Det frie valg der løb ud i sandet

Friheden til pasning af eget barn er på vej, lyder det glade budskab fra venstremanden, Flemming Oppfeldt den 13. december i Kristeligt Dagblad. Samtidig går han i rette med mig, fordi jeg har gjort opmærksom på, at regeringens tilskudsordning til pasning af egne børn er stærkt reduceret i forhold til Venstres oprindelige forslag om, at pengene skal følge børnene.

Det er et temmelig håbløst ærinde, Oppfeldt er ude i, for det er et ubestrideligt faktum, at tilskudsordningen afviger fra Venstres oprindelige forslag, der gav mulighed for tilskud i hele barnets førskolealder og ikke kun i et enkelt år, sådan som det blev i det endelige forslag.

Kender man lidt til området, ved man også, at grunden til denne afgørende reducering var, at tilskudsordningen skulle gøres spiselig for den konservative regeringspartner, der aldrig har været tilhænger af, at pengene skulle følge børnene. Det ville virke mere troværdigt, hvis Oppfeldt henviste til denne politiske nødvendighed, som nu engang hører til vilkårene i politik, i stedet for at gøre en dyd ud af nødvendigheden.

Helt forsludret bliver det, når Oppfeldt oplyser, at den nye etårige barselsorlov til fulde kompenserer for forældreorloven, når enhver ved, at forældreorloven gav mange mulighed for (men ikke ret til) op til halvandet år hjemme hos barnet. Altså et halvt år mere end den nye barselsorlov.

Konklusionen på forløbet er, at pengene ikke kom til at følge barnet, og at friheden til pasning af eget barn langt fra er en realitet. I stedet har nogle forældre i nogle kommuner fået mulighed for en orlovslignende ydelse, som bestemt er fin og glimrende, men som højst er et første forsigtigt skridt i retning af frit valg mellem udepasning og hjemmepasning.