EU og de kristelige værdier

Når magten bliver religiøst begrundet, bliver den utilgængelig for rationelle argumenter, og hvor kirke og præster får politisk magt, forsvinder tolerancen. Erfaringen har vist det. De lutherske har ikke været bedre end de reformerte, katolikkerne og de græskortodokse.

Men det er ikke blot politisk uacceptabelt. Lige så vigtigt er det, at det er kristeligt uacceptabelt. Det er i sig selv en tvivlsom sag at tale om kristelige »værdier«, som om det kristelige er en ejendom, man har til rådighed og kan disponere over. Endnu mere tvivlsomt er det, når man ikke fortæller, hvad det skulle være for nogle vædier. Det lyder, som om der skulle være noget kristeligt fællesgods, som vi alle i Europa havde del i, hvad enten vi er troende eller ej, om vi er socialister eller liberalister eller om vi bor i lande, der er dominerende protestantiske, katolske eller ortodokse.

Hvad er det for værdier? Må vi få navn på? Er det næstekærligheden? Er det en fælles kulturel og politisk værdi? Eller er det respekten for menneskeliv? To verdenskrige modsiger det. Eller skulle det være demokratiet? Demokratiet er en sildeføding i det kristne Europa og er næppe født af kristendommen. Markedsøkonomien, som er grundlaget for EU, kan det vel ikke være. Jeg har svært ved at få øje på et sæt værdier, jeg skulle have fælles med paven i Rom, patriarken i Moskva og Jesper Langballe.

Så længe vi ikke får at vide, hvad de »kristne værdier« er, som indgår i unionens grundlag, er henvisningen helt uforpligtende. Så tjener den kun til at demontere den sprængkraft, der kan være i kristendom, når den bliver sluppet løs. Det var dyrt for kristendommen, da den med den konstantinske kirkefred i begyndelsen af 300-tallet lod sig inddrage som statsfundament i romerriget; den blev til understøttelse af magthaverne og legitimering af kejsernes uretfærdigheder mod egne borgere og mod rigets fjender; men de fik dog indflydelse på forståelsen af retten, fik skabt bedre vilkår for slaver og kvinder og børn og fik - trods alt - sat visse grænser for kejserens absolutisme. Med en almen henvisning til anonyme »kristne værdier« bliver kristendom brugt til at legitimere EU´s politik uden nogen udsigt overhovedet til, at der er indhold i det.

Den vigtigste »kristelige værdi«, jeg kender, er den anklage, kristendommen retter mod mig og mod andre for min og vores selviskhed og uret. Den kristelige værdi er, at vi bliver fastholdt på vor skyld og bliver sat til at bede om, at vi må forbedre os dagligt i et helligt liv og levned, som det hedder i den gamle indgangsbøn. En fremhævelse af dén »kristne værdi« kunne der være brug for som fortegn for det europæiske samarbejde. Den kunne give os, herunder vore politikere, tilskyndelse til at konsultere vores samvittighed, når der skal træffes beslutninger. Tjener de også de svage og de fattige? Fremmer de retfærdighed og barmhjertighed? Eller tjener de til at befæste vort eget økonomiske, politiske og militære herredømme?

Men at skilte med kristelige værdier, når man ikke taler om vores skyld, bidrager til at lukke munden på det evangelium, der skal være til trøst for de spage og tugt for de trygge.

Niels Thomsen er tidligere rektor på Præstehøjskolen