Det er billedet der kommer til mig

Når hun skal udsmykke en kirke, skal hun ind i den, og første gang uden nogen ved, at hun er der.

– Jeg sætter mig på bageste række og kigger og åbner mig for rummet. Tænker på de tanker, der er gjort i rummet søndag efter søndag og på andre dage. Et kirkerum er et kraftfuldt og helligt rum, og det skal ikke være en Maja Lisa Engelhardt-kirke eller en kunstudstilling. Det væsentligste er trods alt ordet.

– Jeg kan ikke bestemme noget eller forberede noget, inden jeg går ind i kirken. Jeg har ingen retning for kunsten eller et formål med den. Jeg har heller ikke noget budskab. I virkeligheden har jeg ingenting til at begynde med.

Hvis hun efter et stykke tid ikke får en fornemmelse af, at hun er i stand til at løse opgaven, er hun ikke den rette kunstner.

– Det er som at tage et spring ud i det blå uden at vide, hvor jeg lander. Jeg ved ikke, om jeg slår mig på nogle klipper undervejs, men i faldet kan det være, at jeg lander et eller andet sted, hvor der er et klippestykke, jeg kan hvile mig på. Det er så dér, billedet kommer til mig. Eller fornemmelsen af billedet. Det er virkelig billedet, der kommer til mig. Jeg har ingen kontrol over det.

Hvordan er den tilstand?

– Den er forfærdelig. Jeg vil helst ikke lyde teatralsk, men det er meget voldsomt. Det er også derfor, jeg resolut går over i mit atelier hver eneste dag og arbejder. Så håber jeg, at angsten for billedet ikke kommer over mig.

– Min måde at arbejde på betyder, at jeg ikke ved, om det hele er slut i morgen. Da jeg føler, at motiverne og billederne er ude af mine hænder, kan det være, at jeg i morgen intet kan lave. Jeg tænker ofte på det, men sådan må det være. Jeg har ikke en bestemt metode eller et bestemt emne. Det eneste, jeg ved, er, at jeg har naturen gemt i mig, og det er noget, jeg som menneske er dybt engageret i, ligesom jeg er engageret i kristendommen. Men ét er at vide og føle sådan. Noget andet er at give et billede udtryk. Der har jeg intet sikkerhedsnet, det er billederne, der bestemmer.

Det er også billederne selv, der fører penslen, når fornemmelsen fra kirkebænken skal udkrystallisere sig til noget konkret.

Maja Lisa Engelhardt kan ikke stå med det hvide lærred og tænke struktur og opbygning. Hun er nødt til at gå i gang.

– Når man skal bygge et billede op, finder man ud af, hvad man kan. Og der kan jeg se, at jeg kan ingenting. Det er totalt kaos. Derfor er det et rent fysisk arbejde for mig, for jeg ved reelt ikke, hvordan billedet skal se ud.

– Jeg begynder med nærmest at svine lærredet til. Som en arbejdsmand maler jeg nogle kulisser, som er helt ubrugelige, og hvor der intet er bortset fra nogle strukturer og farver. Jeg maler sådan i flere dage, mens jeg er vild og vred og ophidset, og der er intet indhold i billedet. Men så lige pludselig, måske på tredje- eller fjerdedagen, kommer billedet til mig. Men ikke før jeg er helt tavs inden i mig selv og intet har på hjerte. Ikke før jeg lader billedet bestemme, sker der noget.

Derfor er Maja Lisa Engelhardt ikke i stand til at lave endegyldige skitser af sine billeder. Hun maler og afleverer et færdigt billede og beder de menighedsråd, som kontakter hende, om at have tålmodighed. Og hvis menighedsrådet ikke kan lide det, er der ikke noget at gøre ved det.

– Det er enten eller for mig, og det kræver alt, når det skal laves. Jeg vil ikke have, at nogen skal føle sig presset, så hvis de ikke kan lide det, kommer det nok til at hænge et andet sted.

Når Maja Lisa Engelhardt laver en udsmykningsopgave i en kirke, handler det om håb i en verden, hvor man som menneske nemt kan føle sig hjemløs. Håbet finder hun selv i kristendommen og i troen. Den menneskelige verden har hun mistet tilliden til, men ondskab og mistillid skal ikke få lov til at sejre, mener hun.

– Der er ikke noget omkring mennesket, man kan tro på mere, når man ser, hvad mennesker kan finde på. Men jeg vil ikke lade mig føre med af det. Jeg kan stadig gå udenfor og kigge på himlen og være dybt taknemmelig over, at solen står op, og at den går ned igen.

Indtil Maja Lisa Engelhardt lavede sin første kirkeudsmykning, har hun udtrykt sig igennem landskabsmaleriets form, hvori man ikke kunne genkende menneskelignende skikkelser. Men med hendes kirkeopgaver kom kristusskikkelsen ind i hendes billedværk.

– I de kirker, hvor jeg både har lavet altertæppe og altertavle, har jeg ladet et motiv fra Det Gamle Testamente være gemt i altertæppet. Ved altertæppet knæler man, inden man modtager brødet og vinen, og så kigger man ned på det, der er årsagen til, at vi har kristendommen og Det Ny Testamente. Det er den usynlige Gud, der er til stede i Det Gamle Testamente, mens afklaringen og det synlige findes i Det Ny Testamente. Mens det ifølge Det Gamle Testamente er forbudt at møde Gud, kan man i kristendommen møde Kristus ansigt til ansigt. Den afklaring synes jeg er smuk, og den har jeg lyst til at arbejde med i sammenhæng med kirkekunsten.

Maja Lisa Engelhardt arbejder ikke med en historisk Kristusfigur, men med Kristusfiguren som det hver dag mulige opstandne menneske.

– Hvis du vil have beviser, kan du ikke sige, at du er troende, for hvis du har beviserne, behøver du ikke at tro. Det er helt paradoksalt, men troen eksisterer ikke, hvis du har en viden. Det er ikke svært at tro på noget, man ved, men det er virkelig svært at tro på noget, man ikke ved.

Selvom hun aldrig har malet noget, der bare kan minde om et ansigtstræk på de Kristusfigurer, hun har lavet, har det været svært nok at få Kristus ned i en kon-kret skikkelse. Hun vil nødig lave noget, der er falsk eller blasfemisk.

– Det er derfor, jeg kun tilnærmelsesvis maler Kristus og ofte i modlys. Menneskers ansigter i modlys kan man ikke se, dem, skal man tro, er der, ligesom man skal tro på Kristus.

Det er netop troens grundlag, der ifølge Maja Lisa Engelhardt karakteriserer kirkekunsten. Modsat al anden kunst forudsætter kirkekunsten det fikspunkt, som er Kristus.

Her skal man forholde sig til det kristne budskab, mens man i anden form for kunst selv kan tilægge den hvilken betydning som helst.

– Et landskabsmaleri kan man se på og hvile i. Man kan tillægge det en religiøs stemning, men man kan også lade være. Men når man ser Kristi skikkelse, er man nødt til at forholde sig til det kristne budskab og spekulere over troens paradoks.

Hvad er troens paradoks set med dine øjne?

– Paradokset er, at du skal tro på, at Jesus er opstået. Vi kan forholde os til, at han udførte mirakler, og at han blev udsat for store pinsler og til sidst blev korsfæstet. Vi ved i hvert fald, at mennesket har ondskab i sig. Men du er nødt til at forlige dig med, at Kristus opstod. Det er det, der afgør, om du er troende eller ej.

Selvom Maja Lisa Engelhardt laver meget andet end kirkekunst, er det noget helt særligt for hende at give det kristne budskab et kunstnerisk udtryk. Kunsten i kirken sættes ind i en større sammenhæng og har et større formål end blot at være dekorativ.

– Jeg er selvfølgelig glad for at være repræsenteret på Statens Museum for Kunst og andre steder, men i kirken går jeg ind i menneskers sorger og glæder. Kunsten kommer ind i et rum, hvor forældre døber deres børn, hvor mennesker bliver gift og begravet, og hvor der hver søndag er en højtidelighed. I en virksomhed eller andre steder i det offentlige rum kan man bare gå forbi kunsten, men i kirken sætter man sig ned og lytter, og øjnene ser på kunsten. Jeg føler, jeg har en forbindelse med andre mennesker via billedet. Det er en stor oplevelse, og det gør det meget forpligtende for mig at arbejde med kirkerummet.

Hun går til opgaven med dyb alvor. Målet er at få kunsten til at arbejde sammen med forkyndelsen.

– Man skal gå til opgaven med en respekt for, at kirkerummet er et helligt rum. God kirkekunst skal arbejde sammen med ordet, ikke modstride det, og den skal stille spørgsmål, ikke give svar. I nogle kirker hænger der den gladeste, smilende, rødkindede og lyslokkede Kristus som den gode hyrde, men hvad kan du som menneske bruge det til i dag? Det er rent dekorative billeder, som ikke stiller spørgsmålet, men giver svaret. Hvis man er i dyb sorg eller i en krisesituation, kan man ikke tro på et sådant glansbillede. Der har man brug for et billede, som åbner mere, end det lukker og tager dig ved hånden. Kirkekunstens vigtigste opgave er dialogen og at åbne veje sammen med ordet. Man skal ikke stoppes, når man kigger på et billede. Tankerne skal fortsætte.

duus@kristeligt-dagblad.dkFakta

Maja Lisa Engelhardt

**Født i 1956 på Frederiksberg i København. Uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1978-80.

**Debuterede i 1985 med udstillingen "Klædebon" i Nikolaj Kirke i København og har siden haft adskillige separatudstillinger herhjemme og i udlandet. Blev i 2001 medlem af kunstnergruppen Corner.

** Har lavet udsmykninger til 10 kirker i Danmark, herunder Skelund og Holsted kirker. Hun har desuden lavet en lang række udsmykninger til private og offentlige institutioner, herunder Danmarks Radio, Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg og Højesteret. Hun er blandt andet repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Ball State Museum of Art, USA.

** Hun er blevet tildelt Rockwool Prisen i 1988, Prins Henriks Legat i 1989, Nordisk Førstepris for farvesætning af Roskilde Museum i 1999 og Tagea Brandts Rejselegat.

** Hun har blandt andet illustreret Saxos Danmarkshistorie og Pär Lagerkvists "Aftenland" i Suzanne Brøggers nyoversættelse.

** Privat er hun gift med kunstneren Peter Brandes. Siden 1980 har parret været bosat i Frankrig og Irland.