Et rigtigt boghandlerbarn

- Jeg er et rigtigt boghandlerbarn: Jeg kender mange bøger, men jeg får ikke læst ret meget, siger filminstruktøren Peter Bay, hvis nye komedie havde premiere i går. Filmen handler om en forlægger og en forfatter og har den tungebrækkende titel »Humørkortstativsælgerens søn«.

- Den er lidt selvbiografisk, fortæller Bay og redegør veloplagt for sin fars lille nebengeschæft som sælger af stativer til de fortrykte kort med de i reglen meget platte pointer.

Som samtalen skrider frem, viser det sig nu, at det med den manglende læsning er en sandhed med modifikationer. Selvom han måske koketterer lidt med det, er han ikke for ingenting vokset op mellem bøger og bogmennesker, og der ligger andet end filmmanuskripter på hans bord.

- Det skal helst være folkeligt og bredt og letforståeligt, understreger han og nævner spionhistorier og Jan Guillous »Arven efter Arn« som eksempler. - Ja, så læser jeg også sådan nogle rigtig slemme damefrisørromaner som »Hulebjørnens klan« af Jean Auel. Det er jo det samme, hun skriver i alle sine bøger, men jeg skal altså også have fat i den sidste her i ferien og æde den i flyet til Los Angeles, erklærer Bay.

De senere år har handlet meget om familie og børn, og det er en af hovedgrundene til, at filminstruktøren sjældent har overskud til den tungere læsning.

- Men når jeg endelig får læst en bog med lidt mere substans, så glæder jeg mig meget over det på samme måde, som jeg glæder mig, når jeg giver mig tid til at lave ordentlig mad. Den sidste rigtig gode roman, jeg har læst, er min ven Mads Brenøes »Bjerget«, som jeg har læst i forbindelse med min nye film. Det er en bog, der er skrevet i et lyrisk, flot sprog, som jeg nok ikke helt kan vurdere, men helt elementært fungerer den som en god historie, siger han.