Af Katrine Winkel Holm |
17. december 2002
BØRNEPASNING: 30 års offentlig børnepasning har betydet, at mange ikke kan se den principielle forskel på vuggestue og hospital og føler sig lige afhængige af begge dele
Friheden til pasning af eget barn er på vej, lyder det glade budskab fra venstremanden, Flemming Oppfeldt den 13. december i Kristeligt Dagblad. Samtidig går han i rette med mig, fordi jeg har gjort opmærksom på, at regeringens tilskudsordning til pasning af egne børn er stærkt reduceret i forhold til Venstres oprindelige forslag om, at pengene skal følge børnene.
Det er et temmelig håbløst ærinde, Oppfeldt er ude i, for det er et ubestrideligt faktum, at tilskudsordningen afviger fra Venstres oprindelige forslag, der gav mulighed for tilskud i hele barnets førskolealder og ikke kun i et enkelt år, sådan som det blev i det endelige forslag.
Kender man lidt til området, ved man også, at grunden til denne afgørende reducering var, at tilskudsordningen skulle gøres spiselig for den konservative regeringspartner, der aldrig har været tilhænger af, at pengene skulle følge børnene. Det ville virke mere troværdigt, hvis Oppfeldt henviste til denne politiske nødvendighed, som nu engang hører til vilkårene i politik, i stedet for at gøre en dyd ud af nødvendigheden.
Helt forsludret bliver det, når Oppfeldt oplyser, at den nye etårige barselsorlov til fulde kompenserer for forældreorloven, når enhver ved, at forældreorloven gav mange mulighed for (men ikke ret til) op til halvandet år hjemme hos barnet. Altså et halvt år mere end den nye barselsorlov.
Konklusionen på forløbet er, at pengene ikke kom til at følge barnet, og at friheden til pasning af eget barn langt fra er en realitet. I stedet har nogle forældre i nogle kommuner fået mulighed for en orlovslignende ydelse, som bestemt er fin og glimrende, men som højst er et første forsigtigt skridt i retning af frit valg mellem udepasning og hjemmepasning.
Derfor virker det ufrivilligt komisk, når Oppfeldt stolt proklamerer, at det frie valg er på vej, fordi regeringen vil indføre frit valg mellem daginstitutioner på tværs af kommunegrænser. Dette udmærkede forslag fra petitesseafdelingen har nemlig absolut intet at gøre med det frie valg mellem institutioner og hjemmepasning, som Venstre har været bannerfører for i en årrække.
Så er der dem, der mener, at folk, der vil passe deres børn selv, helst skal tie stille og være tilfredse med alt det gode, staten gør for dem. Til dem hører sognepræst, Peter Nejsum, der mener, at sådanne særlinge, der fravælger vuggestuens velsignelser, ikke har krav på hverken kompensation eller tilskud. Et synspunkt, man kunne respektere, hvis samme Nejsum havde gjort sig til talsmand for fjernelse af det store (men knap så synlige) institutionstilskud, som forældre med børn i institution modtager. Det er tilsyneladende ikke tilfældet. Nejsum hylder tværtimod det synspunkt, at hjemmepassende forældre pænt kan være med til at finansiere hans børns institutioner over skatten - helst uden at kny. Begrundelsen for dette i sandhed ædle synspunkt er, at man jo heller ikke giver tilskud til dem, der fravælger det offentlige sundhedsvæsen.
Der er bare en grundlæggende forskel på et barn og et brækket ben. Forskellen er, at det ikke er enhver beskåret at kunne sætte et ben sammen, det kræver sådan cirka ti års uddannelse at kunne klare den opgave tilfredsstillende. Har man et brækket ben, er man reelt hjælpeløs og afhængig af professionel ekspertise.
Derimod kan ethvert almindeligt menneske tage sig af sit eget barn, det kræver ingen professionalisering, og som forælder er man derfor ikke hjælpeløs og ikke afhængig af professionel ekspertise. Man vælger selv, om man vil passe sit barn eller overlade pasningen til andre, og der er derfor intet argument for, at staten ensidigt giver tilskud til dem, der vælger den ene løsning.
Konsekvensen af 30 års statsliggjort børnepasning har betydet, at mange ikke kan se denne helt principielle forskel på vuggestue og hospital og føler sig lige afhængige af begge dele. En tendens, der bl.a. viser sig ved, at institutionerne officielt ikke længere kun er et tilbud til forældre med pasningsbehov, men at hjemmegående forældre indstændigt opfordres til at sende deres børn af sted, fordi børnene angiveligt har et »stimuleringsbehov«, som forældrene ikke selv kan opfylde. En ubehagelig tendens, der bidrager til at gøre forældre mere hjælpeløse, end de er.
Peter Nejsums tankegang er typisk for velfærdsdanskeren, der ikke kan skelne mellem den hjælpeløses behov for hjælp og den velfungerende borgers livsstilsbetingede til- og fravalg.
Katrine Winkel Holm er cand.theol. og formand for Småbørnsfamilieforeningen for økonomisk ligestilling (Samfo)
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad