Hirsi Ali og naivisterne

Man kan i Koranen læse bud, der gør forskel på mænd og kvinder. (blandt andet foreskrives, at kvinders vidneudsagn vejer halvt i forhold til mænds, samt at deres arveret også kun er det halve af mænds). Man kan læse bud, der gør forskel på muslimer og ikke-muslimer. Og man kan ud af Koranen læse, at lovene i samfundet skal begrundes på islam. Dette betyder, at Hirsi Ali har ret, når hun karakteriserer islam og menneskerettighederne som to forskellige "filosofier".

Menneskerettighederne står som et rationelt forsøg på at bestemme de betingelser, som et samfund skal opfylde, hvis det skal sikre den elementære politiske ligeværdighed for alle borgere, ganske uanset deres køn og religion. Islam er, som det fremgår af dens hellige bøger, et forsøg på at ville indføre en altomfattende religiøs lovgivning i samfundet. Den stiller krav om, at den politiske diskussion skal foregå på et helt andet grundlag end de sekulære menneskerettigheder, nemlig på Koranens grundlag.

Så langt har Hirsi Ali altså ret. Men som allerede sagt tager Seidenfaden og Rothstein afstand fra hendes konklusion. Hvilke argumenter fremfører de for deres påstand om, at Hirsi Alis slutning er uberettiget?

Seidenfaden begynder med et forbehold. Han indrømmer, at hans kendskab til Koranen og Hadith-traditionen er begrænset. Men derefter siger han, at "det er besynderligt at hævde, at Koranen og den muslimske tradition kun kan udlægges på én måde, i betragtning af, hvor mangfoldig den helt tydeligt udlægges overalt i verden." Seidenfaden mener altså, at Hirsi Ali har overset mangfoldigheden af muslimske lande og traditioner; og at hvis man tager hensyn til denne mangfoldighed, så falder hendes argumentation.

Rothsteins argumentation mod Hirsi Ali er mere principiel. Han mener, at det er ligegyldigt, om man går ind og studerer de hellige tekster, således som Hirsi Ali anbefaler. For "i praksis læser alle religiøse mennesker nemlig deres tekster, som de ønsker, at de skal være." De religiøse mennesker vil "overalt sortere og tolke deres egne tekster, som det passer dem." Så i princippet skal man kun studere, hvad menneskene gør med teksterne, og ikke hvad teksterne gør med menneskene. "Det er det tolkende menneske, ikke teksten, der har magten."

Seidenfaden kritiserer altså Hirsi Ali for ikke at tage tilstrækkelig hensyn til islams mangfoldighed. Og Rothstein kritiserer hende for ikke at forstå, at det slet ikke har betydning, hvad der står i Koranen og Hadith'en, fordi det tolkende menneske er helt suverænt i forhold til den overleverede tekst og derfor kan fortolke sin religion, som han vil.

Holder disse argumenter så? Når Seidenfaden hævder, at islam udlægges på forskellige måder i forskellige dele af verden, så kan ingen være uenig med ham. Heller ikke Hirsi Ali. For det berører overhovedet ikke hendes centrale pointe: at når man læser Koranen og Hadith'en kritisk, så foreskrives en række påbud, som er uforenelige med menneskerettighederne – primært selve det, at lovgivningen i samfundet skal være funderet islamisk.

Dette krav står i modstrid med den demokratiske forudsætning: at lovene i samfundet skal være menneskeskabte og aftales gennem politisk dialog og afstemning. Hvis man mener, at lovene skal være islamiske, så forkaster man selve grundlaget for demokratiet. Så har man, som Hirsi Ali hævder, en helt anden filosofi end den, som demokratiet bygger på. Og mon ikke, at der er grund til at tro, at dette har været medvirkende til, at intet muslimsk land har fået en indre udvikling frem mod en stabil demokratisk orden; og at det store flertal af muslimske lande stadig har relativt store problemer med at få en demokratisk orden til at fungere. For ligesom det ikke kan benægtes, at der er store forskelle på islamiske samfund, så kan det heller ikke benægtes, at selv de mest demokratiske af dem har problemer i forhold til demokratiet.

Men her må vi se nærmere på Rothsteins argumentation mod Hirsi Ali. For hvis den holder, så falder også hendes forsvar mod Seidenfaden. Rothstein hævder, at Hirsi Ali overser, at religiøse mennesker tolker religiøse tekster, som de finder det bedst; og at religiøse mennesker derfor er absolut suveræne i forhold til teksterne. Her slutter Rothstein imidlertid for tidligt. Tænker man et skridt videre, så kan man se, at spørgsmålet afhænger af, i hvor stor udstrækning de religiøse mennesker finder det bedst at tolke de religiøse tekster bogstaveligt. Og har vi først tænkt så langt, så må det være indlysende, at Rothsteins argumentation mod Hirsi Ali ikke holder. Så betyder det noget, hvad der står i teksterne. Deres faktiske indhold er med til at forme, hvorledes de mennesker, som bekender sig til troen, opfatter denne.

Lad mig give et eksempel. I Det Nye Testamente (Joh. 8, 1-11) fortælles, at nogle skriftkloge fører en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud, frem for Jesus, og de spørger ham, hvad de skal gøre med hende. I Moseloven var straffen stening. Efter en vis tøven svarer Jesus, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten. Men da det er en synd at anse sig selv for syndfri, kan ingen kaste, og alle går. Til sidst siger Jesus til kvinden, at også hun skal gå og "synd ikke mere." I Koranen tales der på en ganske anden måde. Der fastsættes en konkret straf, som er på hundrede piskeslag (sura 24, 2).

Det er selvfølgelig kun et eksempel. Men jeg vil opfordre til, at man går tilbage og undersøger, om det ikke er symptomatisk for den måde, hvorpå der tales i henholdsvis Det Nye Testemente og i Koranen. For mig at se findes der en sådan forskel, og den har haft indflydelse på den historiske udvikling.

For den har betydet, at kristendommen har medvirket til at sekularisere det politiske i vor del af verden; mens islam har modvirket en tilsvarende sekularisering i den muslimske verden. Det er nogle teser, som man kun kan efterprøve, hvis man også er villig til at læse Det Nye Testamente, på samme måde som Hirsi Ali kræver, at man skal læse Koranen og Hadith'en. Så kan man konstatere, at Det Nye Testamente og Koranen både er forskellige med hensyn til, hvad der siges, og hvorledes det siges. Og så kan man se på den historiske udvikling af de respektive samfund i lyset af forskellen mellem religionerne. Det ville være en rationel videnskabelig opgave. Men her er Seidenfaden og Rothstein for længst stået af. De fordomme, som forhindrer dem i at forstå Hirsi Alis position, hindrer dem også i at forstå videnskabens krav.

Kai Sørlander er filosof