Djævelens legeplads

Teenagere vælter ind i lokalet og griber om ølflasker med begge hænder, mens et øredøvende band spiller AC/DC-numre med to akkorder. Alkohol udskiftes med kokain, og stemningen bliver feberagtig og febrilsk, før drenge og piger begynder at finde sammen for natten. Det kunne være en typisk komsammen blandt halvvoksne, amerikanske skoleelever - hvis det ikke lige var for en ret afgørende detalje: De unge her tilhører alle den dybt religiøse og stærkt konservative amish-sekt.

Halvdelen af køretøjerne udenfor er hestevogne, pigerne går med kyser, og før daggry, mens festen endnu kører på højtryk i laden, vil de unges forældre og mindre søskende være i gang med at malke køerne.

Amish-sekten i Pennsylvania minder mest af alt om et arbejdende frilandsmuseum - et bondesamfund, der både socialt og kulturelt har isoleret sig fra omverdenen og lever, som deres forfædre gjorde i det 17. århundrede. Normalt forbinder man amish-folket med en dybt religiøs, tilbagetrukket, gammeldags og asketisk livsstil, der er blottet for enhver form for moderne bekvemmeligheder. Sådan er det også - i hvert fald det meste af tiden.

Når sektens unge fylder 16 år, slipper forældrene de stramme tøjler, så ynglingene kan boltre sig på »djævelens legeplads« i den »engelske« verden - sådan betegner amish-folket det omgivende samfund - med alle dens fristelser, inden de som voksne tager stilling til, om de vil døbes og vie resten af deres liv til den restriktive og reaktionære kirke. Denne periode kaldes »rumspringa«, og den slutter først, den dag de unge - typisk som 18-22-årige - træffer det afgørende valg for livet. Hvis de vælger sekten, må de opgive alle deres »engelske« privilegier - de må sælge deres biler, radioer og jeans til deres yngre søskende og betingelsesløst overgive sig til amish-folkets stramme normer og regelsæt resten af tilværelsen.