Et kvart århundrede efter hendes død oplever den tysk-jødisk-amerikanskeHannah Arendts filosofi tydeligt nok en renæssance. Hun citeres ustandseligt, hun udgives og genudgives, og rimeligt nok udkommer nu også den første generelle introduktion til hendes forfatterskab på dansk, i form af en oversættelse af den norske filosofiprofessor Einar Øverengets »Hannah Arendt«. I en vis forstand kan denne renæssance forekomme overraskende. Arendts forfatterskab var i vid udstrækning nært knyttet til sin samtid, og det var vel også denne umiddelbare aktualitet, der i 1970'ernes Danmark førte til en stor interesse for Hannah Arendt, en interesse der kulminerede med, at hun blev tildelt Sonningprisen i sit dødsår 1975.
Men selvom Hannah Arendt forholdt sig til sin samtid og dens politiske problematikker, så er det karakteristisk, at hun altid hæver diskussionerne op over døgnflue-niveauet. I den ene ende er hendes forfatterskab forankret i den politiske virkelighed - fra holocaust til studenteroprøret - men i den anden ende hæver det sig højt over tidernes fluxus og udleder evigt gyldige begreber og distinktioner ud af de aktuelle begivenheder. Det er vel netop dette sidste, der gør, at hendes forfatterskab, i modsætning til så mange andre af periodens politiske refleksioner, virker umiddelbart vedkommende i dag.
Forfatterskabets kvaliteter er ganske enkelt indiskutable, og derfor kan man godt tillade sig at nævne, at Hannah Arendt også fascinerer i kraft af nogle forhold, der ligger i periferien af forfatterskabet. Naturligvis spiller det ind, at hun fremstår som en af de relativt få kvindelige helte i den akademiske teoris ellers meget maskuline verden. Og naturligvis bidrager det til legenden, at hun i sine purunge studenterdage ikke blot var elev hos filosoffen Martin Heidegger, men også i en periode den berømte professors elskerinde. I kraft af hendes markante personlighed og egensindige natur virker det dog aldrig, som om hun er i fare for at forsvinde i Heideggers skygge. Men forholdet spiller ikke desto mindre på flere planer en væsentlig rolle. Deres veje skilles i 1933 - omend ikke for stedse. Mens Hannah Arendt må følge strømmen af flygtende jøder til Amerika, følger Heidegger i stedet strømmen af tyskere ind I NSDAP.
Dette historiske skelsår kommer også til at afstikke banen for Arendts forfatterskab.
Som Øverenget fremhæver, havde hendes filosofiske interesser ikke tidligere haft nogen særlig politisk drejning, men det forfatterskab, der begynder at tage form efter krigen, cirkler hele tiden rundt om det politiske, ofte med direkte udgangspunkt i nazismen, mest markant i hendes første hovedværk om det totalitære samfundssystem fra 1951 og 10 år senere i hendes legendariske reportage fra retssagen imod Adolf Eichmann i Jerusalem.
Hannah Arendt er en fremragende skribent, men altså også forvalter af et stort liv. Hendes livserfaring er et koncentrat af århundredets historie, og hun har som ligeværdig plejet omgang med adskillige af periodens markanteste personligheder. Selvom hendes værk bærer præg af en mangfoldighed af inspirationer, har det dog sin ganske særegne tone, der tydeligt nok udspringer af en ganske særlig personlighed.
Einar Øverenget forholder sig rimeligt nok til liv og værk som »Gesamtkunstwerk«. Derved bevæger han sig ud i den vanskelige genre »den filosofiske biografi«. Blandt de relativt få vellykkede eksamplarer i genren huskes fra de seneste år navnligt Rüdiger Safranskis værk om Heidegger - hvor Hannah Arendt også spiller en væsentlig birolle. Samme højder når Øverengets værk ikke. Det har sine vanskeligheder med genrens grundlæggende skisma: Hvorledes forbinder man livsbeskrivelsens umiddelbare charme med formidlingen af et abstrakt filosofisk stof? Det helhedsbillede af liv og værk, som Hannah Arendts biografi i sjælden grad lægger op til, bliver aldrig foldet helt ud, og dog er Øverengets bog en ganske anstændig behandling. Bogen består væsentligst af tekstlæsninger, der oftest er redelige og ret grundige, men i deres temperament også temmelig langt fra Hannah Arendts smittende skrivestil.
Bogen er forsøgt skrevet til filosofisk uskolede, hvad der i sig selv er sympatisk nok. Alligevel bliver det problematisk for bogens sammenhængskraft. Man savner generelt omgivelserne, både de filosofiske og de historiske, i Øverengets læsning, der virker kejtet, de gange den alligevel søger at etablere forbindelser til filosofihistorien og den politiske historie. Præcisionen og overblikket er her tydeligt nok langt fra Hannah Arendts rigtigt nok også imponerende standard. Ikke desto mindre er bogen bestemt anvendelig som den introduktion, der også er behov for til Arendts undertiden noget flyvske forfatterskab.
Einar Øverenget: Hannah Arendt. 260 sider. 250 kr. Gad.