Sverige kalder

- Hvor mange kunne tænke sig at flytte til Sverige? fortsætter Henry Jakobsson og flytter langsomt blikket fra den ene præst til den anden.

Fem rækker hænderne op, og Viola Törnkvist slår begejstret hænderne sammen.

- Vi behøver jer, siger Henry Jakobsson indtrængende.

- I er velkomne, siger Viola Törnkvist.

Klokken otte fredag morgen kørte minibussen fra Hovedbanegården i København. Stemningen var høj fra begyndelsen, og de danske præster øvede sig i vigtige svenske gloser, allerede før bussen var nået til Helsingør.

- Pølser hedder korv. Og pølsevogn hedder gatukök, lød det på stærkt tillempet svensk.

Flere havde medbragt kort over Karlstad Stift, og området, som er på størrelse med det halve af Jylland, blev ivrigt studeret, mens den svenske teologi fik et par ord med på vejen.

- Er de ikke lidt halvkatolske deroppe? spurgte en.

- Jo, men vi skal give dem evangeliets brød, lød det kvikke svar.

- Hvad hedder syndernes forladelse?

- Forlåt...else? kom det prøvende.

Og der blev planlagt danske konventer og gæsteprædikener i hinandens kommende sogne, mens minibussen kørte de 600 kilometer nordpå til området, hvor Selma Lagerlöf levede, og skovene, som hun blandt andet beskrev i gennembrudsromanen Gösta Berlings saga.

Seks kvinder og fire mænd havde meldt sig på turen, arrangeret og betalt af Den Danske Præsteforening og Karlstad Stift.

- Jeg vil gerne have et rigtigt arbejde. Jeg har søgt i to år, og jeg kan ikke blive ved med at holde til det, sagde Birgitte Hammershøy.

Hun er 50 år og blev kandidat i teologi for to år siden efter en lang karriere i et andet fag. Hun er blevet ordineret til jobtræning i Sengeløse på Sjælland, men et rigtigt embede har hun ikke været i nærheden af. Konkurrencen er hård i Danmark, hvor 150-200 ordinerede arbejdsløse præster slås om de ledige stillinger.

- Sproget er det værste ved at flytte til Sverige, men jeg kan vel lære det, sagde hun.

Sproget var også de svenske menighedsråds bekymring, men vil de danske præster bare forsøge at tale svensk og langsomt, skal det nok lykkes for dem at blive vellidte svenske præster, lød det fra menighedsrådsformænd i stiftet.

Allerede i løbet af weekenden blev præsterne modigere udi det svenske, og i bussen blev der både sunget på svensk fra højskolesangbogen og rullet på r'erne, og ordforrådet blev udvidet med jättebra, trevligt og det svenske ord for hygge med kaffe og te: fika.

Det efter danske forhold enorme stift nord for søen Vänern er stort set dækket af granskove, og minibussen kørte hundredevis af kilometer, hvor den eneste forandring var en sjælden udsigt til små sneklædte byer. Ingen af de arbejdsløse danskere har mod på en tilværelse i et øde område, og der blev spejdet efter tegn på liv i byen Hagfors med to ledige præstestillinger.

- Hvor er forretningerne og svømmehallen? spurgte turens yngste deltager Mette Gabelgaard på 33 år, som i et par år har været halvtidspræst i Otterup på Fyn.

Men bussen måtte køre over en elv og en sneklædt plads, før byen begyndte at ligne en by.

- Se, en tankstation, råbte en præst forrest i bussen, som har en fast dansk stilling, men lyst til eventyr i Sverige.

Og så kom de: tøjforretninger, banker, skoler ...

- Vi har alt her. Jernværk, sygehus, gymnasium, apotek, remsede sognepræst Karin Egebjer op, da præsterne var blevet bænket og bespist med fastelavnsboller.

- Også et bibliotek? spurgte Britta Rahbek.

- Også et diskotek? spurgte minibussens muntre chauffør Klaus Reinhold til forsamlingens store morskab.

- Ja, og vi har også et systembolag, beroligede Karin Egebjer og gik igang med sin beskrivelse af sognet.

6000 sognebørn, 100 begravelser om året, 38 procent af en årgang bliver konfirmeret, kirkegængerne kommer ofte med kommentarer efter gudstjenester og begravelser.

- Men vil I virkelig komme? spurgte hun, og det ville en af de danske præster faktisk.

- Jeg er seriøst interesseret i stillingen som ungdomspræst. Jeg har arbejdet med børn og unge i otte år, før jeg blev præst. Jeg har været præst i en lille landsbykirke. Jeg spiller guitar og kan synge, fortalte han ivrigt på svensk-dansk.

Karin Egebjer så næsten lamslået ud. Så brød hun ud i jubel.

- Det er fantastisk! Jättebra. Hvornår kommer du?

- Snabbt, svarede præsten.

- Til sommer?

- Før, sagde præsten og lagde hånden mod hjertet, da han blev spurgt, hvorfor det lige skal være Hagfors.

- Det kan jeg mærke, sagde han.

Derhjemme har han kone og to små børn. De er også klar til at flytte, fortalte han.

Den svenske kirke blev løsrevet fra staten for nogle år siden, og dermed blev kirken også en af de største koncerner i Sverige. Det betyder, at svenske præster selv forhandler deres løn og arbejdsforhold, mens de danske præster er vant til faste statslige takster.

- En præsteaspirant tjener cirka 19.000 kroner, forklarede sognepræsten Mats Johansson Flygg, der fulgte minibussen rundt i stiftet, og danskerne rynkede panden.

- Svenske kroner?

- Ja, vi har ingen danske kroner her, grinede Mats Johansson Flygg.

Rynkerne blev glattet ud igen, da lønnen for en hjælpepræst - en såkaldt komminist - viste sig at være 23.000-34.000 kroner, mens en sognepræst - kyrkoherde - kan tjene op til 43.000 kroner.

De arbejdsløse danskere mangler penge til flytning og den helt nødvendige bil, før drømmen om at blive præst i Svenska kyrkan kan nærme sig virkelighed, men stift, provstier og arbejdsformidling lovede straks at undersøge alle muligheder for at hjælpe. Ligesom Præsteforeningens repræsentant på turen, Jesper Yde, mente, at foreningen muligvis ville støtte økonomisk.

Danskerne var nærmest betuttede over de åbne arme og døre, der pludselig mødte dem, og efter en middag hos biskoppen i Karlstad, Esbjörn Hagberg, var danskernes varme følelser for Svenska kyrkan så intense, at de måtte lede lidt efter ordene.

- Det var enestående. Den imødekommenhed og store forståelse har jeg ikke oplevet før. Og så var der også en forventning om, at vi kan medbringe dansk teologisk arvegods, sagde Carlo Nielsen, som har været ledig i to år.

Den smukke bispegård af træ er fra 1700-tallet og en af Karlstads ældste bygninger. Indendørs var der buster, antikke møbler og en bred trappe, som førte op til biskoppen og middagen. Dér blev danskerne mødt af et stort opbud af svensk presse, og den charmerende biskop og hans kone, der tog imod.

- Velkommen Trine Dirks. Velkommen Leila Hansen. Velkommen Britta Rahbek ... sagde biskoppen og tog sig tid til at se hver enkelt dansk præst i øjnene.

Det var i bispegården, at danskerne første gang vantro hørte ordet »danofil«, men det var ikke en af weekendens mange sprogforbistringer. Flere af stiftets teologer er så optaget af danske teologiske strømninger, at de kalder sig danofile.

For Iben Sørensen betød det, at hun fik tillid til, at der også er en grundtvigsk-tidehvervsk hylde til hende i det svenske højkirkelige landskab.

- Vi skal ikke kun komme i mangel af bedre, men de ser muligheder i, at netop vi kommer med en dansk teologi. Vi skal ikke blive som dem, men vi skal være os selv. Det er som et godt parforhold, sagde hun, der blev uddannet i 1996, men ikke har haft fast job.

Flere af de danske præster har læst lokale svenske forfattere og er glade for Bellmans viser og andre dele af den svenske kultur. Men de var ikke forberedt på den del af kulturen, som trives i landsbyerne.

- Jeg tror ikke lige, at elgjagt er mig, sagde Anders Blichfeldt ærligt.

Han var en af dem, som i løbet af weekenden fandt et svensk sogn, hvor han havde lyst til at blive præst. Han skulle bare hjem og tale med sin kone om, hvorvidt hun ville have lyst til at blive diakon samme sted - og vise hende de fotografier af svenske landskaber, byer og kirker, han tog undervejs.

Arvika Sogn mangler tre præster, men har 57 ansatte og en årlig omsætning på 32 millioner kroner - oplysninger, som mindede danskerne om, hvor anderledes de svenske kirkelige forhold er.

De gik ellers rundt i byens største kirke, hvor indretningen hverken bød på ikoner eller uvante skrappe farver, som flere andre kirker havde. Præsten Valter Fryxelius satte sig pludselig til kirkens flygel og spillede forspillet til »Dejlig er jorden«, og uden yderligere introduktion stod de danske præster stille og sang højtideligt salmens tre vers. Akustikken i rummen lod tonerne hænge et øjeblik, og selvom svenskerne sang »Härlig är jorden« bredte følelsen af samhørighed sig.

- Kristendommen er universel. Selvfølgelig bliver den altid formet af stedet, men vi hører sammen, sagde Birgitte Hammershøy.

I bussen havde hun medbragt farvebilleder fra internettet af en svensk ordination. De gik fra hånd til hånd, og de hvide folderige præstekjoler og stive præsteflipper blev ivrigt kommenteret.

- De er smukke.

- Jeg vil nu savne den sorte kjole og kraven.

- Det virker mere skandinavisk med de lyse farver.

Om aftenen mødtes danskerne til en lille improviseret fest i Dömle Stiftsgårds tv-stue. Chaufføren delte rundhåndet medbragte danske dåseøl ud, på tv blev Värmlands igangværende verdensbegivenhed, det internationale rally, transmitteret, og så blev sogne ellers fordelt.

- Jeg tror, jeg ta'r Arvika.

- Nej, det kan du ikke. Du får Grums og Åmål.

- Og hvad med Iben og Mette. De to piger skulle jo helst have embeder i nærheden af hinanden.

- Jeg vil bare have et gult træhus og måske nogle heste ...

Søndag klokken 11 kørte minibussen til gudstjeneste i Solbergskyrkan i Grums, hvor danskerne mødte Mats Johansson Flygg iført hvid kjole, stola og musicalmikrofon. Den svenske salmebog er både økumenisk og international, så de danske gæster blev anledning til, at 100 kirkegængere forsøgte at synge en dansk salme - på dansk.

Under kirkekaffen spurgte menigheden nysgerrigt til danskernes svenske planer.

- Det er et stort skridt at tage. Vil I kunne trives i Sverige? Kan I mon lære svensk? spurgte en ældre dame og skyndte sig at tilføje, at danskerne var mere end velkomne.

Det blev til en samtale om ordstillingers forskellighed på svensk og dansk med udgangspunkt i Fadervor, og Mette Gabelgaard fik damerne til at smile, da hun forklarede, at »Den helige Ande« fik hende til at tænke på en hellig and.

En af de svenske arrangører af besøget var rekrutteringsansvarlig Jan Wahlberg. Han rejste allerede sidste år til Danmark for at møde arbejdsløse teologer på møder arrangeret af Den Danske Præsteforening. I julen fik teologerne en lille hilsen fra ham - blandt andet en dåse pastiller med et billede udenpå af en ung kvinde med præsteflip og påskriften »Du behövs i Svenska kyrkan«.

Både julehilsenen, pastillerne og teksten havde gjort indtryk, og i løbet af weekenden forstod Jan Wahlberg, at hans arbejde sandsynligvis ville betyde flere præster i Karlstad Stift i løbet af få måneder.

- Det her er mere, end jeg havde forventet. Jeg ville bare have lov til at vise folk lidt af Karlstad - helt uforpligtende. Men nogen er faktisk klar til at flytte. Jeg er meget opmuntret.

En af dem er Iben Sørensen, der har haft adskillige vikariater i Danmark, men ikke oplever, at de bringer hende nærmere en fast stilling i et sogn.

- Jeg elsker alt dansk, men jeg vil så forfærdelig gerne til at virke som præst. Jeg vil bare have lov til at prædike, døbe og begrave, og når jeg ikke kan få lov i Danmark, vil jeg gerne gøre det her i Sverige. Jeg ved fra mine vikariater, at det er hårdt, men muligt at få nye venner - også når man, som jeg, er 37 år. Så jeg er klar.

Det er den svenske kirke i Karlstad også. I Arvika sluttede de danske præster besøget af med at klappe af værterne, og sognepræsten Valter Fryxelius sagde smilende:

- I behøver ikke at klappe. Bare send os en ansøgning.

Fakta

Danske præster vil til Sverige

Kristeligt Dagblad lavede søndag en rundspørge blandt de ti danske præster, for at høre hvor mange, der er klar til at rejse til Sverige. Fire svarede, at de helt sikkert vil søge stilling i Sverige. Tre var 95 procent sikre, og tre svarede måske.

Svenska kyrkan og Den danske Præsteforening, står bag weekendens vellykkede forsøg på at bringe arbejdsløse danske præster og ledige svenske præstestillinger sammen. Der er i Danmark 150-200 arbejdsløse præster, mens der i Sverige mangler 300 præster.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk