»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Dersom hvedekornet ikke falder til jorden…«

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Dersom hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det ene, men hvis det dør, bærer det megen frugt.«

(Joh. 12,24)

Evangelisten Johannes er blevet kaldt »den milde«, og rigtigt er det, at han kan forme sine ord nænsomt og ydmygt, som var han forsonet med alt og alle. Men selv om Johannes ofte giver Jesu ord en varm og blid tone, har han nu ikke fjernet styrken i dem, heller ikke her, og man behøver ikke at læse videre i teksten for at se det.

Johannes kender kun to muligheder i sit liv. Den ene er ensomhedens tørre fattigdom, som hvedekornet ender i, hvis ikke det når sin bestemmelse. Den anden er opstandelse til fællesskab med Gud og andre mennesker. Den peger hvedekornet på, når det opgiver sig selv og sætter frugt i sin død.

Trods ordenes milde tone stilles vi mellem Himmel og Helvede af Jesu ord. Johannes former dem, som om han kender begge dele indefra. Han ved, at ensomhed er den store forbandelse; for vi er ikke skabt til at være ene, og vi pines, når ensomhed lukker sig om os. Det er Helvede at blive låst inde i sig selv og ingen vej vide ud derfra.

Johannes kender også Himmerig så nøje. Han har set ind i det, da han lyttede til Jesu ord og så ham gå gennem lidelse og død, tilbage til den Gud, der sendte ham. Han har set Jesus føje sig efter hvedekornets lov og dagligt leve i tro på, at Gud i Himlene ville give ham alt igen, når han gav sig selv hen i tjeneste for ham og for sin næste. Og han har forstået, at den, der søger sin egen vilje, ender i Helvedes ensomhed, mens Himmeriget er der, hvor Guds vilje råder, og alting føjer sig frit efter ham.

I evangeliet er vejen og målet ét. Den, der vil til Himmerig, er der allerede, når han betræder vejen dertil, selv om vejen også må gås til ende. Men vejen er den, hvedekornet viser: at lægge alt sit eget til side i håb til ham, der skænker liv af døde.

Erling Stougård Thomsen