Af Mette Vosgerau |
11. september 2002
Kristendom og jødedom er en del af de europæiske rødder, og det skal nævnes, hvis EU skal have en forfatning, mener den italienske europaminister, Rocco Buttiglione
Siden marts har et EU-konvent arbejdet på forskellige udkast til, hvordan Europa skal se ud i fremtiden, og på at lave et udkast til en eventuel forfatning for unionen. Der er ingen religiøse ledere med i konventet, og det har blandt andre pave Johannes Paul II kritiseret. Han har flere gange appelleret til konventet om ikke at overse religionens betydning for Europa.
Et konkret bud på, hvorman religion kan blive optaget i en kommende EU-forfatning, kommer fra den italienske europaminister, Rocco Buttiglione. På en konference i Polen om religiøs frihed foreslog han tre muligheder for at få religion med i en kommende forfatning.
- Man kan nævne Guds navn i forfatningen. Men den mulighed vil nok møde modstand fra folk, der synes, at det er diskrimination af mennesker med en anden religion, sagde Rocco Buttiglione ifølge det katolsk orienterede nyhedsbureau Zenit.
Han foreslog også, at forfatningen skal referere til Europas græske og jødisk-kristne rødder, eller at en kommende forfatning skal anerkende religionens rolle i opbygningen af Europas samfund. Den sidste mulighed troede han selv mest på.
Claus Larsen-Jensen fra Socialdemokratiet er en af Folketingets tre repræsentanter i det mere end 100 mand store konvent. Han mener, at religion skal holdes helt uden for en eventuel forfatning.
- Religion har ingen betydning for samarbejdet mellem landene i EU, og jeg tror ikke, det vil give andet end problemer at nævne det i en forfatning. Når nogle maser på for at få religion med, er det fordi de gerne vil have deres egen tro med, siger Claus Larsen-Jensen.
vosgerau@kristeligt-dagblad.dk