Af Morten Garly Andersen |
15. februar 2003
Paven fraråder et angreb på Irak, mens en amerikansk teologi-professor fastslår, at en krig vil være forenelig med katolsk moral
Mens pave Johannes Paul II i går mødte Iraks vicepremierminister, Tariq Aziz, og opfordrede irakerne til at følge FN´s krav om afvæbning, vurderer en ledende katolsk teolog, at en krig mod Irak er i fuld overensstemmelse med katolicismens doktriner for »retfærdig krig«.
Med udgangspunkt i den katolske katekismus fastslog den amerikanske professor i katolsk teologi Michael Novak i en kommentar i den britiske avis »The Times«, at »en begrænset og forsigtigt gennemført krig med det formål at skabe et regimeskifte i Irak, som en sidste mulig løsning« er en kristen »moralsk forpligtelse«.
I mandags slog Novak samme tone an, da han på invitation fra USA´s ambassadør i Vatikanet talte til en forsamling af diplomater, præster og universitetslektorer i Rom. Her sagde han, at en krig mod Irak er »retfærdig« i forhold til definitionerne på retfærdig krig mod ondskab i de katolske dogmer.
- Vi bør lære, at tilbageholdenhed og svaghed frembringer vold, og at seriøse mål og styrke skaber respekt, sagde Michael Novak, og fortsatte:
- Hvis offentlige autoriteter mislykkes med at gennemføre en krig, lægger de skæbnen i Saddam Husseins hænder og gør sig til gidsler for hans moral.
Fader Gerry O´Collins, der underviser i moralsk teologi ved Vatikanets universitet, er ikke overbevist af den amerikanske teologiprofessors argumenter.
- Hvis det er det eneste, han har at komme med, er jeg ikke overbevist. Og jeg er glad for, at der også er en anden side; paven, de britiske og amerikanske biskopper, som ikke accepterer det og er imod krig, siger han til BBC.
Pave Paul Johannes II, der flere gange har fordømt en krig mod Irak, mødtes i går med Iraks viceudenrigsminister, Tariq Aziz, der selv er kristen. Her gentog paven sin modstand mod en krig, men bad samtidig Irak om »samvittighedsfuldt at respektere« FN´s resolutioner om at opgive sine masseødelæggelsesvåben.
garly@kristeligt-dagblad.dk