Mirakler i Rundetårn

Grædende ikoner

Den danske teolog Niels Christian Hvidt indleder debatten med at fortælle om sin bog »Mirakler Ð møder mellem himmel og jord?«, der udkom tidligere på året. Niels Christian Hvidt er katolik og underviser til daglig på Gregoriana-universitetet i Rom. I bogen har han samlet beretninger om 15 ældre og nutidige mirakler - blandt andet alterbrød, der bliver til kød, og ikoner, der græder - fra den katolske og ortodokse verden. Denne aften nøjes han dog med at beskrive, hvorfor han er fascineret af mirakler.

- Miraklerne er tegn til samtiden på, at Gud stadig er aktiv i verden i dag. Det er ikke kun i Bibelen, den slags sker, det er også i vores tid. Gennem disse enkelthændelser viser Gud os, at han også er med os på alle de andre områder. Jeg har mødt nogle af de mennesker, der har oplevet mirakler, og det har været utroligt berigende for mig personligt. De er ikke de samme mennesker bagefter, og deres oplevelser har det med at sprede sig positivt som ringe i vandet blandt deres omgivelser, fortæller Niels Christian Hvidt.

Næste paneldeltager er biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen, som har læst Niels Christian Hvidts bog som sommerferielæsning. Biskoppen bemærker, at der især er ét sted i bogen, der ikke rigtig kan slippe ham igen: der, hvor Hvidt taler om lutheranernes ambivalente forhold til mirakler.

- Vi benægter ikke mirakler, men aner samtidig ikke helt, hvad vi skal stille op med dem. Du beskriver et mirakel i den russisk-ortodokse kirke her i København for nogle år siden, hvor et Maria-billede begyndte at græde olieagtige tårer. Jeg kan godt huske det, men det gjorde ikke særligt indtryk på mig dengang. Men så spørger du, hvorfor det ikke er Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke, der begyndte at græde? Og hvad der ville ske, hvis den gjorde? Den tanke har ikke sluppet mig siden, siger Erik Norman Svendsen og udløser spredt latter i forsamlingen.

Biskoppen med de store talegaver kaster sig ud i at beskrive bestyrtelsen i Vor Frue, hvis Thorvaldsens store Kristus-statue pludselig gav sig til at græde. Hvordan man ville gå lidt stille med dørene først, sammenkalde det rådvilde menighedsråd og præsterne og underkaste statuen en undersøgelse. Og hvordan miraklet måske i sidste ende ville kunne rykke ved nogle grænser og blive en helt ny bekræftelse af den levende Gud.

Erik Norman Svendsen kunne tydeligvis sagtens være fortsat, men det er blevet næste debattørs tur. Det er overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Christoffer Johansen, som går radikalt anderledes til fænomenet og gør sit bedste for at prikke til de to teologer.

- Jeg er naturvidenskabsmand og vil gerne fortælle jer, at naturvidenskaben har givet os afgørende mirakler og erkendelser, som har langt større betydning for jeres hverdag end de mirakler, der er beskrevet i bogen. Uden naturvidenskabens opdagelser inden for sundhedsområdet ville halvdelen af jer ikke være i live i dag, siger Christoffer Johansen, der dog ikke afviser, at spontane helbredelser kan ske.

Psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, der primært arbejder med mennesker, som er traumatiserede af livstruende sygdomme eller død, taler om troens mirakuløse indvirkning på det sygdomsplagede liv. Troen fører til håbet, og får man fat i håbet, sker der tit undere, siger hun. Ikke nødvendigvis i form af helbredelse, men i form af en ny mening.

- Tror man ikke på mirakler, så er man ikke realist, for der er sandelig mere mellem himmel og jord, slutter hun af.

Spredt fægtning

Publikum rykker uroligt rundt på stolene. Enkelte blinker febrilsk med øjnene for at få de usynlige små sandskorn ud, enkelte andre har givet efter og har ladet hovedet falde ned på brystet. Der er stadig bageovnstemperatur efter eftermiddagssolen, og endnu har der været sølle få konkrete og saftige mirakler på bordet. Et par stykker siver bagud af salen.

På en af rækkerne sidder et par unge lyshårede piger. De er kommet, fordi de synes, at de forskellige indgangsvinkler på miraklerne var en sjov idé, og for at høre og få verificeret nogle af historierne om grædende Madonnaer. Men selv er de ikke helt sikre på, om de tror på mirakler.

- Jeg ved ikke rigtig ... man kan i hvert fald ikke afvise dem. Jeg tror nok ikke så meget på de fysiske mirakler som på, at der findes ting, man ikke kan forklare, siger Brit Haugaard, som er cand.mag. i dansk og filosofi. Hendes veninde, Iben Hansen, tilføjer:

- Mirakler er tegn på, at der stadig er noget, vi ikke har fundet svaret på - det er egentlig meget dejligt, synes jeg.

Så er det blevet tid til den egentlige debat, og det bliver en præmieopvisning i spredt fægtning. Der bliver snakket om kræftbehandling, om et træ på taget af en græsk kirke, der tilsyneladende lever uden rødder, om, hvorvidt mirakler skal verificeres ved tro eller undersøgelser, om mirakler i buddhismen, nærdødsoplevelser og meget mere.

På et tidspunkt rejser en ung pige sig og siger, at hun bare ikke kan forstå, hvis Gud vil sende mennesket et under og godt tegn, hvorfor han så gør det ved, at en Madonna bløder ud af øjnene?

- Det har jeg også spurgt mig selv om! udbryder Erik Norman Svendsen, mens Niels Christian Hvidt forklarer, at det er himlens smerte over den måde, det går på jorden, der bliver udtrykt igennem blodtårerne, men at de også viser, at Gud stadig er med os. Christoffer Johansen mumler fra sidelinjen, at han ikke behøver en grædende ikon for at vide, at der er noget galt i verden, det kan han bare gå uden for døren og konstatere.

Som det sidste giver Niels Christian Hvidt to mulige bud på årsagen til de manglende mirakler i den nordiske virkelighed.

- Nogen mener, at der er så få mirakler her, fordi folk ganske enkelt ikke tror nok. Det finder de belæg for i evangeliet, hvor Jesus udfører få mirakler et sted, hvor der er lidt tro. Andre mener, at Gud respekterer den forestillingsverden, vi går rundt i, så det er kulturelt betinget, hvordan han viser sig, siger han.

- Kan man sige, at i den danske virkelighed ligger miraklerne i forkyndelsen, vil Erik Norman Svendsen gerne vide, og Niels Christian Hvidt nikker bekræftende.

Aftenen slutter, før debattørerne når at få talt sig ordentligt ind på hinanden. Stemningen i salen er lidt slukøret.

Men måske slutter arrangementet alligevel ikke helt uden mirakler.

På en af de forreste rækker har en ældre herre i slidt vindjakke med rulletobak i lommen og hans sidedame for længst udvekslet adresser og telefonnumre.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk