Det rullende bibliotek og mødested

Det samlede udlån fra bogbus i kommunen er stigende. I 2004 var det på 24.216 og i 2005 på 30.720. Og det er Lillan Grützmeiers indtryk, at tallet for i år vil blive endnu højere. Men på grund af kommunesammenlægningen er fremtiden for bussen alligevel usikker.

Kristeligt Dagblad besøgte det rullende bibliotek en tirsdag i eftermiddagsskumringen, mens det gjorde ophold ved en etageejendom i Løget Center i den sydlige udkant et Vejle. Det er et boligkvarter med mange indvandrere.

Ingen spor af krisestemning om bord. Det var en dag som så mange andre. Eller det var det netop ikke. Noget af det særlige ved et arbejde i en bogbus er ifølge Lillan Grützmeier at dagene forløber meget forskelligt.

Hér på pladsen besøges bussen normalt også af ældre mennesker. Men denne dag er der næsten ingen. Derimod et mylder af børn.

– Der er jo den fordel ved bogbussen, siger Lillan Grützmeier, at den holder næsten lige uden for folks gadedør. Det gør det lettere for gamle mennesker at komme på bibliotek, selvom de måske har problemer med at bevæge sig eller med at bære. Her i Løget kommer der desuden mange mødre med små børn. Mødre, der ikke bare lige kan tage af sted til biblioteket inde i Vejle. Men da vi holder et stille sted, kan børnene også selv løbe herhen. Uden risiko for at blive kørt over.

– Materialet i bussen er valgt efter samme alsidighedskriterium som på biblioteket i det hele taget. Men der er taget hensyn til, at mange arabiske og tyrkiske mødre kommer med deres børn. Derfor har vi købt ekstra ind af dameblade på andre sprog og også mere børnelitteratur, der er kendt fra tv. Noget, som børnene automatisk kender, når de ser det. For eksempel Disney.

Lillan Grützmeier ler: – Hvis børnene læser Disney, tror vi da på, at de før eller siden kommer til Dostojevskij!

Dette siger hun ikke bare ud fra en tilfældig indskydelse. Nej, hun gør det, fordi hun selv læser Dostojevskij. Hun er et bogmenneske mellem mennesker og bøger. Hun er børnebibliotekar, men har mere end en faglig interesse for børne- og ungdomslitteratur. Astrid Lind-gren bliver hun aldrig træt af, erklærer hun. Desuden holder hun af kvinderomaner. Og kriminalromaner.

– Men jeg har alt for lidt tid til at læse.

Hun hæver stemmen for at overdøve børnene:

– Her kender man virkelig lånerne. Når jeg for eksempel ser en bestemt ungdomsbog, så ved jeg måske, at den lige er noget for en pige i Løget. Her har man i højere grad end inde på biblioteket mulighed for at arbejde på en personlig måde. Der er mere indbyrdes kontakt her i bussen. Også rent fysisk. Man kan ikke gemme sig. I nogle tilfælde kender vi hele familier, både bedsteforældre, forældre og børn. Sommertider ved halv otte-tiden om aftenen kommer der forældre med deres børn i nattøj og gummistøvler. Så skal de lige låne en bog, som børnene skal have læst, inden de skal sove. Den slags er bare så hyggeligt.

I de hektiske minutter efter bogbussens ankomst til Løget, er der tre ansatte i gang bag skranken. Foruden Lillan Grützmeier og assistent Dina Youssef Kablaoui er det bussens chauffør og den ansvarlige for dens drift, Henning Hansen. Efter 32 år som typograf måtte han i en alder af 57 finde andet arbejde. Det blev på Vejle Bibliotek, hvor han tager sig af forskellige praktiske gøremål. Blandt andet som havemand. Han regner med at gå på efterløn til næste år.

– Jeg er utrolig glad for mit job her. Det giver en stor berøringsflade. Jeg taler med mange flere mennesker nu end på mit tidligere arbejde, hvor jeg sad ved en computer. Tiden går hurtigt. Bussen er ikke kun et bibliotek, men også et samlingssted. Ligesom Brugsen. Lånerne kan lige nå at snakke med hinanden for eksempel om idrætsforeningen, når de nu alligevel er her. Sådan noget er sjovt at opleve. Men for mit vedkommende er det samtidig meget lange arbejdsdage. Jeg hentede bussen klokken 10 i formiddags og kører først i garage igen klokken 21.

Nok så vi Henning Hansen bag skranken. Men han understreger, at han overlader det faglige til bibliotekaren. I øvrigt føler han sig slet ikke kvalificeret til at rådgive lånerne. Han læser nemlig ikke ret meget.

At bogbussen også er et mødested, bekræftes af en af dens flittige brugere, forfatteren Mogens Faber, forhenværende bibliotekar. Desuden var han i en årrække fast freelanceproducer ved Danmarks Radio samt lektør ved indbindingscentralen. Som forfatter debuterede han i 1968 – med digtsamlingen "Bonifacius morgenvindue", der udkom på Gyldendal.

Faber, der har boet i Løget siden 1975, er kommet for at hente syv bøger, som han regner med er lagt til side til ham.

– Det sociale spiller helt sikkert en rolle, siger Mogens Faber. Meget tit er man ude for, at en låner anbefaler en bog til en anden. Efter et stykke tid snakker de måske med hinanden om bogen igen. Om den nu også var noget for den pågældende.

– I en bogbus har man lejlighed til at få et nærmere forhold til folk.

Man kan finde det påfaldende, at en bestemt låner, som man har kontakt med, udebliver over en længere periode. Og når vedkommende endelig vender tilbage, føles det naturligt at spørge om årsagen. Da Mogens Faber engang forhørte sig, fik han denne barske forklaring: ægtefællen var død.

Så skulle der tales nærmere om det.

grymer@kristeligt-dagblad.dk