkebog, DNK, som blev sat igang af daværende kirkeminister Margrethe Vestager (R) i 1999. Rapporten om kirkebogen indeholdt et budget, som angav, at det ville koste 136 millioner kroner eksklusiv moms at oprette kirkebogen og 37 millioner kroner om året at drive den.

Til trods for, at netop udgifterne til informationsteknologi er steget eksplosivt de seneste år, har Kirkeministeriet igen og igen fastholdt, at Den Ny Kirkebog ikke blev dyrere end budgetteret. Det er Rigsrevisionen bare ikke enig i. Ifølge udkastet til en beretning har ministeriet »glemt« en række udgifter til kirkebogen i sine regnskaber. Derfor er den reelt blevet omkring 20 millioner kroner dyrere at oprette end oprindeligt budgetteret.

Det er dog stadig småpenge i forhold til de samlede budgetoverskridelser på it-området. Det fremgår således, at fra 1999 til 2002 er der brugt over en halv milliard kroner på informationsteknologi, helt præcist 518 millioner kroner, mens der kun var sat 344 millioner kroner af til det formål i budgetterne. Altså en overskridelse på 174 millioner kroner. Heraf var der alene sidste år en overskridelse på 50 millioner kroner! Det er især det såkaldte kirkenet, der har givet alle præster computeradgang til et fælles elektronisk net, som er løbet løbsk.

Tilsyneladende er der slet ikke styr på udgifterne. Der mangler skriftlige kilder, som kan belyse, hvordan budgetterne er blevet lagt, og der er store problemer med at bogføre udgifterne korrekt.

Ikke underligt, at Rigsrevisionen skriver, at Kirkeministeriets budgetter for it-området har været urealistisk lave. Revisionen mener, at ministeriet langt tidligere burde have indført flerårige budgetter, og tvivler i øvrigt på, at målet for it-udgifterne kan nås i 2003.

Lån i stiftsmidlerne

De store økonomiske problemer har sat gang i kreativiteten i Kirkeministeriet. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går, har ministeriet brugt leasingfinansiering i meget stor målestok, for at få enderne til at nå sammen. Rigsrevisonen savner dog en klar begrundelse for den økonomiske visdom i de arrangementer.

En anden kreativ ide var sidste år at bruge stifternes enorme pengekasser, stiftsmidlerne, som kassekredit for Fællesfonden. Kirkeministeriet har tidligere fra 1992 til 2002 ladet Fællesfonden låne i alt 111 millioner kroner i stiftsmidlerne til køb og istandsættelse af kirkens ejendomme og oprettelse af Den Ny Kirkebog. Det har været langfristede lån, hvor Fællesfonden har betalt en rente til stifterne på 4 procent om året.

I 2002 »trak« ministeriet imidlertid 43 millioner kroner i stifterne for at dække underskuddet i Fællesfonden, uden at der blev skrevet lånedokumenter eller beregnet rente. Det var en ny praksis, som flere stiftamtmænd og juridiske eksperter her i avisen kaldte »ulovlig«. Kirkeminister Tove Fergo (V) fik siden en redegørelse fra Kammeradvokaten, som sagde, at Kirkeministeriet formelt havde ret til at disponere over stiftmidlerne, men at der skal betales rente for lån.

Det tog biskopper og stiftamtmænd til efterrretning og indgik en frivillig aftale med Kirkeministeriet om, at der for fremtiden skal skrives lånedokumenter og beregnes rente. Det er slut med, at ministeriet via e-mails trækker penge ud af stifterne.

Rigsrevisionen slår imidlertid fast, at Kirkeministeriet ikke har ret til at disponere over stiftsmidlerne, og at der skal skaffes en klarere hjemmel i loven. Revisionen giver med andre ord biskopper og stiftamtmænd medhold.

Kirkeminister Tove Fergo

Som det fremgår, rammer den skarpe kritik fra Rigsrevisionen både embedsmændene i ministeriet og kirkeministrene fra 1998 og frem, det vil sige de radikale ministre Margrethe Vestager og Johannes Lebech samt den nuværende minister Tove Fergo.

Netop Tove Fergo tog initiativet til Rigsrevisionens undersøgelse, da hun opdagede de store økonomiske problemer i Fællesfonden. På enkelte punkter er der ifølge rapporten også sket forbedringer, for eksempel er der nu omsider nedsat en budgetfølgegruppe, der skal holde øje med økonomien i Fællesfonden. Overordnet er Rigsrevisionen dog yderst kritisk over for den nuværende minister. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går, kritiseres hun skarpt for at have givet Folketingets kirkeudvalg forkerte og mangelfulde oplysninger, både om de meget omfattende leasingaftaler i ministeriet og om det underskud, der opstod i Fællesfonden i 2002.

Ministeren sagde i juni 2002 stærke ord om, at nu skulle der ryddes op, nu skulle der lægges realistiske budgetter, og budgettet for 2002 blev i den anledning skrevet om. Alligevel er der intet sket. Besparelser blev der ikke foretaget, og der blev heller ikke skaffet flere indtægter. Landskirkeskatten blev eksempelvis ikke sat op på grund af regeringens skattestop. Den gruppe, der skulle følge økonomien tæt, blev ikke nedsat i flere måneder, og der skete ingen opfølgning af budgettet. Hvor egenkapitalen for et år siden »bare« var væk, er der i dag et minus på 57 millioner kroner, anslår Rigsrevisionen. Med andre ord, hvis Fællesfonden var en privat virksomhed, ville den være gået godt og grundigt fallit.

Nu bliver det op til Folketinget at afgøre, hvilke konsekvenser Rigsrevisionens beretning skal have. Udkastet til den kan naturligvis blive justeret på enkelte punkter, inden den endelige version præsenteres for offentligheden, men karakteren bliver der ikke pillet ved. Den er »it« - ikke tilfredsstillende.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk