De baltiske staters skæbne

Livet i og omkring KB-Hallen foregik ret livligt. En af spillerne på fodboldbanen var en et-benet invalid med to krykker, og i swimmingpoolen svømmede en 18-årig rundt med kun en arm. På mit spørgsmål om, hvor han havde mistet sin arm, svarede han: »ved Narva«. Narva var grænsebyen mod Sovjet, og de estiske tropper, der blev tilbage - efter at tyskerne var retireret - havde forsvaret sig bravt.

I frivagten kunne vi frit omgås flygtningene, der var næsten ligeligt fordelt mellem estere, lettere og litauere. Uden for tjenesten opholdt vi os meget i hallen og blandede os med dem. Vi hyggede os i KB-Hallen. Om aftenen var der ofte musik og dans, og tiden var ikke uden romantik. Selv blev jeg forelsket og senere gift med en ung estisk kvinde. Med lister og pap ændrede flygtningene hallen til en lille by med stræder og seperatkabiner, hvor der lige var plads til en seng og omklædning. Estiske kunstnere malede et billede af Tallinn på endevæggen, med det karakteristiske tårn »Lange Hermann«.

Under samtalerne kom vi selvfølgelig ind på, hvorfor de flygtede. Siden frihedskrigene i 1918-20 havde de tre lande været uafhængige, men i 1939 forlangte Sovjet baser, og de var for små og svage til at kunne afslå. I Estland var der ca. fem procent kommunister, og da de i juni 1940 demonstrerede, blev de støttet af russiske bajonetter, og regeringen blev afsat. Kort efter blev alle tre lande gjort til sovjetrepublikker uden mulighed for indsigelse.

Estland, der kun er lidt større end Danmark, havde i 1939 omkring 1,2 millioner indbyggere. Letland og Litauen var begge ca. 30 procent større, men ligeledes tyndt befolkede. I juni 1941 blev der fra Estland deporteret 10.000 mennesker til Sibirien, heraf mange kvinder og børn. Og i løbet af sommeren mobiliserede Sovjetunionen 30.000 unge mænd. De blev indrulleret i sovjethæren og i arbejdslejre. Havde tyskerne gjort tilsvarende i Danmark, ville det have betydet indrullering af over 100.000 unge mænd til den tyske hær og tvangsarbejde. Forholdene i Letland og Litauen var næsten analogt.

Formålet var klart russificering. Store dele af befolkningen blev fjernet med magt, og russere rykkede ind i deres sted. Selv efter mere end 45 års ophold i Estland taler kun få af russerne estisk, skønt 1500 estiske ord er nok for at få et estisk pas.

Måden, deportationerne fandt sted på, lignede de tyske koncentrationslejrtransporter. Det foregik i kreaturvogne med ca. 30 personer i hver vogn. Efter krigen fandt man en aflåst kreaturvogn fyldt med lig. Den var simpelthen blevet glemt. De, der havde mulighed, prøvede at flygte. Alt sejlbart blev brugt, og en del skjulte sig i de store skove.

Da krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen brød ud i 1941, troede man på en mildning, men håbet glippede hurtigt. Tyskernes besættelse blev blot anderledes. »Tyskerne befriede os for russerne, hvem skal nu befri os fra befrierne?«, hed det blandt esterne.

Sovjetunionens storangreb i 1944 førte til, at tyskerne trak sig tilbage. Esterne tog selv kampen op og kæmpede fortvivlet for deres land, selv 14-årige drenge tog del i kampen. En estisk division på 11.000 mand forsvarede området ved Narva så godt, at sovjethæren blev standset og led alvorlige tab. Så gennembrød russerne Letlands grænse og kom sydfra. Hovedstaden Tallinn faldt i september 1944, efter at russiske fly med brandbomber havde tæppebombet byen. 40 procent af byen nedbrændte.

For at bryde den sidste tyske modstand, indsatte russerne estiske tropper, der havde vandret fra Ural-bjergene til deres hjemland. Mange af dem faldt uden at have set hjemmet, siden de blev mobiliseret tre år tidligere. Sovjetunionen havde igen hele magten.

Med deportationer, mobilisering og drab havde Estland i perioden 1941-44 mistet omkring 200.000 mennesker. I de omtumlede dage, hvor Sovjetunionen trængte frem, flygtede 70.000 til Vesten. Selv robåde blev brugt. Mange søgte til skovene og fortsatte en modstandskamp, der dog syntes udsigtsløs. I Sverige blev der etableret en slags central, der sørgede for emigration til bl.a. USA, Sydamerika og Australien.

Med Sovjetunionens genbesættelse blev der sat stærkere ind med kollektivisering af landbruget, og i 1949 fulgte fornyede deportationer. Over 20.000 mennesker blev i kreaturvogne tvangsdeporteret til Sibirien. Påskuddet var, at de var kulakker (bønder), der havde udnyttet befolkningen. Fakta, at det hovedsagelig var kvinder, børn og gamle, der blev ført væk. De unge mænd var allerede tvangsmobiliseret og deporteret.

Men lad os se på forhistorien. Estland er et ungt demokrati. Ifølge sagnet fik vi Dannebrog i 1219 i slaget ved Lindanise nær Tallinn. Ud over at have været under dansk herredømme, har Estland været under tyske riddere samt under svensk, polsk og i ca. 200 år under russisk regime. Først i 1919 blev landet selvstændigt. Sprogstammen er den finsk-ugriske og ligner finsk, som norsk ligner dansk. Lettisk og litauisk sprog er meget forskelligt fra estisk. Litauisk minder om polsk.

Samtidig med revolutionen i Rusland opstod der en frihedskrig i Estland, der endte med løsrivelse og skabelse af en republik. I mellemkrigsårene blev mange store godser fra det forrige århundrede udstykket. Af 840 riddergodser fik de oprindelige ejere efter freden i 1920 lov til at beholde 40-50 ha (ca. 100 tønder land). I årene 1920-38 skete der en kolossal udvikling i alle erhverv, som krig og besættelse dog slog dybe skår i. Udviklingen i Letland og Litauen har været meget tilsvarende.

Det er forståeligt, at alle tre lande har et køligt forhold til Rusland og kæmper for at undgå russisk herredømme, som de har så smertelige erfaringer med. Også danskere - der har lidt tab under besættelsen - har svært ved at forlige sig med tyskere.

Flere store danske aviser har bragt nogle artikler om de baltiske lande. Det er dog væsentligst blevet om balternes forskelsbehandling af russerne samt om deres kølige holdning til russerne - uden at komme ind på baggrunden herfor.

Balternes tab og lidelser har været mange gange større end vore. Hvordan havde vi danskere mon haft det med tyskerne, hvis de i et halvt århundrede havde været herrefolk i vort land?

Svend Grundtvig,

pensionist

Bispevangen 8, 9. tv.,

Ballerup