Debat om kristendommens plads i EU

Hører Gud hjemme i EU? Den Europæiske Unions fædre med deres tilhørsforhold til den kristeligt-demokratiske bevægelse ville ikke have været i tvivl. Men senere generationer af unionsbyggere har et noget mere restriktivt syn på religionens rolle.

EU-konventet, der trådte sammen i februar under ledelse af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing for at sikre en bred debat om EU's fremtid og forberede en egentlig grundlov for EU, har således bevidst afvist en dialog med Europas kirker og trossamfund. Konventet har ellers forpligtet sig til konsultationer med talrige andre sociale og kulturelle kræfter fra erhvervsliv og fagforeninger til ngo'er og universiteter. Men når det drejer sig om Vorherre, er det franske formandskab ubøjeligt med henvisning til den franske forfatnings krav om en verdslig stat.

Der er en vis ironi i dette, for da Frankrigs Robert Schuman, Vesttysklands Konrad Adenauer og Italiens Alcide de Gasperi for godt 50 år siden lagde grunden til den forestilling om et samlet Europa, der i 1957 udmøntede sig i Romtraktaten, var kristendommen en fælles drivende kraft. I dag er det imidlertid få europæiske politikere, der vover at tale om EU og religion i samme åndedrag. Tværtimod har de seneste år set flere eksempler på en konfrontation mellem verdslige og religiøse kræfter inden for EU.

Vatikanet melder ud

I de diskussioner, der gik forud for vedtagelsen af EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder i 2000, beklagede repræsentanter for Europas kirker således, at chartret slet ikke kom ind på trossamfundenes samfundsmæssige rolle, om end chartret selvfølgelig anerkendte individets ret til frit at vælge sin religion. Den aktuelle udelukkelse af Europas trossamfund fra debatten om Europas fremtid har imidlertid fået kirkerne på banen igen, og her har særligt pave Johannes Paul II været meget synlig.