Af Jannie Holm Andersen |
5. december 2006
REPORTAGE: Kristne vil arbejde sammen om at blive bedre til at tackle pressen. Flere kristne grupper føler sig nemlig udsat for en presse-hetz, viste det sig på et tværkirkeligt møde i weekenden
Det er uhørt, at Ekstra Bladet beskriver Menigheden Faderhuset som et "religiøst rædselsregime". Det er uacceptabelt, når den kristne forening Agape i B.T. beskyldes for hjernevask og misbrug af statens penge, mens Jesus svines til i gratisavisen Urban. Men hvis den slags skal standses, må kristne blive bedre til at tackle pressen.
Det var hovedbudskabet på det tværkirkelige møde "Hvad gør vi med mediernes negative omtale af kristne?" som blev holdt i Søstrehuset i Christiansfeld i weekenden med journalist Henri Nissen som mødearrangør.
– Medierne og politikerne er blevet næsten kristendomsfjendske på det seneste, sagde Henri Nissen på mødet og fortsatte:
– Når medierne skriver om kristne, betragtes de ofte som religiøse fanatikere på en lidt hetz-agtig måde. Vi må se, hvad vi kan gøre for at komme ud af den situation.
Og mødedeltagerne, der blandt andet kom fra det katolske trossamfund, flere danske frikirker, Luthersk Mission, Indre Mission, interesseorganisationen KLF, Kirke & Medier og partiet Kristendemokraterne, bakkede op om budskabet.
Deltagernes bud på, hvordan kristne kan blive bedre til at tackle pressen, var mange. Der var forslag om alt fra charmeoffensiver med særlige kristne kursteder til stressede pressefolk, over professionalisering af de kristne foreninger, så de bedre kan håndtere dårlig medieomtale, til kurser i, hvordan de kristne kan blive bedre til at sælge deres budskaber.
Ud over det blev der talt højt og længe om muligheden for at få uddannet nogle flere kristne journalister, skue-spillere og reklamefolk.
For som Henri Nissen formulerede det, "så er det i høj grad de faggrupper, der i dag præger almindelige menneskers tankegang".
Tove Videbæk fra Kristendemokraterne nævnte sammen med journalist Georg Julin, der har frikirkebaggrund, muligheden for at lave en tværkirkelig, dansk komite imod religiøs intolerance og diskrimination. Komiteen kunne så samtidig fungere som talerør, når mediestormene raser over hovederne på små, kirkelige grupper.
Et andet mantra var uddannelse.
– Vi er nødt til at planlægge og lave proaktive kampagner for virkelig at kunne påvirke pressen, sagde medierådgiver og journalist Svend Løbner fra netværket Frikirkenet. Efter Svend Løbners opfattelse er det en strategi, der har vist sig at virke for de danske frikirker.
– Det lønner sig. Nu nævnes frikirkerne i Jyllands-Posten på lige fod med folkekirken og den katolske kirke. Vi er ganske enkelt blevet stuerene, sagde han.
holm.andersen@kristeligt-dagblad.dk Fakta
Kristne i mediestorm
**Deltagerne i weekendens tværkirkelige møde om negative historier om kristne i medierne lagde især vægt på disse artikler:
**1. august 2005, B.T.: Ifølge avisen praktiserer Indre Mission tvangsægteskaber. Overskriften er "Presses til bryllup af Indre Mission".
**9. august 2005, B.T.: "Omvender bøsser for lottokroner." Avisen skriver om den kristne forening Agape.
**16. december 2005: B.T.: Agape er i avisen under overskriften "Hjernevasket for statens penge".
**12. oktober 2006, Nyhedsavisen: "Statsstøtte til advarsel mod onani." Her står blandt andet: "Sundhedsstyrel-sen har givet 40.000 kroner i støtte til en kristen hjemmeside, der advarer mod onani".
**24. oktober 2006, Urban: Komiker Brian Mørk kalder i en artikel Jesus for "et rigtigt røvhul".
**1. november 2006: Ekstra Bladet: I artiklen "Holder unge som slaver" skriver avisen blandt andet om Faderhuset, at unge sjæle bliver "... slavebundne og knækket i et religiøst rædselsregime".
Læs mere om tro og medier på
kristendom.dk