Tidsforståelsen i kristendommen

Torben Bramming, frimenighedsprÏst, Gråbjergvej 4, Ryslinge, skriver:

I forbindelse med Hans Hauges rammende kommentar angående kirkelig fallit på missionsområdet kan man med rette undre sig over den opfattelse af tiden, som øjensynligt har sneget sig ind i kirken.

I enhver sand kristen teologi er der to tider og kun to, den gamle tid og den nye tid, der begyndte da Kristus kom til verden, og denne tid varer endnu ved.

Det er denne nye tid, vi som kristne lever i, og det er i lyset af denne tid, at vi skal beslutte os for, hvad vi siger, og hvordan vi handler i nutiden midt i alle de livsanskuelser, der er vores tid sÏregen, men ikke på nogen vis forpligtende eller afgørende for teologien.

Et af reformationens mottoer var »Efter mørket lys«. Det har man i store dele af kirken i sin dialogiver og dogmeforskrÏkkelse glemt. Derfor famler man rundt i mørket, hvor alle katte som bekendt indtager den relativistiske farve grå.

Mirakler i folkekirken

Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift, skriver:

Den meget skrivende diakon, cand.psych. Maja Ar-thy, kunne spare både sig selv og læserne for forargelse, hvis hun nøjedes med at skrive om sager, hun kender til og forstår. Denne gang er det mødet om mirakler i Rundetårn, hvor jeg spøgefuldt har sagt, at hvis Thorvaldsens Kristusfigur i Frue Kirke begyndte at græde blod, »ville fanden være løs i Laksegade«, der får hende til at fare i blækhuset (Kristeligt Dagblad den 21. august). Det spøgefulde udsagn var, som det helt klart fremgik af referatet i Weekendavisen, ikke udtryk for en personlig holdning, men en nøgtern konstatering af, at en sådan hændelse i en protestantisk kirke ville vække opsigt og rådvildhed. For vi i folkekirken ved ikke rigtig, hvad vi skal stille op med den slags fænomener, som er så almindelige i den katolske verden. Det samme påpeger teologen Niels Christian Hvidt i sin bog »Mirakler«, der var udgangspunkt for debatten i Rundetårn.