Europas historiske lære

Det gjaldt især de såkaldte anabaptister, der var datidens mest forfulgte religiøse mindretal. Det var blandt dem, at kravet om generel religionsfrihed kom for første gang efter kejser Konstantins fusion af kristendom og politik i 300-tallet. Og det er de facto hos kejser Konstantin og hans efterfølgere, at grunden blev lagt for den diskussion, der nu pågår om religionens plads i Europa og dermed i EU's kommende grundlov. Skyggerne er lange.

Anabaptisternes førende teolog hed Balthazar Hübmaier. Han blev brændt på bålet i Wien i 1528, mens tyrkerne - dvs. muslimerne! - bogstaveligt talt belejrede byen. Fire år tidligere havde han skrevet et lille skrift med titlen: »Om kætterne og om dem, der brænder dem«. Skriftet indeholdt 36 teser, der blev (næsten) lige så vigtige for anabaptister som Luthers 95 teser for lutheranerne! Et par af de centrale teser, som stadig har gyldighed, lyder: »Enhver kristen har et sværd, der skal bruges mod de gudløse; det hedder Guds Ord« (21). »Kættere skal overvindes med hellig vejledning, ikke med tvang, men venligt« (3). »En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vore midler, hverken ved sværd eller ved bål og brand, men alene ved tålmod og forbøn« (16). Og »Den lov, der kræver kættere dømt, er skabt af Djævelen« (36). Hübmaiers position vandt som bekendt ikke gehør i 1500-tallet. Først i 1900-tallet blev tankerne nedfældet i bl.a. FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948.

I lyset af den europæiske reformationshistorie bør det blive en umistelig lektie, at vi forfejler evangeliets hensigt, hvis vi vil beskytte det med politiske magtmidler. Kristendom må som religion ikke bindes til et europæisk territorium - med »emigrationspligt« for andre religioners troende. At gentage dette til geografiske regioner bundne »del og hersk-princip« - nu mellem europæiske »kristne« og ikke-europæiske »muslimer« - kan blive optakten til et nyt religiøst blodbad - og det vil i hvert fald være et tilbageskridt af dimensioner for de politiske og religiøse rettigheder, som vi i århundreder har kæmpet hårdt for at opnå. Sporene skræmmer, og vi burde have lært, at troens kamp skal føres med åndens magt og ikke magtens ånd.

Derfor er det helt afgørende, at EU også fremover bliver et politisk projekt. Hvor grænserne skal trækkes, må afgøres på baggrund af politiske overvejelser. Og bag disse skal menneskerettighederne, der kan begrundes både humant og kristent, findes som det kit, der binder os sammen som europæere - dvs. kristne på lige fod med andre religiøse eller irreligiøse medborgere.

Som kristen er jeg selvsagt ikke ude på at afskaffe kristendommen i det nye Europa. Historisk og aktuelt hører jeg hjemme i en kirke, der arbejder i mission. For kristne består mission i at sætte evangeliet i omløb i frihed - uden politisk protektionisme eller magtanvendelse. Hvis vi tror på Helligåndens kraft over os som Jesu Kristi kirke i mission, så er vort projekt skærmet af noget langt større, nemlig løftet om Guds velsignelse og nærvær. Og det er alt rigeligt til at være kirke - også i et nyt Europa.

Bent Hylleberg,

Rektor og studieleder på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) og baptistpræst,

Kvarmløsevej 37 B,

Tølløse