Billeder i bevægelse

Kunst og kunsthåndværk går bogstaveligt talt hånd i hånd hos parret Inge-Lise og Flemming Bau. Han er kunstneren, og hun er kunsthåndværkeren. De skaber deres værker i fællesskab, og som ægtepar er det naturligt for dem at gribe hinandens hænder. Han tegner skitser og maler dele af motiverne direkte på opspændte tråde, som efterfølgende bliver brugt til vævningen, og hun farver alt uldgarnet og færdigmonterer messehaglerne med silkefor og lynlåse. Sammen skaber de et kunstneriske udtryk, som de selv anser for at være fuldt på højde med de nagelfaste kunstværker, der i øvrigt udsmykker de danske kirker.

De betegner konsekvent hver eneste af deres messehagler som et billede i bevægelse og ikke som et kirkeligt beklædingsstykke.

Parret hører til landets mest brugte og produktive kirketekstilkunstnere. Seks messehagler er det blevet til alene i år, og deres messehagel nummer 82 bliver indviet i Gårslev Kirke ved Børkop første søndag i advent.

Dertil kommer en lang række alterbordsudsmykninger, de såkaldte antependier og et billedvævet altertavletæppe til Gellerup Kirke ved Århus. Den største samlede udsmykning parret har skabt, er i Andreaskirken i Randers, hvortil de har vævet altertavletæppe, prædikestolsudsmykning og udsmykning af området omkring døbefonten.

-- Traditionelt har mange kunsthistorikere betragtet kunst som lig med maleri og skulptur, hvorimod kunstnere, hvis udtryksform er tekstil, er blevet udeladt, siger Flemming Bau, mens han sammen med sin kone viser rundt i Møllevangskirken i Århus, hvortil parret har skabt fire meget markante messehagler.

Forklaringen på, at tekstilkunsten er blevet anset for at være mindre fin end de andre kunstarter, skal findes i en opfattelse af, at det mest har været kvindearbejde at lave tekstilkunst, er de to enige om.

-- Heldigvis er der i de senere år sket et skred i kulturinstitutionernes holdning, men når det handler om kirkekunst, halter udviklingen bagefter, mener Flemming Bau.

I de over 30 år parret har arbejdet med billedvævede messehagler, har interessen fra kirkerne været støt stigende. Det er blevet mere og mere almindeligt, at også messehaglerne i de liturgiske farver lilla, hvid/gylden, rød og grøn, udgør et selvstændigt kunstnerisk udtryk på linje med eksempelvis billeder, altertavler eller andet udsmykning.

Messehaglen må ifølge Inge-Lise Bau meget gerne få en selvstændig billedmæssig betydning i selve gudstjenesten, og hun finder det vigtigt, at menigheden kan blive ved med at finde nye symboler og dybder i billederne. Samtidig skal en messehagel passe til den kirke, hvis gudstjenester den skal indgå i, til præsten og til menigheden. Inden parret går i gang med en ny opgave, besøger de derfor altid den pågældende kirke flere gange, ligesom de deltager i gudstjenester i kirken og har samtaler med præsterne og menighedsrådet. Når værket afleveres, er de også med til indvielsen i kirken, ligesom de bagefter fortæller om deres tanker bag værket ved den efterfølgende kirkekaffe.

-- Det gælder blandt andet om at fange den levende ånd, der er i en kirke, ligesom selve byggestilen og det øvrige interiør selvfølgelig er vigtigt, siger Flemming Bau.

Hvad kan tekstil, som andre materialer ikke kan?

-- Tekstil har en blødhed i sig, som blandt andet kan åbne op for et sårbart og følsomt udtryk, siger Inge-Lise Bau.

Alle værker er naturligvis unikke, og selvom der altid er tale om bestillingsværker fra menighedsrådene, beder de altid om den kunsteriske frihed, når skitsen skal udføres.

-- Hvis ikke vi får den frihed, tager vi slet ikke opgaven, siger de.

Et flænset kors på bagsiden af en messehagel til Bregnet Kirke ved Rønde helt tilbage i 1986 anser parret selv for deres mest provokerende værk. Men alle deres værker udtrykker dobbelthed og kan give anledning til mange fortolkninger. Symbolikken i deres messehagler sætter næsten altid gang i fantasi og tanker hos beskuerne.

Typisk er forsiden mere enkel i sit udtryk end bagsiden, for der må nemlig gerne ske noget andet, når præsten vender sig om med ryggen til menigheden.

Inge-Lise og Flemming Bau blev kirkekunstnere ved en tilfældighed. Det første værk blev skabt til Fårup Kirke i 1974, og så gik det efter mund til mund metoden slag i slag. Idag laver parret næsten udelukkende kirkekunst. Kun et par enkelte billedtæpper til skoler er det også blevet til.

Skal man efter jeres mening være troende for at lave kirkekunst?

-- Nej, det behøver man ikke, men det er klart, at der skal være en sammenhæng mellem det, der foregår i kirken og så vores kunstneriske udtryk, siger Flemming Bau.

Selvom det var en tilfældighed, at de kom til at beskæftige sig med kirkekunst i sin tid, er det ikke en tilfældighed, at de også er fortsat ad den vej,

-- I starten havde vi nok en mere etisk og filosofisk end egentlig kristen tilgang til vores kunst. Jeg var i hvert fald dengang for blufærdig til at udtrykke mig i kristne termer. Den blufærdighed har jeg ikke længere, siger Flemming Bau.

washuus@kristeligt-dagblad.dkFakta

Sådan bruges messehaglerne

**Den lilla/violette bruges ved advent og faste og symboliserer bod, eftertanke og lidelse.

**Den hvide eller gyldne bruges til jul, påskedag og kr. himmelfartsdag og symboliserer glæde, kraft og fornyelse.

**Den røde bruges kun få gange om året blandt andet 2. juledag og til pinse. **Den symboliserer kamp og revolution.

**Den grønne bruges i trinitatistiden og symboliserer håb og vækst.