Europas fundament

Ser vi til Frankrig, har republikken med revolutionen i 1789 betonet, at Gud er sat fra styret, og fornuften med de abstrakte ideer om menneskerettigheder udgør republikkens fundament. Senere genvandt kirkeinstitutionen styrke, men i slutningen af 1800-tallet havde den ikke nok i evangeliet, men ville have del i den politiske magt, og da kirkens øvre lag kompromitterede sig i den antisemitisme, som førte til Dreyfuss-affæren, måtte politikerne stække kirkens magt eftertrykkeligt, således at et formelt bånd mellem kirke og stat ikke eksisterer i dag.

Danmark er et kristent land. Det kommer bl.a. til udtryk i Grundloven og i det nationale symbol, Dannebrog med korset, som er enkelt og utvetydigt. Med mellemrum fremstår røster, som vil skille stat fra kirke i Danmark. Opfordringen kommer dels fra kirkelige organisationsfolk, som ønsker øget magt, dels fra kredse, der vil, at den fornuftige stat skal stå på egne ben. Det er sundt, men at bevare balancen samtidig, bedre - for begge parter.

Samtidig med at vi i Danmark har en debat om adskillelse af kirke og stat, som dermed på sigt medvirker til, at kristendomsundervisningen forsvinder fra den offentlige skole som i Frankrig, arbejder EU-konventet på den nye grundtraktat. De kirkelige organisationer - det drejer sig om den katolske »COMECE« og repræsentanter fra anglikanere, lutheranere og ortodokse i KEK (Kirkernes Europæiske Konference) - finder, at kirker og religiøse sammenslutninger bør sikres rum i en ny traktat for at imødegå et (åndeligt) vakuum. Det anføres, at kirkerne har betydning for samfundet som et hele, fordi de er med til at formidle de værdier og identiteter, som samfundet hviler på.

Det er bl.a. disse overvejelser og ønsker, som EU-konventets forfattere står over for. Men perspektiverne er videre. Når de kirkelige organisationer på sigt ønsker direkte konsultationer mellem kirker og EU-kommissionen, så optræder kirkerne som interesseorganisationer med en bestemt politik. Den tanke er fremmed i vor lutherske sammenhæng, fordi kirken primært er, hvor vi er samlet om at høre evangeliet og modtage dåb og nadver om, hvad Gud vil tale til os. Hvad vi selv har at sige i den samfundsmæssige debat, kan vi derimod udtrykke i politiske sammenhænge. Problematikken bliver tydelig, når de kirkelige organisationer videre vil fremme moralske og åndelige værdier på baggrund af den kristne tro eller »kristne værdier«. Det lyder fromt, men hvad betyder det eksempelvis i abortproblematikken? Skal den kirkelige organisation vurdere, om abort er moralsk, eller skal den enkelte kristne selv afgøre det?

For et par måneder siden deltog jeg i et møde i KEK med repræsentanter fra flere europæiske kirker, hvor kirkens plads i Grundtraktaten blev drøftet. Flere deltagere mente, at en grundtraktat maksimalt kunne komme til at indeholde formuleringen fra Amsterdam-traktaten om, at EU ikke anfægter kirkers forhold, som er reguleret nationalt.

Men er det dækkende i en ny grundtraktat? Skulle man også fastholde formuleringen om, at EU har »en åndelig arv«, og så sætte ord på, hvad den er? Det kunne udmøntes med, at Europa bygger på en kristen arv, fordi 2000 års kristen forkyndelse har lydt. Denne forkyndelse har skabt forståelsen for den enkeltes ret og frihed, ligesom den lutherske udformning har udgjort baggrunden for samvittighedsfrihed og sondringen mellem religion og politik, som er blevet størrelser, der er gået os i blodet, og som Vesten bygger på. Enkelte deltagere var i tolerancens navn afvisende over for udtrykkeligt at henvise til kristendommen, fordi en stor del af befolkningen er sekulariseret, og fordi en del muslimer bor i Europa.

En kultur, et land, en union kan kun hænge sammen, hvis den bekender sig til noget, hvis den vedgår sig en bundethed, et fundament. Frihed og demokrati udtrykker noget centralt om Europa. Når vi ser os rundt i andre kulturkredse, er disse fænomener ikke nødvendigvis bæredygtige. Vel har man mange steder fået demokrati, og det efter vestligt forbillede, men man har ikke haft et fundament - som kristendommen - og en udvikling med reformationen - hvor der sondres mellem religion og politik - og videre til en oplysningstid, som bygger videre på dette grundlag, som har skabt forudsætningen for et demokratisk, frit og åbent samfund.

Vi har med kristendommen en religion, som har muliggjort en sådan udvikling. Når man derfor skal forsvare den enkeltes rettigheder, den personlige frihed og den demokratiske kultur, så er det vigtigt at gå tilbage til kilderne, »back to basics«, som er kristendommen. Det er den arv, som Vesten bygger på. Vel er ikke alle kristne, men det er indiskutabelt, at kristendommen er en central forudsætning for Vestens udvikling.

Hvordan skal en sådan afhængighed og inspiration udtrykkes i et lands eller en unions fundament? Da Grundloven blev til i 1849, var omtrent hele befolkningen lutheranere. Man skrev intet i Grundloven om »værdier« eller om »en åndelig arv«, men man tog bestik af, at folket hvilede i en luthersk kristendom, og at staten derfor skulle understøtte folkekirken. Det har udmøntet sig i, at den offentlige skole har kristendomsundervisning, universiteter uddanner teologer, som har været med til at bibringe samfundet en sammenhængskraft, hvor der sondres mellem religion og politik. Det skal der fortsat undervises i, og der er behov for flere præster til at videregive arven i den aktuelle sammenhæng.

Når EU vil bygge fællesskabet på værdier som frihed, demokrati, tolerance, så er det begreber, som nyder anerkendelse. Begrebet tolerance er i grunden en kamæleon. Det lyder smukt, men skal man eksempelvis acceptere religioner, som i deres dogmatik udtrykker intolerance, stækker den personlige frihed, knægter religionsfrihed, diskriminerer kvinder og hævder strafferetsligt at stå over verdslige love? Det er nogle af de udfordringer, islam rejser. Er denne religion forenelig med personlig frihed og en sondring mellem religion og politik? Når vi med Rousseau ikke vil tolerere intolerance, har vi allerede insisteret på vor tankes overlegenhed.

Vil man i EU-grundtraktaten fastholde de abstrakte rettigheder, som blev udformet i oplysningstiden - eller vil man gå det skridt videre, til kilden - og sige, at de er en udløber af kristendommen og reformationen/renæssancen, fordi man har brug for en »inspirationskraft«?

I Frankrig har der siden 1905 været en adskillelse mellem kirke og stat, således at der i dag ikke undervises i kristendom i offentlige skoler. Opgaven henlægges til kirkerne, hvor der er præstemangel, og hvor ikke alle derfor føres ind i den kristne livsforståelse, og nogle derfor savner fortrolighed med historie og kultur. Men netop fra fransk side, som har levet på oplysningstidens idealer, bliver der nu fra enkelte sider spurgt til rødderne, til kilderne, fordi der er brug for en inspirationskraft. Enkelte fremtrædende franske, spanske og italienske politikere har derfor slået til lyd for, at kristendommen som en åndelig arv og kilde skal indskrives i en grundtraktat. Herhjemme har der været talt om »kulturkristendom«, hvor man har nydt frugterne af kristendommen, men måske været for bonnért og »oplyst« til at gå til kilden efter den rene og friske vare. En sådan forståelse lever på lånt tid.

De forhippede skilsmissetalsmænd for kirke og stat burde tøve en kende. I den europæiske storfamilie tumler man med at få de sammenbragte børn til at leve i en union. Nogle finder, at der skal sættes ord på »den åndelige arv«, for at man kan leve i det store hus. Den kristne forkyndelse er arven, men at tale om bestemte »kristne værdier« er at tabe reformationen på gulvet og forpeste det politiske klima i et frit, demokratisk og åbent samfund. Emsige, politiserende franske gejstlige har vist, at det gode forhold til staten kan sættes over styr.

De danske konventdeltagere har meget at bidrage med fra et land, som har fået styrke af en sammenhængskraft i kristendommen, der har sikret en fredelig udvikling, solidaritet og velstand. Kan de danske konventdeltagere vinde gehør for at give den kristne arv videre i grundtraktaten på en lige så vis måde som Grundlovens fædre, har de bidraget med en inspirationskraft, der nærer det frihedsbegreb og demokrati, som er afgørende i Vestens selvforståelse.n