Europa har stadig brug for Gud

Men det virkelige slagsmål kommer til at stå om, hvorvidt der i forfatningen skal indføjes en henvisning til tro på Gud som en af kilderne til de euro-pæiske værdier. De, der ønsker en sådan henvisning, vil have den i præamblen til forfatningen. Deres forbillede er den polske forfatning fra 1997, hvori det blandt andet hedder, at forfatningen er for "både de, der tror på Gud som en kilde til sandhed, retfærdighed, godhed og skønhed, og de, der ikke deler denne tro ..."

Denne formulering tager hensyn til den nye multireligiøse virkelighed i Europa. Den gør ikke forskel på troende. Den udelukker ikke de mennesker, der ikke tror på Gud, men den inkluderer de mange europæere, der mener, at troen på Gud er den dybe inspiration til de værdier, der er årsag til, at de som mennesker er villige til at dele med andre og opføre sig, som man bør i et civiliseret samfund.

Nogenlunde sådan har den tidligere irske premierminister John Brutan, der er et af Det Europæiske Konvents 105 medlemmer, forklaret, hvorfor han støtter den polske formulering.

Modstanderne mod at nævne kristendommen eller religion i det hele taget argumenterer på to fronter. For det første mener de, at stat og kirke er adskilt i Europa, hvorfor der slet ikke bør være nogen reference til religion i en forfatning. For det andet finder de, at en reference til troen på Gud, vil skille og ikke samle.

Det første argument er svagt og misvisende. Denne sag handler ikke om at knytte stat og kirke sammen i en EU-forfatning. Men skal man gå ind på tankegangen, er det - som det fremgår af artiklen på side 12 og 13 i dagens avis - bemærkelsesværdigt, at langt hovedparten af de 15 nuværende EU-lande og 10 kommende medlemslande selv knytter stat og kirke tæt sammen. I fem lande nævnes kristendommens betydning i præamblen til landenes egen forfatning. I endnu flere favoriseres bestemte kirkesamfund i forfatningerne, og staten er i næsten alle lande dybt involveret i borgernes religiøse liv, blandt andet med økonomiske tilskud.

Modstandernes andet argument skal der lyttes til. Måske skiller indføjelsen af en henvisning til kristendom i en EU-forfatning mere, end den samler. Men det er også et formål i politik at markere holdninger. Hvis alle mente det samme, var politik unødvendigt.

Det er tankevækkende, at de stærkeste argumenter for at indføje en henvisning til kristendom kommer fra Tyskland og de østeuropæiske lande, der har lagt diktaturet bag sig.

Hvis et samfund ikke forankrer sine værdier i noget, der er større end det selv, er, risikerer det at ende i totalitarisme. Så- dan gik det i hele den kommunistiske verden, hvor religionen mange steder blev forsøgt udryddet eller sat under skarp kontrol. Totalitarismen er demokratiets modsætning.

Modstanderne mod at indføje en henvisning til kristendom i en EU-forfatning bør derfor nøje overveje, om deres antireligiøse holdning ikke ligner fundamentalistisk sekularisme.

Hvis religionen tages ud af de værdier, som en europæisk union vil basere sig på, er der kun sekulariseringen tilbage som fælles grundlag tilbage. Sekulariseringen som ideologi er intolerant. Et samfund, der ikke kan acceptere, at troen på Gud er kilde til værdier for en række af landets borgere, er ikke et virkeligt demokratisk samfund.

Derfor bør troen på Gud blive nævnt i en EU-forfatning, som en af kilderne til de værdier, der præger europæisk kultur. Europa har stadig brug for Gud.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk