Den glemte lærdom

Debatterne handler som regel om, hvorvidt faget fortsat skal hedde kristendomskundskab, eller om det skal skifte navn til »religion«, som foreslået af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Et andet fast tilbagevendende spørgsmål er, hvorvidt retten til at fritage sit barn for faget skal bevares, når faget nu i 27 år har været erklæret ikke-forkyndende. Endelig diskuteres det ivrigt, hvorvidt lærerne skal lade al undervisning tage afsæt i kristendommen de første seks skoleår og først inddrage andre religioner på de ældste klassetrin, eller om skolerne må gribe undervisningen markant anderledes an, når elevsammensætningen i nogle klasser ændrer sig, så mange elever har baggrund i islam eller andre ikke-kristne religioner.

Men mens det ivrigt debatteres, hvad skolefaget ideelt skal indeholde, er virkeligheden ude på de fleste skoler, at elevernes viden om kristendom er stærkt begrænset, blandt andet fordi faget drukner i skolens mange andre opgaver, konstaterer Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev Stift og formand for biskoppernes fællesudvalg om kristendomsundervisning.

- Jeg mener ikke, man kan komme uden om, at der er sket en forringelse af kristendomsundervisningen, siden jeg gik i skole. Det kan enhver præst, der har haft elever til konfirmationsforberedelse, skrive under på. I enkelte punktnedslag kan elever have stor viden om emner inden for kristendom, men den generelle basisviden er der ikke. Men jeg mener ikke, at man kan klandre den enkelte skole eller lærer for den forringelse, der er sket, siger Niels Henrik Arendt.

I stedet retter biskoppen sin kritik mod læreruddannelsen, som efter hans vurdering ikke klæder de kommende lærere godt nok på til at kunne undervise i det vanskelige i kristendommen. Resultatet er, at selv lærere, der interesserer sig for faget, er tøvende over for at undervise i det.

Niels Henrik Arendt konstaterer, at de vejledende læseplaner for faget indeholder ambitioner om, at eleverne skal lære ganske meget om kristendommen. Samtidig er det hans vurdering, at de fleste lærere gør deres bedste for at følge læseplanerne. Men faget har meget lidt plads i skolens dagligdag, hvor der skal være plads til mange emner og temaer ved siden af skolefagene.

- De steder, hvor man følger de vejledende timetal og underviser en time om ugen i kristendomskundskab, er det pædagogisk set ret håbløst. Det er en meget lille enhed, som nemt smutter. Nogle skoler samler undervisningen i moduler af længere varighed, og det tror jeg mere på, tilføjer Niels Henrik Arendt, som ville foretrække, at faget havde to timer om ugen i fem skoleår frem for som i dag, hvor det er fordelt på stort set alle klassetrin, men som regel kun med en time om ugen.

Denne vurdering deles ikke af Helle Krogh Madsen, leder af Folkekirkens Skoletjeneste København-Frederiksberg. Hun mener tværtimod, det er vigtigt, at faget er til stede hver uge gennem stort set hele skoleforløbet som en påmindelse om, at det eksisterer. Samtidig påpeger hun, at faget skal tænkes sammen med andre fag, for eksempel dansk, historie og musik. Men hensyn til skolernes interesse og elevernes viden på området er hendes vurdering en del lysere end Niels Henrik Arendts.

- Jeg tror, den megen debat om kristendomsfagets navn og indhold er udtryk for, at alle er klar over, at religionerne langtfra er et overstået kapitel. I Folkekirkens Skoletjeneste oplever vi en stærkt stigende interesse fra lærere, som gerne vil gøre noget ved kristendomsfaget, siger Helle Krogh Madsen, som dog påpeger, at det jo netop er de interesserede, hun er i kontakt med, og at der nemt kan være andre lærere, som er modvillige over for faget:

- Men modviljen er mindre, end den har været. Og jeg tror, børn og unge i dag ved mere om kristendommen end deres forældre, selv om de nok ved mindre end deres bedsteforældre.

Helle Krogh Madsen tilføjer, at det betyder meget, om der er nogle områder uden for skolen, som børnene kan knytte skolens kristendomsundervisning sammen med. Om de hjemme, i medierne, i forbindelse med fritidsinteresser og ligenende støder på handlinger og udtalelser, der fortæller dem, at kristendom betyder noget:

- Mangelen på konkrete forhold i hverdagen, børn kan hænge deres måske spæde indsigt i kristendommen op på, er et af de største problemer, og det kan hverken skolen eller faget løse, siger hun og tilføjer:

- Med den generelle tidsånd, som hersker, er jeg bekymret for, hvor stor opmærksomhed der er for kristne budskaber om syndernes forladelse og om at tænke på andre end sig selv.

Men mens kirkens folk ser med bekymring på kristendommens placering i skolen og samfundet, ser Thomas Damkjær Pedersen, formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, mere optimistisk på tingene. Han vurderer, at den undervisning, folkeskolen i dag tilbyder i faget, er bedre end nogensinde.

- Jeg tror, eleverne får en udmærket indføring i kristendommen i forhold til tidligere, hvor der var mere udenadslære fra Bibelen. Det er en meget fornuftig læseplan, hvor man ikke kan beskylde undervisningen for at svare til at gå til præst, siger Thomas Damkjær Pedersen.

Han tilføjer, at Skole og Samfunds holdning er, at faget fortsat skal hedde kristendomskundskab, men organisationen ønsker, at der ved siden af det eksisterende fag skal oprettes et helt nyt skolefag med navnet »filosofi«, hvor brede spørgsmål om etik og moral kan tages op, uden at det tager tid fra undervisningen i kristendom.

Også formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, vurderer, at rygterne om børnenes uvidenhed er overdrevne, men han erkender samtidig, at de fleste læreres forhold til kristendomskundskab er ændret.

- Hvis vi går tilbage i tiden, havde vi den type kristendomslærere, som også var medlemmer af det lokale menighedsråd. For dem var kristendommen ikke alene deres fag, men også deres personlige livsgrundlag. Den type er gledet i baggrunden til fordel for en lærertype, som ser kristendomskundskab som en del af jobbet. Det er et stof, der skal formidles, som alle andre fag, konstaterer John Rydahl.

Han tilføjer, at mange lærere synes, det er svært at undervise i kristendom, også selv om interessen for at vælge faget som linjefag på seminariet er voksende. Det er dog fortsat sådan, at kun otte procent af de lærere, der underviser i kristendom, har specialiseret sig i det som linjefag.

Ifølge John Rydahl er debatten om kristendomsfagets navn en logisk følge af, at flere børn fra muslimske familier kommer i den danske folkeskole. Han mener selv, faget bør hedde religion, idet dette kunne berolige nogle forældre, som ellers kunne vælge at bede deres barn fritaget eller flytte det på privatskole. Men han vurderer samtidig, at kristendommen fortsat er klart det dominerende indhold i faget, og han konstaterer, at selv om faget er til heftig debat i det offentlige rum, er denne debat stort set fraværende i skolen.

- Fra lærere over hele landet får jeg det samme at vide: Kristendomsfaget bliver aldrig taget op til debat på forældremøder. Der er tilsyneladende en alliance mellem lærere og forældre om, at det taler vi ikke om. Religion er et af de mest tabuiserede områder, vi har. Der er en tendens på vej om, at det igen er tilladt at sige Gud, men den er endnu ikke nået helt ud på skolerne eller ud til forældrene, siger John Rydahl.

Steffen Johannessen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og ekspert i kristendomskundskab. Han konstaterer, at enkelte skoler i disse år forsøger at ændre kristendomsfagets indhold. Det gælder ikke mindst i Københavns Kommune, hvor en del skoler har et stort antal muslimer og på opfordring fra skoleborgmester Per Bregengaard (Enhl) er gået over til at skrive »religion« på skemaet. For nylig har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan Aalholm Skole i den københavnske bydel Valby har udarbejdet sin egen læseplan, hvilket ifølge Steffen Johannessen er på kant med folkeskoleloven.

- Men det er en særlig situation, vi ser i København, blandt andet fordi her er særligt mange muslimer, konstaterer Steffen Johannessen, som ser striden om kristendomsfagets navn som en følge af to modsatrettede bevægelser inden for folkeskolen.

- På den ene side er der den strømning, som blandt andet er båret af folk fra Institut for Religionsvidenskab på Københavns Universitet. Denne strømning tror på en fuldstændig neutral og objektiv undervisning uden skygge af forkyndelse. Samtidig vil dens tilhængere ændre navnet til religion, men vil fortsat give kristendommen den væsentligste plads, eftersom det er den religion, der spiller den største rolle for dansk kultur.

- På den anden side er der hele den strømning, som gennem 1990'erne har slået fast, at nu skal lærerne have holdninger. Den seneste folkeskolelov fra 1993 betoner betydningen af dannelse langt mere end tidligere love, og skolen kan ikke give eleverne dannelse, uden at der også bliver et spil om holdninger, forklarer Steffen Johannessen.

Netop fordi det igen anerkendes, at læreren må være til stede med sin person i undervisnigen, er der ifølge lektoren stor sandsynlighed for, at flere lærere i fremtiden vil turde tage et så holdningspræget fag som kristendomskundskab op, også selv om loven siger, undervisningen ikke må være direkte forkyndende. Eftersom der i dag kan ses mange tegn på, at flere danskere generelt er optaget af religiøse emner, forventer Steffen Johannessen, at en del af den opmærksomhed, som kristendomsfaget har fra oven, men som mangler i selve skolen, med tiden vil indfinde sig:

- Kristendomskundskab er det mest debatterede fag på Christiansborg, fordi kristendom bliver kædet sammen med danskhed og derfor tillægges stor signalværdi. Der er en betydelig forskel på den politiske interesse og den interesse, forældre og lærere viser faget. Men erfaringerne viser alligevel, at på de skoler, hvor emnet bliver taget op af en dygtig lærer, bliver eleverne også grebet af kristendomskundskab.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Kristendomsfagets formål

n Formålet med undervisningen i kristendomskundskab er, at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre. Undervisningen tager sit udgangspunkt i kristendommen, som denne fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng.

n Eleverne skal opnå kendskab til bibelske fortællinger og forståelse af kristendommens betydning for værdigrundlaget i vor kulturkreds. Derudover indgår ikke-kristne religioner og livsanskuelser med henblik på, at eleverne får forståelse af andre livsformer og holdninger.

n Gennem mødet med de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne et grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for medmennesket og naturen.

Kilde: »Klare Mål«, Undervisningsministeriet

Fakta

Kristendomsfagets indhold

n Fagets vejledende timetal er to timer om ugen i 1. klasse, en time om ugen i 2.-5. klasse, to timer om ugen i 6. klasse og en time om ugen i 8. og 9. klasse. På 7. klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted, er faget ikke på skemaet.

n I 1.-6. klasse skal eleverne arbejde med fortællinger fra Bibelen, kristendommens historie, kristendom i kunst og symboler samt tilværelsesspørgsmål som »Hvem er Gud?« og »Er der et liv efter døden?«. Andre religioner kan inddrages under overskriften »Fester og højtider« og »Kulturmødet«.

n I 8.-9. klasse skal eleverne arbejde med livfilosofi, etik og menneskesyn, religion og kunst, folkekirken og andre kirker samt ikke-kristne religioner.

Kilde: »Kristendomsfaget i folkeskolen«, Kroghs Forlag